Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Larsen, Elliot Kirchhoff Joakim - Larsen, Emmanuel - Larsen, Hans Christian - Larsen, Johannes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folkebiblioteker, ligesom han har haft ledende
Indflydelse paa fl. af de skandinaviske
Skolemøder og var Formand i Bestyrelsen for de
1900 og 05 afholdte.
(Fr. Th.). H. A. S.
Larsen, Emmanuel, dansk Skuespiller
og Sceneinstruktør, f. 18. Septbr 1865 i Kbhvn,
d. 16. Juni 1917 smst. L. blev Student 1883,
men opgav i sine bitre og tunge Ungdomsaar
sit filologiske Studium og ansattes 1889 af
Riis-Knudsen ved Dagmarteatret, hvor han første
Gang gjorde sig fordelagtig bemærket som
Sekretæren i »Kampen for Tilværelsen« (1890).
Der var længe en Modsætning mellem hans
ubændige Villie og hans tekn. Formaaen;
Stemmen skæmmedes af en uskøn Bilyd, og han
virkede ofte forceret og anspændt. Men gennem
energisk Arbejde lærte han delvis at beherske
sine Midler, og efterhaanden vandt han alm.
Anerkendelse som en ejendommelig,
fantasifuld Karakterskuespiller med dyb Respekt for
sit Kald. Egenartede Typer, f. Eks. den gale
Amandus i »Ungdom«, den selvretfærdige Pabst
i »Dønvig Præstegaard«, den selvgode Foged i
»Brand«, den selvglade Snild i »Erotik«, og
Pyromanen Ole Madsen i »Den røde Hane«
kunde han levendegøre, og han evnede som
ingen anden i Samtiden at fremstille Begrebet
Angst (Kryses i »Kongesønner«, Ægtemanden i
»I Telefon«). Olivier i »Ludvig XI« og Svase i
»Snefrid« vidnede om hans store
Maskeringstalent, hvorimod hans Higen efter den klassiske
Tragedie kun resulterede i en halv Sejr som
Franz Moor i »Røverne«. 1905 forlod L.
Dagmarteatret og optraadte derefter i Kria og
Provinserne, for igen at vende tilbage til de
kbhvn’ske Privatteatre, ogsaa som
Sceneinstruktør, i hvilken Egenskab han 1915—17 virkede
med stort Held paa Alexandrateatret (det
nuv. Betty Nansen-Teatret). Inden for sin Stand
gjorde L. som Formand for
Skuespillerforbundet et betydeligt Arbejde, og henimod de
halvhundrede Aar genoptog han sine
Ungdomsstudier, der 1914 førte ham til en
litteraturhistorisk Magisterkonferens, og da en
Hjernesygdom afbrød hans ualmindelige Livsbane, lagde
han sidste Haand paa en dram.
Doktorafhandling og var designeret til Direktør for Odense
Teater. (Litt.: Emmanuel L., »Resultater«
i »Tilskueren« [1914]; »Masken«, 24. Juni 1917).
R. N.
Larsen, Hans Christian, dansk
Landøkonom, f. 8. Aug. 1870 i Broby ved Sorø. Han
blev Landbrugskandidat 1893, Kasserer i
Landhusholdningsselskabet 1895—1915 og Sekretær
i Statens Planteavlsudvalg 1903—16 samt
Kontorchef ved Statens Forsøgsvirksomhed 1916.
Ved Prof. E. Rostrup’s Død 1907 overtog han
Redaktionen af »Tidsskrift for Landbrugets
Planteavl«. Fra 1915 har han været
Landbrugsministeriets Tilsynsførende ved
Foranstaltninger til Planteavlens Fremme, 2 Aar
efter blev han Ministeriets Repræsentant i
Fællesudvalget for Driften af Statsejendommene
Faurholm og Trollesminde, 1918 i
Husholdningslærerinde-Kommissionen, 1919 i Statens
Grundforbedringsudvalg, i Hede- og
Grundforbedringskommissionen og i
Landbohøjskole-Kommissionen. 1897—1903 var L. Sekretær i
Foreningen af danske Landbrugskandidater,
planlagde og redigerede »Landøkonomisk
Aarbog«, som Foreningen begyndte at udgive 1900,
og da Aarbogen senere overgik til
Landhusholdningsselskabet, vedblev han som Redaktør
af Aarbogen til 1918. Endelig kan det nævnes,
at han 1917 var en meget interesseret Deltager
ved Planlæggelsen af Vildmosernes Udnyttelse.
— Den store Mængde Indstillinger og
Erklæringer, L. har afgivet til Landbrugsministeriet
o. a. Institutioner, udmærker sig ved deres
Klarhed og Grundighed, hvad der ogsaa
gælder om hans Artikler i »Landbrugets Ordbog«
o. a. St.
H. H-l.
Larsen, Johannes, dansk Maler, f. i
Kerteminde 27. Decbr 1867. Sin væsentlige
Uddannelse har han faaet under Zahrtmann. Fra
1891 udstillede han nogle Landskaber og
Portrætter; senere har han ladet sine Arbejder
fremkomme paa »den fri Udstilling«. Han er
den betydeligste bl. Gruppen »de fynske
Malere«, og har Bopæl i sin Fødeby. En Del af
hans Arbejder tilhører Kunstmuseet, endnu fl.
Mus. i Faaborg. I sine første Billeder, fra
Købmandsgaarden i Kerteminde, kan han bringe
Købke i Tankerne; Aanden er beslægtet, om end
det maleriske Syn er forsk. Senere træder
Arvtagerforholdet til Lundbye frem i hans Billeder,
især i hans Skildringer af de aabne Egne, de
store Flader, det høje Rum, Lys og Luft. Han
er i Slægt med Lundbye’s Følelser for
Flader og Linier (Eks.: »Graagæs i en Mose«, 1912).
Lundbye havde Finheder, Aandfuldheder, som
L. ikke kender; til Gengæld har L. en mere
haandfast Styrke i Eftertrykket paa Motivets
Karakter. Hans Natur er mere uberørt af
Mennesker; hans Syn er mere en Jægers end
én Landmands; han søger gerne sine Emner,
hvor Dyrene lever i Afstand fra Kulturen.
Navnlig den vilde Fugleverden i Kær, paa
Fjorde og i aaben Strand, i frisk Vejr,
knaldende Sollys, susende Blæst, har i ham en
intimt medfølende Skildrer. Han staar i det
nøjeste Sjæls- og Raceforhold til sit Lands
Natur og Dyreverden, et Forhold, som omspænder
mere end selve det maleriske Synsindtryk. Dog
kan han ogsaa rent malerisk være Mester. Hans
Kompositioner kan jævnlig have en ikke blot
meget sikker og fin, men ogsaa stærkt
virkende, brusende Rytme. En og anden Gang, som
i det ret store »Paafugle« fra 1903 (Kunstmus.)
ell. i det endnu tidligere »Blomstrende
Pæretræ«, med dets Baggrund af Havens Grønne og
en dybblaa Himmel, har han udviklet sin Linie-
og Farverytme til dekorativ Pragt. Som Prøve
paa hans Evne til at give Farven Vælde kan
ogsaa nævnes det lille »Sommer, Solskin og
Blæst«, med det røde Dannebrog, smeldende
i Lyset over den lille røde Bys Tage mod
Havets og Himlens Blaa. Hans Behandling af
de maleriske Midler er bred og djærv, til Tider
haardhændet og »usodet«; han ynder de stærke
og rene Farver med en egen primitiv Smag.
Paa lgn. Maade er hans Linie og Form præget
af en Energi og Styrke, der griber meget
bestemt om det væsentlige. Som Pennetegner har
han udviklet dette paa ypperlig Maade. Han
maler ofte Akvarel, og naar i dette Materiale
en Virkning, der ikke staar meget tilbage for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
