Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lassalle, Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tyskere i eet Rige under en demokratisk
Regering. Det samme Program kommer han tilbage
til i sin Afhandling »Fichtes politisches
Vermächtnis und die neueste Gegenwart« (1860) og
i sit Foredrag ved en Fest til Fichte’s Minde
19. Maj 1862: »Die Philosophie Fichtes und die
Bedeutung des deutschen Volksgeistes« (1862).
Hans socialpolitiske Program havde i
Modsætning til Marx’s faaet en national, ja en preuss.
Farve; herved kom hans Virken i nogen Grad
til at løbe parallelt med Bismarcks, ligesom
hans Statsopfattelse ogsaa har større Berøring
med dennes end med den daværende frisindede
Oppositions. Hans Rejse Efteraaret 1861 til
Italien, hvor han plejede Raad med Garibaldi
om en stor europæisk Rejsning, staar dog
endnu i de løse Eksperimenters Tegn. Men
imidlertid havde han ogsaa faaet fuldført sit
filosofisk-juridiske Hovedværk: »System der
erworbenen Rechte, eine Versöhnung des positiven
Rechts u. d. Rechtsphilosophie« (2 Bd, 1861). I
dette betydelige Arbejde har han udførligt søgt
at give sine politiske og sociale Grundanskuelser
et urokkeligt Underlag. I skarp Modstrid til
den af Marx forfægtede materialistiske
Opfattelse af den historiske Udviklingsgang afleder
L. her (som Savigny og Hegel)
Retsinstitutionerne af de hos Folket til enhver Tid
herskende Ideer. Heraf drager han den praktisk
betydningsfulde Slutn., at naar en
Retsinstitution som Følge af Samfundsaandens
Foranderlighed maa ell. bør ophæves, betyder dette ikke
nogen Forurettelse af den enkelte, selv om
dennes velerhvervede Ret derved bortfalder.
Individet kan kun sikre sig ell. andre
Rettigheder, der ligger inden for de af Statens
Lovgivning til enhver Tid dragne Grænser. Enhver
Kontrakt ell. anden Afgørelse af Individers
indbyrdes Retsforhold maa derfor være affattet
med den Forudsætning for Øje, at den blot
skal være gyldig, saa længe Lovgivningen
overhovedet anerkender Rettigheder af den Art,
Aftalen ell. Bestemmelsen gælder. Problemet
bliver da at udrede Forholdet mellem den gl.,
bestaaende Rets Magtsfære, der forsvares af de
konservative Interesser, og den ny Ret og Magt,
der er udsprungen af en ny Retsbevidsthed. Da
den evig nyskabende Retsbevidsthed i Folket er
Rettens Kilde, ligger det i Sagens Natur, at
den gl. Rettighed maa opgives, naar dens
Tilværelse ikke længere finder sin Sanktion hos
det omgivende Samfund. Historien viser da
ogsaa, at Ejendomsretten stadig faar et mere
begrænset Raaderum. De sociologiske Resultater,
L. saaledes naar til, belyser han i Værkets 2.
Del ved en historisk-filosofisk Udvikling. Den
rom. og den germanske Arverets Principper
underkastes her en indgaaende Undersøgelse og
prøves efter deres Retsindhold. Det hele Værk
vidner om, hvilke ophøjede Forestillinger L.
nærede om Staten og dens Opgaver. Staten var
for ham, som for Hegel og Fichte, en sædelig
Magt, dens nøjeste Opgave at formidle
Menneskenes Opdragelse til Frihed. Ved i mange
Forbindelser at betone denne Idé gjorde L. stærkt
Front mod den, herskende Manchester-Doktrin,
hvis Tendens, som han udtrykte sig, var at
reducere Staten til at spille »Natvægterens«
Rolle.
I Berlin havde L. i nogle Aar plejet Omgang
med fl. af Fremskridtspartiets ledende
Personligheder. Samtidig uddybede hans nationale
Synspunkter og praktiske Opportunisme
Kløften mellem ham og den landflygtige Marx.
Hans Forhold til de Liberale antog imidlertid
efterhaanden en stedse køligere Karakter. Apr.
1862 udgav han sin skaanselsløse satiriske
Brochure »Herr Julian Schmidt, der
Literaturhistoriker«, der ogsaa ramte det gammelliberale
Parti, hvis Organ, »Berliner allgemeine
Zeitung« J. Schmidt redigerede. Den indledede
Kamp udfægtedes fra L.’s Side videre i de to
Foredrag »Ueber Verfassungswesen« (April
1862) og »Was nun« (Novbr 1862) samt det
aabne Brev »Macht und Recht« (Febr 1863). I
disse ypperlige Smaaskrifter søgte L. at jise,
at enhver virkelig Forfatning — og om
Grundprincipperne for en saadan var det dengang.
Striden gjaldt — kun er et Udtryk for de
faktiske Magtforhold i et Land.
Fremskridtspartiets Plan at værge den af den preuss.
Regering krænkede Forfatning ved Skattenægtelse
var, mente han, upraktisk, da Magten i
Virkeligheden laa i Regeringens Hænder, eftersom
den trygt kunde stole paa Armeen. Der
fandtes da for Repræsentanterne blot eet Middel
til at tvinge Regeringen til Eftergivenhed,
nemlig alle som een at frasige sig deres Mandater
og gentage dette saa længe, indtil denne indsaa,
at Bajonetterne i Længden ikke er nogen
behagelig ell. solid Grundvold for Magten.
Fremskridtspartiet vilde imidlertid ikke lytte til L.’s
Raad, hvad han sikkert heller ikke havde
ventet. Han var da ogsaa samtidig gaaet i Gang
med Arbejdet for Dannelsen af et eget
demokratisk Parti med Hovedstøtte i »Fjerde Stand«.
Der syntes Mulighed for, at denne kunde
vindes for de liberale Ideer, navnlig takket være
Schulze-Delitzsch’s Virken for Arbejdernes.
Selvhjælp; derfor gjaldt det nu at drage de
principielle Skillelinier op. I dette Øjemed holdt
han 12. Apr. 1862 for en stor Forsamling et
Foredrag: Ȇber den besondern Zusammenhang
der gegenwärtigen Geschichtsperiode mit der
Idee des Arbeiterstandes«; det udkom Juni i
Trykken under Titelen »Arbeiterprogramm«. I
Foredraget hævdedes det, at nu — efter
1848-Revolutionen — var Arbejdernes Tur kommens
til at spille Hovedrollen i Staternes Liv, og at
dette var Vilkaaret for en fri, harmonisk
Kulturudvikling. Arbejderprogrammets Tendens,
navnlig Paastanden om, at Underklassen
gennem de indirekte Skatter bar de fleste af
Statens Byrder, paadrog ham en offentlig Anklage;
men hans Forsvarsindlæg, der udkom som nye
Agitationsbrochurer (»Die Wissenschaft und
die Arbeiter«, »Die indirekte Steuer und die
Lage der arbeitenden Klassen«), virkede ved
deres mærkelige Forening af Slagkraft og
smidig Undvigen; den endelige Dom kom kun til at
lyde paa en Pengebøde. Hans Virksomhed
havde endelig tildraget sig Opmærksomhed inden,
for Arbejderstanden. Der skulde holdes en alm.
tysk Arbejderkongres. Denne havde
Arbejderforeningen »Vorwärts« i Leipzig faaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
