Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(som topper snart, ollus hin, insece fortæl) ell.
stom, til Dels ved Efterligning af Græsk, dristig
dannedes og aldrig vandt Hævd. Friskest er
Sproget i Plautus’ Komedier, hvor mangt og
meget sikkert er lige grebet ud af det daglige
Sprog. Med den stigende Sans for litterær
Dannelse vinder ogsaa Litteratursproget stadig
større Fasthed og Smidighed, og i Cicero’s og
August’s Periode, Litteraturens Guldalder, naar
det sin højeste Udvikling, i den Form, som
derefter betragtedes som Norm for
Skriftsproget, og som paa den Tid sikkert ogsaa i det
væsentlige har svaret til de dannede Romeres
Talesprog.
Imidlertid havde det lat. Sprog med Roms
voksende Herredømme begyndt at udbrede sig
mere og mere uden for sit opr. Omraade. L.
er jo Statens Sprog, hvilket Romerne
bestandig og ufravigelig kræver anerkendt som
saadant, og Kendskab dertil er en Forudsætning
for enhver Deltagelse i det offentlige og
politiske Liv og ikke mindre nødvendigt i Handel
og Vandel, kort sagt i ethvert Forhold til Rom.
Med stigende Kraft, jo mere Roms
Herredømme udbreder sig, kommer hertil andre
Faktorer; lige over for »Barbarerne« er L.
Kulturens Sprog, og det er paa den anden Side
Hærens Sprog, der af sig selv bliver
Meddelelsesmiddel mellem de forsk. Nationaliteter,
sum denne efterhaanden kommer til at omfatte,
og som atter spredes rundt i Rigets forsk.
Provinser.
Tidligst, allerede i sin førklassiske Form,
trænger L. ind hos de nærmest boende, opr.
til den umbrisk-oskiske Gren hørende Stammer
i Mellemitalien, som Sabiner, Æquer, Marser,
dernæst Umbrer o. a. og antog her, til Dels
under Paavirkning af disses opr. Sprog, en
egen Form, hvortil ofte hentydes hos
Forfatterne, f. Eks. Varro og Cicero, og som paa
Romerne gjorde Indtryk af en Blanding af
noget gammeldags og Særudviklinger, der ikke
stemmede med Sproget i Rom, f. Eks. o for au
(Clodius), æ (»e«) for ae (»pretor« for praetor).
Selv om maaske nogle af Ejendommelighederne
ved dette gl. lingua rustica efterhaanden kan
være blevet udjævnede under Indflydelse af
den stigende Dannelse, har dog vistnok de
fleste holdt sig og øvet en ikke uvæsentlig
Indflydelse paa Talesprogets senere Udvikling.
Langsommere er L.’s Fremtrængen bl.
Etruskerne, hvis ejendommelige Sprog har levet
endnu noget ned i vor Tidsregning, og ligesaa
i Syditalien, hvor Samniternes Sprog først
efter Bellum sociale og de dertil sig sluttende
Kampe (90—82 f. Kr.) druknes i Blod, og deres
Sprog, det tidligt og rigt uddannede Oskiske,
der under den nævnte Krig var de fjendtlige
Stammers officielle Sprog, synker ned til et
langsomt hendøende Almuesmaal. Ogsaa her
synes det gl. Sprog at have sat sit Præg paa
den Form af L., der efterhaanden afløste det
selv i Menigmands Tale; i alt Fald frembyder
de syditalienske Dialekter deri Dag i Dag
Ejendommeligheder, der netop stemmer med Oskisk
og kun der synes at finde deres Forklaring.
Længst holdt Græsk sig i visse Byer i
Syditalien, f. Eks. Neapel, samt paa Sicilien, der
aldrig blev latiniseret (først italieniseret i
Middelalderen). Men i det støre og hele var L.
omtr. ved vor Tidsregnings Beg. vel
ingenlunde det eneraadende, men dog det herskende
og alm. forstaaede Sprog paa hele den ital.
Halvø.
Men ogsaa uden for Italien havde L. som
Følge af Roms Erobringer allerede begyndt
at faa fast Fod, saaledes foreløbig navnlig i
Provinsen Afrika (Tunis-Algier), i Spanien og
i Gallien. Det er her utvivlsomt først og
fremmest de højere Samfundsklasser, der bøjende
sig for de ny politiske Forhold og Romernes
højere Kultur tilegner sig Statens og
Dannelsens Sprog, støttede af de Skoler, der nu
hurtig oprettedes rundt omkr. Først efterhaanden
i Løbet af Kejsertiden breder L. sig ikke blot
endnu noget videre, f. Eks. til visse Egne Ø. f.
Adriaterhavet, men trænger tillige, i den mere
vulgære Form, hvormed man fortrinsvis kom i
Berøring, dybere ned bl. de lavere
Samfundslag i de vestlige Provinser, uden dog inden for
Oldtiden helt at fortrænge vedk. nationale Sprog.
At det under disse Forhold i de forsk. Prov.
antager lidt forsk. Former, altsaa til en vis
Grad allerede spalter sig i forsk. Dialekter,
er sandsynligt, naar man ser paa de derfra
nedstammende romanske Sprog, men kan ikke
nærmere paavises efter samtidige Vidnesbyrd,
Hvor fuldstændig Provinserne efterhaanden
har sluttet sig til rom. Sprog og Kultur,
derom haves et Vidnesbyrd i den Omstændighed;
at et saa betydeligt Antal af Kejsertidens Forf.
stammer fra Provinserne, i 1. Aarh. særlig fra
Spanien, i 2. særlig fra Afrika. Selve
Litteratursproget i denne Periode er en ligefrem
Fortsættelse af den klassiske Periodes Sprog,
blot mere og mere søgt og kunstlet, mere og
mere fjernet fra det naturlige Talesprog, som
netop i Løbet af disse Aarh.; bevislig
undergaar ikke ringe Forandringer. Interessante
Vink om, hvorledes man har talt (og tænkt)
i en Provinsby i Italien, kan uddrages f. Eks.
af de talrige, mest fra mindre dannede
Personer stammende Vægindskrifter i Pompeji
(udg. af Zangemeister i Corpus Inscr. Lat., IV).
En bevidst Reaktion mod det traditionelle
Skriftsprog møder vi hos de ældre kristne Forf.,
for saa vidt disse, idet de særlig henvender
sig til »de fattige i Aanden«, ikke tager i
Betænkning i rigt Maal at øse af Folkesprogets;
Ordforraad og Formdannelser, naar det
traditionelle Skriftsprogs Ord og Former ikke
mere var fuldt forstaaelige.
Mere ubevidst træffes for øvrigt noget lgn.
rundt omkr. i den tarvelige profane Litteratur
fra Oldtidens sidste Aarh., en Tid hvor, med
den stadig aftagende Dannelse, Forskellen
mellem Talesproget i de forsk. Samfundslag mere
og mere udjævnes, medens Kløften mellem
dette og det gl. Skriftsprog bliver saa meget
desto dybere. Dette maa nu ligefrem læres, og
vi faar derfor fra de sidste Aarh. af Oldtiden
en Række grammatiske Arbejder derover. Hvor
stærkt Sproget efterhaanden har forandret sig,
kan man bl. a. ane af senere kristne
Indskrifter endog fra selve Rom, f. Eks. fra Aar 350
»Felicissima in pace uxor, que vicxit annis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
