Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latin - Latina via - Latinere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
II, 3. Opl. 1910]; Stolz m. fl., »Historische
Gramm. d. lat. Spr.« [1894 ff.]; F. Sommer,
»Handbuch der lat. Laut. u. Formenlehre«
[2.—3. Opl. 1914]. En god sammenlignende
Fremstilling giver V. Henry, Précis de
grammaire comparée du grec et du latin [Paris
1888, med en Rk. senere Opl.]; endvidere
behandles L. udførlig i Brugmann’s »Grundr.
der vergl. Gramm. d. indogerm. Sprachen«,
med den dertil sig sluttende Syntaks af
Delbrück. Af vigtigere Arbejder om
Vulgærsproget kan fremhæves Schuchardt, »Der
Vokalismus d. Vulgärlateins« [3 Bd, 1866—68];
Sittl, »Die lokalen Verschiedenheiten d. lat.
Spr.« [1882]; Mohl, Introduction à la
chronologie du latin vulgaire [Paris 1899].
Hvad Leksikografien [smlg. Heerdegen i Iw.
Müller’s Handbuch, II] angaar, haves fra
Oldtiden forsk. glossografiske Arbejder, og
Middelalderen frembragte intet ud over korte
Glossarer og Vokabularier. Et virkelig stort
Fremskridt indtræder med Rob. Stephanus,
Thesaurus linguæ Latinæ [Paris 1531, meget
forøget 1534, med forsk. senere Udg. og
Bearbejdelser, senest af J. M. Gesner i 4 Bd,
1749]. Et nyt Ordbogsarbejde skyldes
Italieneren Forcellini, Totius Latinitatis Lexicon
[Padua 1771, ligeledes med en Række senere
Udg. og Bearbejdelser ned til vor Tid]. Mere
eller mindre Udtog heraf er udførligere
eller kortere Ordbøger af tyske Lærde som
Scheller og Freund og fra nyere
Tid Lünemann og derefter Georges.
Latinsk-danske Ordbøger haves udførligere
af Arnesen [1848], kortere af Jensen
og Goldschmidt [1881—86, 2. Udgave
1920], fra Dansk til L. af Ingerslev [1850]
(der har udgivet en betydelig større fra Tysk
til L. [1855]) og Kjær [1870]; L.—Norsk af
Johanssen, Nygaard og Schreiner
[1887]; L.—Svensk af Cavallin [1873 og
1885]. En Mængde Ordbøger til enkelte Forf.
haves. I en Del Aar har der under forsk. tyske
Akademikeres Auspicier været arbejdet paa en
ny storartet Thesaurus, der er begyndt at
udkomme i Beg. af 20. Aarh. Forarbejder og
Beretninger om Fremgangen har været
offentliggjorte i det ogsaa i andre Henseender vigtige
Tidsskrift »Archiv für lat. Lexikographie und
Grammatik«, udg. af E. Wölfflin
[1884—1908, 15 Bd]. Et Hovedværk for
middelalderligt L. er Du Cange, Glossarium ad
Scriptores mediæ et infimæ Latinitatis [Paris 1678
i 3 Bd, senest udg. af Henschel, Paris
1840—50 i 7 Bd og endelig al Favre, Niort 1883
ff.]. Etymologiske Ordbøger haves af
Vaniček, »Griech.-lat. etymologlsches Wörterbuch«
[1877] og »Etymolog. Wörterbuch der lat. Spr.«
[2. Opl. 1881], af Bréal og Bailly,
Dictionnaire étymologique latin [Paris 1885 og ofte
senere] og af A. Walde, »Lateinisches
etymologlsches Wörterbuch« [1906 og 1910]).
Vilh. Th.
Latina via, se Via Latina.
Latinere, et Oldtidsfolk i Italien, som fra
først af kun hørte hjemme i den nordvestlige
Del af Landskabet Latium, men som alligevel
engang, da det mægtige Rom rejste sig i deres
Midte, kom til at paatrykke ikke alene hele
Italien, men en stor Del af Europa deres
Præg, og hvis Sprog blev et Verdenssprog. De
tilhørte den mindre, vestlige Gren af de
italiske Folk. Om deres Oprindelse havde man
i Oldtiden forsk. Sagn. Det hed sig, at L. egl.
var opstaaede ved Sammenblanding af et
italisk Urfolk, Aboriginerne, og Trojanere, som
under Æneas’ Ledelse havde nedsat sig i
Latium. Da L. først træder frem i Historien, var
de et bosiddende Folk, som ernærede sig af
Agerbrug og Kvægavl, men efter sædvanlig
Skik i Italien boede samlet i befæstede Byer.
Disse Byer dannede i et Antal af 30 et
Forbund, hvis Anliggender afgjordes i fælles
Forsamlinger, ligesom de aarlige Fester for
Juppiter Latiaris paa Albanerbjerget var fælles for
dem alle. Den ledende Stilling i Forbundet
indtoges, af Alba longa, som efter Sagnet var
anlagt af Æneas’ Søn Ascanius. Imidlertid
opstod der i Latium en By, som med Tiden fik
Herredømmet over hele Landet, nemlig Rom.
Dog var Roms Stilling til det lat. Forbund af
en noget tvetydig Art. Da nemlig Alba longa
var blevet ødelagt — efter Traditionert af den
rom. Konge Tullus Hostilius — gik ganske vist
dets Ledelse af Forbundet paa en Maade over
paa Rom, men Rom blev alligevel aldrig som
Alba selv Medlem af Forbundet. Forholdet
mellem Rom paa den ene Side og det lat.
Forbund paa den anden var formelt et sideordnet,
men Rom stræbte altid mere og mere efter
faktisk at blive den ledende Magt. I de første
Aar af Republikkens Tid foraarsagede
Etruskernes Indfald en stærk Tilbagegang i Roms
Magt, men da Diktatoren Aulus Postumius 496
havde slaaet L. ved Søen Regillus, vandt
Romerne atter Fremgang, og 493 fornyede
Konsulen Spurius Cassius Forbindelsen, i hvilken
486 ogsaa Hernikerne optoges. L. fik ogsaa nu
formelt samme Rettigheder og samme
Forpligtelser som Romerne, men disse forstod dog
stadig at bevare den ledende Stilling for sig,
ligesom det var dem, der repræsenterede L.
over for Udlandet. Men naturligvis kom
Misfornøjelsen med dette Forhold jævnlig til
Orde bl. L., og der forefaldt adskillige Kampe.
Men da Romerne i den lat. Krig (340—38)
fuldstændig havde overvundet L., indtraadte
der en Ændring i Forholdet. Det lat. Forbund
blev nu opløst, og Romerne baserede deres
Overherredømme over L. paa særskilte
Overenskomster med hver enkelt By, medens det
blev de lat. Stæder forbudt indbyrdes at træde
i Forbindelse med hverandre. Idet de paa den
Maade isoleredes, tiltog deres Afhængighed af
Rom, uagtet L. stadig beholdt Navn af
»Forbundsfæller« (socii). Ikke desto mindre fik L.,
da Romerne snart efter under en lgn. Form
udbredte deres Herredømme over hele Italien,
en begunstiget Stilling fremfor de øvrige
italiske Folk. Bl. a. fik de Adgang til under visse
Betingelser at erhverve rom. Borgerret, og
ofte anvendte Romerne L. som
Besætningstropper i Kolonierne i Italien. Det lykkedes nu
virkelig Romerne efterhaanden at vinde L.’s
Velvillie, og under de paafølgende svære
Krige blev L. Rom tro. Selv i den farlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
