Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af de sakrale Sange har i alt Fald nogle været
opskrevne, og af en enkelt (Carmen Saliare)
er Brudstykker bevarede. Der udvikledes ad
denne Vej endog et (rigtignok meget
primitivt) nationalt Versemaal, det saturniske.
Ogsaa en Slags Drama (satura) fandtes fra gl
Tid: det var Scener af lystig Karakter,
ledsagede af Musik og vistnok væsentlig
improviserede; allerede fra 364 f. Kr. opførtes
saadanne offentlig i Rom. I deres Sted traadte
senere Atellanerne, Farcer med staaende
Masker, af oskisk (altsaa italisk, men ikke
rom.) Oprindelse; de holdt sig langt ned i
Kejsertiden. — Som Spire til en episk Poesi
kan betragtes de Sange til Forfædrenes Pris,
der i ældre Tid forekom ved Gæstebud og
Begravelser; de var ikke opskrevne. Man har —
med Urette — i dem villet se Grundlaget for
den rom. Sagnhistorie (jfr Macaulay, Lays of
ancient Rome). — I de Spirer til en Litt., der
saaledes fandtes, ses tydelig Grundtrækkene i
den rom. Nationalkarakter, for saa vidt den
forholder sig til det litterære. Romeren var
praktisk og nøgtern og manglede i høj Grad
Fantasi og Stemning; han havde ikke ringe
Sans for Formen, men kun som praktisk
Udtryk for Tanken. Vilde man tænke sig en Litt.
selvstændig udviklet paa dette Grundlag, da
vilde Prosaen have haft Overvægt (af samtlige
lat. Digtere var kun yderst faa indfødte
Romere), og i den ikke Kunstprosaen: en tør, men
paalidelig Historie i Aarbogsform, en saglig
Veltalenhed, ikke uden ondskabsfuldt Vid, der
altid har ligget for de italiske Folk; tekniske
Skr i klar og strengt om Indholdet sluttende
Form. Af den sidste Gruppe, der alene er
kommet til Udvikling uden fremmed Paavirkning,
giver den jur. Litt. os et tydeligt Billede;
ogsaa Manglen paa Komposition, paa kunstnerisk
Ordning af det ellers saa ypperlig behandlede
Stof er betegnende. I Poesien kunde Romerne
vistnok have ydet noget selvstændigt i det
realistiske Drama, særlig i Komedien og ogsaa
ellers i Skildring af Virkeligheden; Satiren
giver os en Forestilling herom, om den end er
paa virket af Grækerne. En saadan Litt. vilde
som Helhed have været et interessant
Modstykke til den gr.; men den er (fraset Juraen)
kun blevet til i svage Tilløb, der tabte sig for
den gr. Indflydelses Overmagt.
Den af Grækerne paavirkede rom. Litt., der
regnes at begynde 240, deles alm. i 4 store
Afsnit: 1) den arkaiske Periode, indtil Sulla’s
Død (78 f. Kr.); 2) Guldalderen, indtil August’s
Død (14 e. Kr.); 3) Sølvalderen, indtil Beg. af
2. Aarh. e. Kr., og 4) Forfaldsperioden, indtil
Oldtidens Slutning. Rigtigere vilde det være at
dele som følger: den arkaiske Periode til
henimod Republikkens Slutn.; Cæsar’s og August’s
Tidsalder, fra c. 55 f. Kr. til 14 e. Kr.;
Sølvalderen; Forfaldsperioden. Denne Inddeling
vil i det flg. blive lagt til Grund.
I den ældre arkaiske Periode er
Udviklingen til Dels vanskelig at bedømme, fordi, med
Undtagelse af Komedien, næsten alt er tabt. —
Romerne greb fra først af til den gr. Poesi som
et Middel til at kaste Glans over deres
tarvelige Fester og til at more Publikum; det er
derfor den i Grækenland sidst udviklede Form,
den dram. Poesi, der først faar Indgang i
Rom. Digterne var fra først af Mænd af ringe
Stand (frigivne, oftest Udlændinge) og nød
ringe Anseelse. Publikum, der ikke som i
Grækenland var uddannet ved Aarh.’s offentlige
Brug af Poesi, interesserede sig kun for
Indholdet af, hvad det saa og hørte; Formen var
det dels fremmed, dels ligegyldig. Ved
Overførelsen fra Græsk omformedes derfor, ogsaa
under Trykket af det lat. Sprogs stærkt
afvigende Ejendommelighed, de gr. Versemaal ret
vilkaarligt; selv hvor de ikke behandledes
ligefrem sjusket, fik de et grovere Præg. I en
enkelt Digtart benyttede man endog det
nationale Versemaal et Stykke ned i denne
Periode. — Fra denne noget forsømte Tilstand
begyndte den rom. Digtekunst at hæve sig i
Tiden henimod 150 f. Kr., da en Del af det
rom. Aristokrati, med Scipionerne i Spidsen,
havde gjort Bekendtskab med den gr. Litt.
paa første Haand. Samtidig indtraadte dog en
Reaktion mod den overhaandtagende gr.
Indflydelse; dens Fører og vigtigste
Repræsentant i Litt. var Cato. Det blev den
græciserende Retning, der sejrede paa alle Punkter, til
liden Baade for den rom. Litt.’s Originalitet.
— Medens der paa Poesiens Omraade lige fra
Periodens Beg. fandt en ret frodig Produktion
(mest af Overs.) Sted, gik det langsommere
med Prosaens Udvikling; om en egl. romersk
Historieskrivning kan man først tale i 2. Aarh.
f. Kr., om en kunstmæssig Veltalenhed først i
1. Dette beror selvfølgelig først og fremmest
paa, at man paa disse to Omraader ikke
ligefrem kunde oversætte; derfor har den rom.
Prosa altid bevaret et mere selvstændigt Præg end
Poesien. Den dyrkedes ogsaa fra Beg. af og i
lang Tid af indfødte Romere, mest af høj
Samfundsstilling.
Det rom. Drama var i ydre Henseende
knyttet til de store offentlige Fester; ved visse af
disse (ludi Romani, plebeii og Apollinares samt
Megalesia) var sceniske Forestillinger staaende.
Den Embedsmand, der forestod Festens
Ordning, gav en Skuespildirektør den sceniske Del
af Festen i Entreprise; Direktøren købte saa
Stykkerne af Forfatterne, der derpaa ikke
havde mere dermed at gøre — medens i Athen
Forf. baade var Instruktør og Skuespiller. —
Et fast Teater opførtes i Rom først 55 f. Kr.
af Pompejus; før den Tid nøjedes man med
Bygninger af Træ, der nedreves efter
Benyttelsen. — Tragedien var, ligesom Komedien,
fra først af Oversættelseslitteratur; man
gengav de klassiske gr. Tragikere paa Latin, i
Beg. mest Euripides, senere Sofokles, ja endog
Aischylos. Dog forsøgte man sig tidlig i
Efterligning, saaledes at man behandlede nationale
Sujetter i den gr. Tragedies Manér (fabula
prætexta). Banebryderen er her, som paa
andre Omraader, Naevius, den eneste af de
ældre rom. Digtere, der af Fødsel tilhørte den
lat. Folkestamme (om end ikke det rom.
Borgersamfund). At andre Tragikere kan,
foruden Livius Andronicus, nævnes Ennius,
Pacuvius og Accius; den sidste, hvis Levetid
rækker helt ned i 1. Aarh., var allerede stærkt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
