- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
503

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paavirket af den moderne gr. Dannelse.
Resten er for os ikke meget andet end Navne.
— Komedien repræsenteres for os af Plautus
og Terents. Begges Forbilleder er det yngre
attiske Lystspil (»den nyere Komedie«), som
vi næsten kun kender gennem deres
Efterligning (se dog Menander). Det er borgerlige
Intrigestykker, hvori Hovedvægten ligger dels
paa den kunstig slyngede Handling og de ved
den frembragte komiske Situationer, dels (hos
Romerne dog vistnok i mindre Grad end hos
Grækerne) paa Fremstillingen af typiske (ikke
individuelle) Karakterer. Maneren er os kendt
fra Molière og Holberg, der rigtignok staar
langt over deres rom. Forbilleder. Af disse er
Plautus mere Bearbejder, Terents (der stod
Scipionerne nær) mere Oversætter; Plautus er
grov, men ikke uden Originalitet og komisk
Kraft, Terents gengiver sikkert temmelig nøje
de gr. Originalers Sikkerhed i den dram.
Bygning, derimod næppe deres Finhed i
Replikskiftet. — Ved Siden af den græciserende
Komedie (palliata) opstod ogsaa en Efterdigtning
med lat. Navne og Sujetter (fabula togata).
Den trængte henimod Periodens Slutning den
gl. palliata tilbage; dog vedblev man at opføre
de gl. Stykker af denne. — Som lystige
Efterspil efter Tragedierne spillede Atellaner og
senere Mimer (en Art Farce, der opr. havde
hjemme hos Grækerne i Syditalien) en Rolle.

Som Beg. til en episk Poesi kan nævnes
Livius Andronicus’ Overs. af Odysseen paa
saturniske Vers. Ikke længe efter skrev Naevius
det første rom. nationale Epos, »Den puniske
Krig« (ɔ: den første, hvori han selv havde
deltaget), i samme Versemaal; de faa Rester
viser Friskhed og Originalitet ved Siden af
krønikeagtig Tørhed. Men den egl.
Grundlægger af det rom. Epos og overhovedet den
centrale Figur i hele Periodens Litt. er Ennius
(239—169). Han stod Scipionernes o. a.
græskdannede Aristokratens Kreds nær, havde selv
udstrakt Læsning i græsk Litt. og var stærkt
paavirket af dens Aand. Hans Interesser i
denne Retning gav sig Udslag i talrige Overs.
og Bearbejdelser af gr. Skr, hvis rationalistiske
og undertiden frivole Indhold stod i en
besynderlig Modsætning til Romernes naive
Fromhed og Alvor. Hans Hovedværk, der gjaldt for
klassisk lige til Vergil’s Tid, var dog hans
nationale Epos Annales (Aarbøger), en poetisk
Fremstilling af hele Roms Historie, skrevet i
Heksametre, hvilket Versemaal hermed
indførtes i rom. Litt. Ogsaa ellers viser Annales
direkte Tilslutning til Grækerne, navnlig Homer:
hele dét traditionelle episke Maskineri med
Gudernes direkte Indgriben i Handlingen, de
homeriske Lignelser — alt er overført og siden
den Tid staaende.

En ny og til Dels national Digtart
grundlagdes i Generationen efter Ennius af den rom.
Ridder Lucilius: det er den rom. Satire.
Forbilledet for denne afgaves vistnok af den gr.
Pamfletlitteratur fra 3. og 2. Aarh., der mest
skyldes Flosoffer (skeptiske og kyniske); men
medens disse i Reglen benyttede Prosa ell. en
Blanding af Vers og Prosa, fastslog Lucilius
Heksametret som den rom. Satires Form.
Indholdet var yderst broget: politiske, sociale,
etiske, litterære Emner behandledes i Flæng;
Tonen var i Reglen polemisk, stærkt subjektiv
og personlig nærgaaende. Lucilius’ høje sociale
Stilling og den Beskyttelse, hans nære Venskab
med den yngre Scipio skaffede ham, gav hans
Digte en Aktualitet og en Frimodighed, der er
enestaaende i den ældre rom. Poesi.

Historieskrivningen indledes med en Række
gr. Værker af Romere: Q. Fabius Pictor, der
levede under og efter den 2. puniske Krig, og
hans nærmeste Efterfølgere skrev rom.
Krøniker paa Græsk. Det var tørre Aarbøger, for
største Delen sikkert skrevne ud af de gamle
Lister over Embedsmænd og lgn. Optegnelser;
kun Forfatternes egen Levetid behandledes
udførligere. Den første lat. Historiker bliver
saaledes Cato, der i det hele er den centrale
Figur i Periodens Prosa, ligesom Ennius i
Poesien. Hans Værk Origines (ordret
»Oprindelser«) behandlede ikke alene Romernes, men
ogsaa de andre italiske Folkeslags Historie fra
deres Beg. af, allerede derved indtager det en
Særstilling i hele den rom. Historieskrivning.
Ogsaa ellers var Cato en frugtbar Fort; han
skrev om Landvæsen, Veltalenhed (foruden at
han offentliggjorde en Mængde af sine egne
Taler), Retsvidenskab o. a. De faa Rester, især
det lille Skrift om Landvæsen, der er
fuldstændig bevaret, giver et ejendommeligt
Billede af Roms første Prosaiker. Cato styrer
altid lige løs paa det enkelte praktiske Formaal
uden at se til højre ell. venstre og uden at
generes af Hensyn, hverken til andres Følelser
ell. til kunstnerisk Form; han er i Bund og
Grund Materialist, ved Siden deraf fuld af
Overtro; hans sunde Fornuft rammer Hovedet
paa Sømmet, saa langt den rækker; men den
rækker ikke langt, thi han er utrolig borneret
Manglen paa Humanitet ytrer sig ikke mindst
i det ondskabsfulde Vid, hvormed han krydrede
sine Taler. Formen er, især i de belærende
Skr, yderst betegnende: kørte Sætninger, mest
i Imperativ, som milit. Kommandoord; for
Udtrykkets Skønhed ell. Velklang gøres intet. —
Trods sin store Bet. i sin Samtid har Cato ikke
formaaet at øve nogen varig Indflydelse paa
den rom. Prosa. De flg. Historikere fulgte i de
gl. Annalisters Spor, men søgte at gøre deres
Krøniker læseligere enten ved
pragmatiserende Betragtninger ell. ved brede Udmalinger af
Begivenhederne, hvorved Laan fra Grækerne
eller fri Fantasi maatte supplere den tørre
Overlevering. Hovedrepræsentanten for denne
»yngre Annalistik« i denne Periode er Valerius
Antias, der skrev paa Sulla’s Tid; men der
fortsattes i den flg. Periode, og Retningen
afsluttes i Virkeligheden af Livius. Resultatet blev
en Roms Historie, der formelt stod langt over
de gl. Annaler, men hvor for den ældre Tids
Vedk. største Parten er ren Svindel, og kun en
forsvindende Del ægte Overlevering. —
Veltalenheden naaede i denne Periode, uden
væsentlig Paavirkning fra Grækerne, en betydelig
Højde. Allerede Cato udgav talrige Taler (svarende
til vore politiske Brochurer ell.
Dagbladsartikler); højest naaede G. Gracchus i naturlig
patetisk Veltalenhed. Allerede i den næste

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0518.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free