Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Generation begyndte Paavirkningen fra den
kunstmæssig uddannede gr. Retorik at gøre sig
gældende. — I denne Periode begynder ogsaa
Udviklingen af den rom. Jurisprudens,
foreløbig i Form af Samlinger af Retskilder med
Kommentar; henimod Periodens Slutning
fremkommer den første systematiske Fremstilling
af den rom. Ret ved Q. Mucius Scaevola.
Ogsaa med »grammatiske« (ɔ: sproglige og
litterære) Studier gøres en Beg.; L. Aelius Stilo gav
i Slutn. af 2. Aarh. Undervisning i l. L. og
Veltalenhed og fortolkede Roms ældste
litterære Mindesmærker.
Imod Slutn. af den arkaiske Periode var den
gr. Kulturs Indflydelse i Rom i overordentlig
Stigen. Efter den 2. puniske Krig kom Rom i
direkte og i det hele venskabelig Berøring med
selve denne Kulturs Moderland: fra 146 af
var Grækenland at betragte som et rom.
Lydrige. 155 sendte Athen et Gesandtskab af 3
ansete Filosoffer til Rom. Foranledningen var en
af de jammerlige Grænsestridigheder, der var
alm. mellem de gr. Smaastater. Athen havde
Uret og synes at være blevet behandlet efter
Fortjeneste af Senatet; men de tre Filosoffer
benyttede Lejligheden til under uhyre
Tilstrømning at holde Foredrag i Rom. Det blev
efterhaanden Skik, at fornemme unge Romere
fuldendte deres Studier ved et Ophold i
Grækenland, dels i Athen, hvor man især
studerede Filosofi, dels andre Steder, hvor der
fandtes berømte Veltalenhedslærere (Rhodos). Det
er disse Forhold, der danner Baggrunden for
den rom. Litt.’s første Højdepunkt, den
Ciceronianske Tid. Karakteristisk for den er den
fuldstændige Sammensmeltning af rom. og gr.
Kultur, men saaledes at det stadig, som i hele
den arkaiske Periode, er den samtidige
(hellenistiske) gr. Litt. og Kultur, der
paavirker og gennemtrænger det rom. Væsen og
kommer til fyldigt og kunstnerisk afklaret
Udtryk i lat. Form. Den Ciceronianske Litt. er i
umiddelbar Kontinuitet med den forudgaaende,
der er intet Brud, ingen ny Principper; den
er den arkaiske Periodes Fuldendelse og
Afslutning, ikke Beg. til noget Nyt.
Den dominerende Personlighed i dette
Tidsrums Litt. er Cicero. Han har paa
Veltalenhedens, Retorikkens og Filosofiens Omraade
udfoldet en Produktivitet, der er næsten
enestaaende i den rom. Litt. I Veltalenheden
havde Cicero faaet sin Uddannelse paa Rhodos, i
en besindig og dygtig Lærers Skole; han
undgik derved (og ved sin naturlige Takt paa det
stilistiske Omraade) at komme ind paa den
kunstlede og forskruede »asianske Manér«,
som havde behersket en Del af den gr.
Veltalenhed siden Alexander den Store’s Tid, og
som hans umiddelbare Forgænger, Hortensius,
havde indført i Rom. Cicero kendte
selvfølgelig den klassiske gr. Veltalenhed, som han
kendte alle den gr. Litt.’s Hovedværker; men
for Uddannelsen af hans egen Stil som Taler
har den ikke haft direkte Bet., han fortsatte
simpelt hen i den tidligere rom. Veltalenheds
Spor, blot med solidere Uddannelse i hans
Samtids gr. Skole. — For sin Veltalenheds
Principper har Cicero gjort Rede i en Række
Skr om Veltalenhedens Teori; de er paa en
enkelt Undtagelse nær (en under Sulla
forfattet Lærebog, Rhetorica ad Herennium) de første
af denne Art i Rom. Bl. dem findes det bedste
af alle hans litterære Arbejder (Bøgerne de
oratore). Imod Slutn. af sit Liv maatte han
gøre Front mod den ny Kunststil, der søgte
sine Forbilleder i den attiske Veltalenhed og
kritiserede ham som ikke klassisk nok
(Brutus, Orator). — Paa samme Maade har han
ved sine filos. Skr brudt Bane; han var den
første, der i større Omfang fremstillede den gr.
Filosofi paa Latin. Selv sluttede han sig til
den nyere akademiske Retning, der nærmest
var skeptisk, men kombinerede hermed en
formildet stoisk Etik. Hans Skr er nærmest at
opfatte som Overs. og Bearbejdelser af den
rige gr. filos. Litt. fra de 2 à 3 sidste Aarh.
f. Kr., der i Originalen er fuldstændig tabt.
Nogen rom. Filosofi begrunder han ikke.
Romerne har overhovedet ikke givet noget
selvstændigt Bidrag til Filosofiens Udvikling;
abstrakt Tænkning laa ikke for dem. Men han
lærte Romerne at bruge deres Sprog til
Fremstilling af abstrakte Emner i populær Form.
Hans Stil er i disse Arbejder paavirket af
samtidig gr. filos. Litt. (Poseidonios). — Ogsaa som
Digter optraadte Cicero, uden dog her at
præstere noget betydeligt; hans Poesi bærer endnu
ganske den arkaiske Periodes Stempel. Derimod
er hans efterladte Breve et af de
interessanteste litterære Mindesmærker fra det gl. Rom,
men rigtignok netop ved ikke at være
»Litteratur« i snævrere Forstand; det er virkelige,
personlige Breve, skrevne uden Tanke om
Offentliggørelse. Brevet som Litteraturform
opkom senere, ikke uden Paavirkning af Cicero’s
Breve, men dog som noget væsentlig nyt. Det
ligger overhovedet i Cicero’s Stilling som den
arkaiske Periodes Afslutter, at hans direkte
Indflydelse paa den flg. rom. Litt. ikke har
været saa stor, som man kunde vente; den gik
sine egne Veje, mest i ligefrem Modsætning til
ham. Indirekte har han været af overordentlig
Bet. gennem sin Uddannelse af det lat. Sprog
til en Kunstprosa, der var alle Emner voksen;
og for Middelalderen og især for Renaissancen
blev han direkte Lærer og Forbillede — med
Rette, for saa vidt som hans hele
Personlighed er det fyldigste Udtryk for den
hellenistisk-rom. Kultur paa dens Højdepunkt.
Det betydeligste Navn ved Siden af Cicero
er hans Samtidige Varro, »den lærdeste
Romer«. Han fortsatte de filol. og antikvariske
Studier, der var begyndt i Gracchertiden, med
overordentlig Alsidighed og uhyre
Produktionsevne; i sit Hovedværk, Antiquitates,
samlede han hele sin Tids Viden om Romerstatens
Indretninger og deres Historie. I stoflig
Henseende blev han paa dette Omraade ikke blot
grundlæggende, men afsluttende; Eftertiden
øste væsentlig sin Kundskab af ham uden at
føje nyt Stof til. Men han savnede streng
filologisk Metode (den uddannedes først senere i
Rom), og hans Form er karakteristisk
sen-arkaisk: en besynderlig Blanding af Formløshed
og Kunstleri. Lgn. Studier som Varro’s dreves
af ikke faa, til Dels ligeledes højtstaaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
