Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mænd, som Nigidius Figulus og Cicero’s Ven
Atticus. Til denne Kreds hørte ogsaa Cornelius
Nepos, der skrev en Art Verdenshistorie i
Biografier; han er en lidet begavet Litterat, men
har i sin Skildring af Atticus’ Liv leveret et
interessant Arbejde, der har haft Bet. for
Biografien som Kunstform.
Inden for Poesien har den ciceronianske
Tid. frembragt eet betydeligt Værk: Lukrets’
poetiske Fremstilling af Epikur’s Fysik (de
rerum natura). Formelt slutter han sig til den
ældre lat. Poesi, særlig til Ennius; i Emnets
Valg og dets poetiske Behandling synes han
paavirket af de ældste gr. Filosoffer, der
ogsaa skrev om »Tingenes Natur« paa
Heksametre. Ved sin store og originale Begavelse har
han vist Vejen for den senere Tids Forsøg paa
at behandle abstrakte Emner poetisk; navnlig
Vergil skylder ham meget.
Hen imod Slutn. af Cicero’s Liv gjorde der
sig en ny Strømning gældende i den romerske
Litt. Cicero og hans Jævnaldrende stod med
begge Ben i deres Samtids gr. Aandsliv, hvis
Værdier de omsatte til Brug for deres
Landsmænd. Det var det samme, som rom. Litterater
havde gjort lige siden den gr.-rom. Litt.’s Beg.;
derfor følte den ciceronianske Tids Forfattere
sig tillige som aandelig sammenhørende med
den ældre rom. Litt., med Skikkelser som Cato,
som Ennius ell. som Plautus og Terents.
Anderledes den yngre Generation. Den brød
fuldstændig Staven over den ældre rom. Litt; den
havde andre Idealer, hvormed det Gamle ikke
stod Maal; og den rettede ogsaa sin Kritik mod
sin egen Tids Storheder, særlig Cicero. Den
ældre rom. Litt. var ikke gr. nok, trods det
gr. Indhold; den stod ikke, Maal med de gr.
Forbilleder i formel Henseende. Men
med »Græsk« tænkte man nu ogsaa paa andet
end før: man forlangte Tilslutning til den
klassiske gr. Litt., der stod som det højeste,
Oldtiden havde frembragt. I Prosaen blev Idealet
den attiske Litt., i Poesien nøjedes man endnu
med et Mellemled, den alexandrinske Digtning,
der var bevidst Efterligning af ældre klassisk
Poesi og udmærkede sig ved Strenghed i
Formen og Kræsenhed i Indhold.
Den ny Retning inden for den rom. Litt.
hænger sammen med en tilsvarende Bevægelse
paa gr. Omraade, som vi dog kun kan forfølge
for Prosaens Vedk. og endda knap saa tidlig som
i Rom; ogsaa i den gr. Verden krævede man en
Tilbagevenden til de klassiske Forbilleder.
Dens Opkomst i Rom hænger sikkert sammen
med de politiske Forhold, med den Svækkelse
af Autoriteten og dermed af Traditionens Magt,
den stærkere Fremtræden af Subjektiviteten,
som er et Særkende for Republikkens Tid.
Inden for Prosaen tilhører da ogsaa de mest
fremragende Repræsentanter for det ny det
radikale Parti. Den ene af dem er ingen
ringere end Cæsar selv. Hans Tilslutning til den
ny Retning staar fast gennem hans
grammatiske Studier (han forfattede et Skrift, de
analogia, rettet mod Varro), og hans Tilslutning
til Atticismen er ogsaa ellers bevidnet. Men
hans efterladte Skr giver ikke noget rigtigt
Billede af hans litterære Standpunkt; hans
Taler er tabte, og hans hist. Arbejder gør ikke
Krav paa at være Kunstprosa; de fremtræder
som Optegnelser, som Materiale for en
fremtidig Historiker, ikke som Historieskrivning i
Oldtidens Forstand. Ikke desto mindre er deres
Stil i sin Knaphed, Saglighed og Korrekthed et
tydeligt Vidnesbyrd om en ny Aand. Skarpt
fremtræder den ny Retning hos Cæsar’s Ven
Sallust, der behandlede Samtidens og den
nærmeste Fortids Historie dels i Monografier, dels
i et større Værk. Han slutter sig til Attikerne,
særlig til Thukydid; men hans Form er, som
al rom. Prosas, original og kunstnerisk
gennemdannet — for hans Vedk. ganske vist ikke
fri for Affektation.
Allerede paa Sulla’s Tid var man i Rom
begyndt at interessere sig for og efterligne den
alexandrinske Poesi. Denne var opstaaet i
Forbindelse med det opblomstrende filologiske
Studium af de gr. Klassikere; fl. af dens
betydeligste Digtere var tillige berømte
Filologer. Ogsaa ved dens Gennembrud i Rom i
50’erne f. Kr. var det Filologer som Valerius
Cato, der gik i Spidsen. Om dem grupperede
sig en lille Klike af Digtere, bl. hvilke den
betydeligste (og den eneste, hvis Digte er
bevarede) var Catul. Han var en Nyborger fra
Verona; men ogsaa ansete Mænd af gl Adel
som Licinius Calvus hørte til Retningen;
Calvus var tillige Repræsentant for den strenge
attiske Retning i Veltalenheden. Politisk
tilhørte Kliken den aristokratiske Opposition mod
det da herskende radikale Parti; litterært
falder Skellet anderledes (se ovf.). Skolens
digteriske Produktion var dels Smaadigte af rent
personligt, ofte stærkt aggressivt Indhold; dels
sprænglærde og raffinerede Stykker af episk
Form og mytologisk Indhold, i strengeste
alexandrinsk Maner. Ved Siden deraf forsøgte i alt
Fald Catul sig i Elegien, og greb — hvad der er
særlig interessant — endog tilbage til
Alexandrinernes Forbilleder: han har direkte efterlignet
Sappho. Paa det formelle Omraade
gennemførtes overalt, efter alexandrinsk Forbillede, de
strengeste gr. Regler for Versbygning og
Komposition.
Hverken Atticismen ell. Alexandrinismen
fortsattes direkte i den Augusteiske Tids Litteratur.
Den rom. Prosa gik andre Veje, der førte
ganske bort fra de attiske Forbilleder; og Poesien
(med Undtagelse af den elegiske) gik bag om
Alexandrinerne til selve de klassiske Mønstre.
Ikke desto mindre har Alexandrinismen haft
stor Bet. ved for alle Tider at fastslaa den
klassiske gr. Form (der var adopteret af
Alexandrinerne) som mønstergyldig ogsaa for
den lat. Poesi. Efter Catul’s Tid kunde man
ikke mere skrive Vers i Rom i den gl. Poesis
friere (og grovere) Former; man var strengt
bunden til de gr. Regler.
Efter Cæsar’s Død og de derpaa flg.
voldsomme indre Bevægelser vendte med August
Ro og Orden tilbage i det rom. Verdensrige.
Romerne selv opfattede den ny Tingenes
Tilstand som en Genoprettelse af deres
Verdensherredømme, der havde staaet paa Spil i
Borgerkrigen. Overalt herskede ikke blot Tryghed
og Velvære, men tillige en levende Følelse af,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
