Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at Rigets Ære var genoprettet og dets Storhed
sikret. Først med Kejserdømmets Beg. blev
Rom sig sin verdenshistoriske Stilling fuldt
bevidst. Denne Bevidsthed danner Grundlaget for
hele den Augusteiske Tids litterære Stræben:
man vil skabe en Litteratur, der kan være det
herskende Folk værdig. Denne Synsmaade
understøttedes paa det ivrigste fra Magthavernes
Side. Om den tøjlesløse Frihed, der havde
hersket i den døende Republiks Litteratur; var
der ikke mere Tale; Statens Idé hævder atter
sin Herreret, Litt. skal være dens Tjener. Men
det er kloge og vidtskuende Herrer, den skal
tjene; August og Mæcenas forstod, at Kunsten
for at være en nyttig Tjener ikke maa
trælbindes, men vindes; og fremfor alt, de
forlangte ikke, at den skulde forherlige dem selv,
men deres Værk, som de selv gav alle deres
Kræfter. Digterne var mest Mænd af ringe
Stand, Nyborgere, som var afhængige af de
Store for overhovedet at eksistere; de søgte og
fandt hos disse en betrygget Eksistens, der
satte dem i Stand til at arbejde for deres
Kunst i Frihed for ydre Tryk, samtidig med
at de modtog talrige Impulser i Retning af
Emner og Tendenser. Af en saadan fri
Samvirken mellem Politikere og litterære
Begavelser er den betydeligste Del af den Augusteiske
Tids Litt., især dens Poesi, opstaaet. Dog var
ikke alle den Tids »Mæcener« saa nøje knyttede
til, den ny Regeringsform som Mæcenas selv;
Mænd som Valerius Messala indtog en neutral,
Asinius Pollio nærmest en oppositionel Stilling;
til den første knyttede sig en saa betydelig
Digter som Tibul og i Beg. ogsaa Ovid.
Betegnende for det hele Forhold er det, at den egl.
Hofdigter Varius’ Værker, der direkte
behandlede August’s Bedrifter, blev uden Bet. og nu
er tabte.
Som Arv fra den foregaaende Periode
overtog den Augusteiske Poesi en i den strengeste
gr. Skole uddannet digterisk Form; Fordringen
til Korrekthed opretholdes, indskærpes
eftertrykkelig af Kritikere som Horats og opfyldes
af alle samtidige Digtere. Derimod blev der
kun paa faa Omraader Tale om direkte
Efterligning af Alexandrinerne. I Elegien, ɔ: det
raisonnerende Kærlighedsdigt, gjaldt de
allerede for Klassikere; og her opstod i fri
Efterligning af dem en frodig Produktion, frembragt
af betydelige Talenter som Tibul, Properts og
Ovid; den sidste ér allerede mere afhængig af
sine rom. Forgængere end af deres gr.
Forbilleder. Paa samme Maade sluttede Vergil,
der som ganske ung havde skrevet i Catul’s
Manér, sig i sine første større digteriske
Forsøg til den alexandrinske Tids anden
betydeligste Frembringelse, Hyrdedigtet. Men det egl.
karakteristiske for Tiden er ellers netop
Erkendelsen af, at man maa sætte sig større
Opgaver, end Alexandrinerne havde gjort,
Opgaver, der kunde gøre den rom. Litt. til en
Verdenslitteratur, og at man maa søge
Forbilledet for deres Løsning i den klassiske
gr. Poesi, der alene forenede korrekt Form
med Universalitet. Saaledes skriver da Varius
og Ovid Tragedier i klassisk Stil; Vergil støtter
sig i sit Digt om Landbrug ikke alene til
Alexandrinerne, men ogsaa til Hesiodos, i Æneiden
fortrinsvis til Homer; Horats, digter iambiske
Digte i Tilslutning til Archilochus og
omplanter den æoliske Lyrik (Alkaios og Sappho) paa
lat. Grund. Og det, der her foregaar, er ikke
en Tilbagevenden til den arkaiske Periodes
Oversættelser fra den klassiske gr. Poesi; det er
fri Efterdigtninger, hvori den lat. Digtekunst
optræder saa selvstændig i Indhold, som det
overhovedet var dens Natur at være.
Tendensen i denne Poesi, for saa vidt den har nogen,
er Forherligelsen af det rom. Rige i dets ved
August genfødte Skikkelse, der tillige
betragtedes (ell. dog betegnedes) som en Genopliven
af »den gode gamle Tid«; ja selv hvor der ikke
er nogen udtalt Tendens (som i det meste af
Horats’ Lyrik), betragter Digteren dog sit hele
Værk som Tjener for Rigsideen. Ogsaa i
moralsk Henseende stiller Digterne sig i
Monarkiets Tjeneste. August tilsigtede ikke blot en
ydre, men ogssa en indre, moralsk
Reorganisation af Samfundet; for denne er baade Horats
og Vergil energiske Talsmænd. For Elegien laa
denne Synsmaade fjernere, og navnlig Qvid’s
Poesi er i Virkeligheden netop et Udtryk for
den Løsagtighed i moralske Begreber og
moralsk Vandel, som August vilde bekæmpe;
August begrundede da ogsaa Digterens
Landsforvisning til Dels paa Usædeligheden i hans
Hovedværk Ars amandi. Paa den anden Side
bærer Ovid’s Elegier med deres lyse Syn paa
Tilværelsen og deres nøje Sammenhæng med
den glade Verdenshovedstads Liv tydelig den
Augusteiske Periodes Præg; i sine senere,
alvorlige Digte (Fasti) har han endog direkte
udtrykt Tidens Tendens, idet han behandlede
rom. Myter, — En særlig Omtale fortjener,
Horats’ Fornyelse af den gl. rom. Satire. Allerede
i den forrige Generation havde Varro fra Atax
forsøgt at forny Interessen for denne Digtart,
men uden Held; for Horats lykkedes det, idet
han forædlede Satirens Form og samtidig
indsnævrede dens Indhold. Politiske Angreb paa
navngivne Mænd og overhovedet politisk
Diskussion kunde der under Eneherredømmet ikke
være Tale om; tilbage blev litterære Emner,
alm. moraliserende Betragtninger, pudsige
Smaahistorier o. l. — Ogsaa paa andre
Omraader optog man tidligere Tiders Digtarter og
omformede dem i Overensstemmelse med
Tidens strengere kunstneriske Krav; saaledes
hævedes Mimerne til Kunstpoesi af Laberius
(allerede under Cæsar) og Syrus, Atellanerne af
Pomponius og Novius.
Paa Prosaens Omraade begynder i denne
Periode til Dels allerede Forfaldet.
Veltalenheden havde, efter at Folkeforsamlingerne og
Juryerne havde tabt deres Bet., mistet sin egl.
Tumleplads; ikke desto mindre vedblev Retorik
at være det vigtigste Fag i den højere
Undervisning og Færdighed i Talens kunstneriske
Brug en næsten nødvendig Betingelse for at
gøre Karriere i Statstjenesten. Et levende
Billede af denne Undervisning og dens Frugter
faar vi i den ældre Seneca’s retoriske
Memoirer. Da Taleren ikke mere kunde interessere
ved Emnet i og for sig, fordi lidet kom an
paa, hvad han sagde, søgte han at interessere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
