Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved dets Behandling; saaledes kom man ind
paa en Stræben efter det pikante og
derigennem paa Unatur, Under disse Forhold fik den
Asianske Retning, der var trængt tilbage af
Cicero og sat i Band af hans yngre Samtidige,
hvis Ideal var den attiske Veltalenhed, atter
Indpas i Rom. — Historieskrivningen trives
daarlig uden Frihed; ikke desto mindre har
denne Periode Roms betydeligste historiske
Værk at opvise. Ligesom Vergil gav Romerne
et nationalt Epos og Horats en national Lyrik,
saaledes blev Livius den rom. Historieskriver.
Af Fag var han Retor, og hans Værker heller
ikke andet end et nyt og ukritisk Oplag af de
stadig gentagne Annales, blot med langt større
Krav til Formens kunstneriske Gennemførthed;
men i den patriotisk-opbyggelige Tone, den
stærkere rom. Selvfølelse og den gennemførte
Fromladenhed fremtræder den Augusteiske
Periodes typiske Præg. Stilistisk staar Livius
baade Atticismen og sin Samtids Retorik fjernt;
han? formelle Ideal er Cicero, hvis teoretiske
Forskrifter for Historieskrivningens Kunst han
søger at omsætte i Praksis. Samtidig med
Livius’ Værk skrev Pompejus Trogus den første
større Verdenshistorie paa Latin, medens den
noget ældre Asimus Pollio i Fortsættelse af
den Sallustianske Maade at skrive Historie paa
behandlede Borgerkrigen indtil Slaget, ved
Philipps — Den gr. Filosofi vandt i August’s Tid
endnu mere Indgang end før i Roms dannede
Kredse; de fleste højerestaaende Mænd var
ligefrem Tilhængere af en ell. anden filosofisk
Skole — i Reglen enten af Epikur’s ell.
Stoikernes; men nogen Produktion af Bet. fandt
ikke Sted. Derimod tog det lærde
Litteraturstudium et stærkt Opsving; det begunstigedes
ved Oprettelsen af to offentlige Biblioteker, af
hvilke det første skyldtes Asinius Pollio, det
andet (det palatinske) selve August.
Fremragende som Grammatikere var Verrius Flaccus
(Forf. af et stort Realleksikon) og Hygin
(Mytograf og August’s Bibliotekar). Endelig fik i
denne Periode den rom. Retskyndighed for
første Gang en mere videnskabelig Karakter i
den store Jurist Labeo’s Skr; i Modsætning til
ham fulgte hans samtidige Capito et mere
konservativt Spor. Fra disse to stammer to Skoler
af Retslærde, der i den flg. Kejsertid stod ret
skarpt over for hinanden.
Den rom. Litt.’s Sølvalder (1. Aarh.
e. Kr.) frembyder et Billede, der er væsentlig
forsk. fra den umiddelbart foregaaende
Periode. Den frejdige og tillidsfulde Stemning, der
er betegnende for den Augusteiske Litt., er
forsvunden, og med den Lysten og Evnen til
at tage fat paa store Opgaver. Den litterære
Stræben samler sig ikke om enkelte Formaal;
den er splittet, og dens Frembringelser har
ofte Tilfældighedens Præg. Snart staar endog
den forrige Periodes Værker som klassiske,
Samtidens, som Udtryk for et Forfald. —
Denne Tilbagegang skyldes i første Rk. selve
Centralregeringens Slethed. De første Kejsere efter
August var alle dannede Mænd med Interesse
for Litt.; men allerede Tiber’s Regering var
ikke begejstrende, og Caligula’s, Claudius’ og
Nero’s var Skandale i stigende Potens. De
uheldige Følger heraf mærkedes fremfor alt i
Rom; og skønt de indfødte Romere kun
udgjorde en ringe Procent af Tidens talrige
Forfattere, og fl. af de betydeligste af disse endog
kom fra fjerne Provinser (Spanien), saa var
Rom dog endnu stadig det eneste Sted, hvor
en virkelig Litt. kunde udfolde sig. Og i Rom
kvalte et mistænksomt og, hvad værre var, et
lunefuldt og usikkert Despoti Litteraturens
Frihed. Det gik mest ud over Historie og
Veltalenhed, der kun kan trives i Frihed; men det
mærkes: ogsaa paa andre Omraader. For
Poesiens Vedk. gjorde Digternes ejendommelige
Stilling dem langt mere afhængige af de Store, end
de er nutildags. Vel fandtes lige fra Cicero’s
Tid en virkelig Boghandel i Rom, og Bøger,
der gjorde Lykke, naaede sikkert betydelige
Oplag; men der var ingen Beskyttelse for
litterær Ejendomsret og følgelig ingen
Forfatterhonorarer. Digterne var derfor, naar de ikke
var formuende, henviste til at leve af de Riges
og Mægtiges, fremfor alle Kejserens og hans
Yndlinges, Gunst; og Kejseren var ikke mere
nogen August, hans Yndling ingen Mæcenas.
Følgen blev Ufrihed og Uærlighed;
Masseproduktion af købt Poesi, fuld af lav Smiger. Thi
man vilde have Poesi; Kendskab til den var
endnu al Dannelses Grundlag, og Forherligelse
ved Digteren Vejen til »Udødelighed«. — De
bedre Kejsere, som de første Flaviere og
Trajan, bragte vel bedre Tilstande; men de havde
selv ringe litterær Interesse, og deres mest
betroede Mænd næppe stort mere end de selv. —
Ejendommelig for den hele Periode er den
retoriske Uddannelses Overvægt. Retorskolen
er nu fastslaaet som den højeste Dannelses
Organ; Retorikken trænger derfor ind alle
Vegne, ikke mindst i Poesien. Hermed hænger
nøje sammen de i denne Periode saa vigtige
Oplæsninger (recitationes); man vilde ikke
nøjes med at læse en ny Bog, man vilde høre
den foredraget med alle Retorikkens
Kunstmidler; den alm. Maade at offentliggøre et
Digterværk ell. et historisk Arbejde paa var
derfor at oplæse det for en indbudt Kreds.
Dermed fulgte en stadig, stigende Interesse for
Formen for dens egen Skyld og Ligegyldighed
for Indholdet. Man maatte gøre Effekt, kunne
»tage« sit Auditorium; altsaa blendende
Sentenser, overraskende Pointer, dristige poetiske
Udtryk; paa Helheden kom det mindre an. Især
gik det ud over Prosaen; som Poesien blev
retorisk, saaledes blev Prosaen poetisk.
Naturligvis: den var løst fra sin naturlige Forbindelse
med det praktiske Liv og dets Formaal, som
havde skabt den ædle rom. Prosastil, og
behandledes som Kunst for Kunstens Skyld. Der var
skabt den frodigste Jordbund for Asianismens
Kunstleri, og det bredte sig over alle Omraader.
Højdepunktet naar denne Manér hos den for
Resten alt andet end ubetydelige Forf. Seneca.
Efter hans Død indtræder en Reaktion; den
store Retor og Smagsdommer Quintilian
henviste med Eftertryk til Cicero som stilistisk
Mønster; men da han holdt paa Retorskolen som
den højeste Dannelses Organ, og Retorikken
under de givne Forhold kun kunde føre til
Effektjageri, blev hans i og for sig sunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
