Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Teorier uden praktisk Virkning; et Fænomen
som Tacitus i den næste Generation viser, hvor
lidet han trængte igennem.
Periodens Poesi er i det hele dens svageste
Side. Epikere som Valerius Flaccus, Statius og
Silius Italicus er nærmest mere ell. mindre
maniererede Efterlignere af Vergil; Lucan’s Digt
om Borgerkrigen er Retorik paa Vers, men
ikke uden Interesse ved den republikanske
Tendens og den stoiske Livsopfattelse. Til samme
Kreds hører Persius, hvis Satirer er umodne
Studier efter Horats, tilsatte med stoisk
Skolevisdom. Betydeligere er Juvenal, der allerede
staar paa Overgangen til næste Periode; vel er
han Retor, ikke Digter, og mangler aldeles
Lune, men som mørke Skildringer af en
fordærvet Tid har hans Satirer altid interesseret
og fremkaldt talrige Efterlignere. — Phædrus
har indført Fabeldigtningen paa Latin og har
faaet en overordentlig Bet. for dens senere
Udvikling; paa lgn. Maade har Seneca’s Tragedier,
skønt de kun er retoriske Øvelsesstykker, faaet
Indflydelse paa det moderne Drama.
Lejlighedsdigtet uddannedes til en Litteraturform,
dels (i alvorligere Stil) af Statius, dels (med
spøgende ell. satirisk Farve) af Martial. Begge
giver levende Billeder af Digtekunstens
Vilkaar under Domitian. Det interessanteste
Fænomen i Periodens poetiske Litt. er dog
Petronius’ satiriske Roman, en
Samfundsskildring fra Nero’s Tid, paa een Gang fantastisk
og i høj Grad realistisk, kritisk over for
Datidens retoriske Manér og selv ganske fri for
den.
I Prosaen dominerer i Periodens Begyndelse
Seneca’s betydelige Skikkelse; han er en typisk
Repræsentant for Sølvalderens Manierisme. Fra
Indholdets Side er hans filosofiske Skr, skønt
nærmest bestemte til opbyggelig Læsning og
uden Fordring paa Videnskabelighed, dog
selvstændigere og klarere i Tanken end Cicero’s.
De lidt ældre Forfattere, Historieskriverne
Velleius Paterculus og Valerius Maximus samt
Retoren’ Curtius, der skrev en Alexander den
Store’s Historie, er uden blivende Bet. for
Litteraturens Udvikling. Bedre er Periodens
tekniske Skr. Af Celsus, der forfattede en stor
Encyklopædi, haves en dygtig Fremstilling af
Datidens Lægevidenskab, af den lidt senere
Columella vort Hovedværk om Oldtidens
Landbrug. Ypperlige filologiske Arbeider leveredes i
af Asconius Pedianus (Kommentar til Cicero’s
Taler) og Valerius Probus (Vergil); her er den
bedste gr. Tids Principper for Udgivelse og
Fortolkning af Litt. med stor Dygtighed
overført til Rom. — Fra Aarhundredets anden
Halvdel er bevaret den ældre Plinius’ store
Encyklopædi, et lærd, men ukritisk og noget konfust
Arbejde, Frontin’s tekniske Skr om Krigskunst
og Vandvæsen samt Quintilian’s fortræffelig
skrevne og udførlige Lærebog i Retorik. — Ved
Aarhundredskiftet skrev Tacitus sin berømte
Fremstilling af Kejsertidens Historie. Det er i
formel Henseende Yderpunktet af Periodens
Manierisme, dog mere i Retning af Sprogets
poetiske Farve end af det retoriske; tilmed er
Stilen original og i hele Oldtidens Litt.
enestaaende. Fra Indholdets Side hører ligeledes
Tacitus’ Værker til den l. L.’s betydeligste ved
den indgaaende, men rigtignok ofte falsk
konstruerede Psykologi. En samlende Idé ell.
Tendens, overhovedet en klar politisk Opfattelse,
savnes. — Plinius den Yngre er en alm. Retor,
der forfattede Breve til Offentliggørelse. Paa
Grænsen af næste Periode staar Sueton med
sine Kejserbiografier; det er ikke
Historieskrivning efter Oldtidens Begreb, men historiske
Studier af en Filolog, der i betydeligt Omfang
benyttede Arkivmateriale; derved har de en
særlig Interesse. Formen er den antike
Videnskabs: uberørt af Retorik, knap og klar. —
Jurisprudensen har i denne Periode ingen
berømte Navne at opvise.
Forfaldsperiode i den rom. Litt.
regnes at beg. med Hadrian’s Regering (117—138),
uagtet Mænd som Juvenal og Sueton endnu
virkede under ham. Litteraturens Forfald er
kun en enkelt Side af det store Fænomen, som
er den antikke Kulturs Stilstand og Opløsning.
Denne Opløsning hidføres ikke af ydre
Aarsager; den begynder indefra. Dette ses særlig
tydelig netop i den rom. Litt. Uagtet
Romerriget endnu i 100 Aar efter Hadrian’s
Tronbestigelse nød en Tryghed og Velstand som
ingen Sinde ellers, frembragte den hedenske
lat. Verden fra dette Tidspunkt til Oldtidens
Slutning ikke eet betydeligt poetisk Talent og
ikke een betydelig Historieskriver; paa lat.
Sprog findes i samme Tidsrum kun een Samling
Digte af originalt poetisk Værd og eet
tilsvarende historisk Værk, og begge skyldes
Grækere. Og paa ganske lgn. Maade ser det ud
paa saa godt som alle andre Omraader,
Jurisprudensen alene undtagen. Tilbagegangen viser
sig baade i Form og Indhold. Selv hvor
Vulgærsproget ikke trænger ind, er Stilløshed ell.
Manierisme Regel. Man er ikke i Stand til at
præstere noget originalt; for saa vidt Poesien
ikke helt dør ud, bestaar den for en stor Del
i at sammensætte ældre Digteres Vers, saa de
giver en ny Mening. Historieskrivningen,
Filologien og de tekniske Værker er mest
Ekscerpter af ældre Skr; for saa vidt der gives noget
originalt, er det værdiløst ell. i visse Perioder,
hvor lærd Svindel blev Mode, værre end
værdiløst. — Aarsagerne til dette mærkværdige
Fænomen er endnu ikke helt opklarede. At
Folkevandringen efterhaanden maatte medføre
den antikke Civilisations Undergang, er klart;
men dens Forfald var begyndt længe før og
inde fra. For Litteraturens Vedk. kan den
formelle Tilbagegang til en vis Grad forklares af
sproglige Aarsager. Allerede i den første
Kejsertid var der en betydelig Afstand mellem
det rom. Almuesprog og Litteratursproget, der
endnu var de Dannedes Talesprog. I de første
to Aarhundreder e. Kr. bredte det lat. Sprog
sig over hele det vestlige Europa; men det var
Vulgærsproget, ikke Litteratursproget, der
forplantede sig til de undertvungne Folk. Fra
disse, ikke fra Rom ell. Italien, stammer det
allerstørste Antal af Kejsertidens Skribenter,
for hvem altsaa det lat. Litteratursprog var et
tillært Sprog. Dette kan forklare Stilløsheden,
Manierertheden og Ukorrektheden; men det
forklarer ikke Indholdets Ynkelighed. Den maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
