Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur - latinsk Møntkonvention - Latinskole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ribbeck, »Gesch. d. röm. Dichtung« (3 Bd,
Stuttgart 1887—92]; Norden, »Die antike
Kunstprosa« [2 Bd, Leipzig 1898]; Samme,
»Die lat. Litt. im Uebergang vom Altertum z.
Mittelalter« [i »Kultur d. Gegenwart«, I, 8]).
A. B. D.
latinsk Møntkonvention (convention
monétaire), den Overenskomst, som 23. Decbr 1865
afsluttedes mellem Frankrig, Belgien, Italien og
Schweiz (lat. Møntforbund, l’union latine),
gyldig fra 1. Aug. 1866, og hvorved det fr.
Møntsystem, som er baseret paa L. af 28. Marts
1803 med senere Ændringer, fastsloges som de
kontraherende Staters fælles Møntsystem med flg.
Hovedbestemmelser: Regningsenhed 1 Franc
(ital. Lira, gr. Drachme), der deles i 100
Centimes (ital. Centesimi, gr. Lepta); dobbelt
Møntfod med et Værdiforhold mellem Guld og
Sølv af 15 1/2 : 1; fælles Forskrifter m. H. t.
Mønternes Vægt, Finhed, Diameter, Remedium
og Passervægt. Af 1 kg 9/10 fint Møntguld
præges 3100, og af 1 kg Møntsølv af samme Finhed
200 frc.; Hovedmønter af Guld: 100-, 50-, 20-,
10- og 5-Francstykker, af Sølv; 5-Francstykker;
Skillemønter af Sølv: 2-, 1-, 1/2- og
1/5-Francstykker af Vægt i Forhold til 5-Franc’en, men
kun 0,835 fine; Finhedsremedium 1 ‰ for Guld-
og 3 ‰ for Sølvkurant; Vægtremedium for
100- (35 mm i Diameter) og 50- (28 mm)
Francstykker 1 %, for 20- (21 mm) og 10- (19 mm)
Francstykker 2 ‰, for 5-Francstykker (af
Guld 17, af Sølv 37 mm) 3 ‰; 2-, 1-, 1/2- og
1/5-Francstykker skal være henh. 27, 23, 18
og 16 mm og kan afvige: de to første indtil
5, 1/2 indtil 7 og 1/5 indtil 10 Tusinddele.
Passervægt: Guldmønterne ophører at være
lovligt Betalingsmiddel, naar de har tabt 1/2
%, og Sølv-5-Francstykket, naar det har tabt
1 % i Vægt. Konventionen gør ikke hvert Lands
Hovedmønt til lovligt Betalingsmiddel i de
andre Konventionslande, idet den kun bestemmer,
at de gensidig skal modtages i de offentlige
Kasser, fra 1885 dog ogsaa i Frankrig af
Batique de France og i Belgien af Banque
Nationale, men Lovgivningerne i Italien, Schweiz
og Grækenland har tillagt samtlige
Konventionslandes Hovedmønter alm. lovlig Kurs.
Skillemønten af Sølv er lovligt Betalingsmiddel i
Hjemlandet mellem Mand og Mand for Beløb
af indtil 50 frc., medens de offentlige Kasser
i hvert af Landene skal modtage de andre
Landes Sølvskillemønt i Beløb af indtil 100 frc.,
hvilken sidste Bestemmelse dog er ophævet
1893 for den ital. Skillemønts Vedk. Hver Stat
skal modtage sine egne Sølvskillemønter i
Betaling for et hvilket som helst Beløb, paa
Forlangende indfri dem med Hovedmønt i Poster
paa mindst 100 frc. hvilken sidste Forpligtelse,
som ikke gælder Italien, vedvarer 1 Aar efter
Traktatens Ophør, og indsmelte dem, naar de
har tabt 5 %, og Præget er udslidt.
Sølvskillemønt maa af hver Stat kun udmøntes i et
begrænset Beløb (opr. 6 fr. pr Individ, ved
Konvention af 1. Oktbr 1909 forhøjet til 16
frc. pr Individ). Grækenland tiltraadte den
l. M. 1868, og Østerrig underkastede sig 1874
dens Bestemmelser m. H. t. de indtil 1892
under Navn af 8- og 4-Gyldenstykker udmøntede
20- og 10-Francstykker. Den l. M. sluttedes
som fældende til 31. Decbr 1879, men
Dobbeltmøntfoden kunde ved det 1873 indtrædende og
senere voksende Fald af Sølvprisen ikke
opretholdes, og ved Tillægstraktat af 31. Jan. 1874
blev hvert Lands Ret til Udmøntning af
Sølv-5-Francstykker begrænset til et bestemt Beløb;
Udmøntning af Sølv for Private standsedes i
Belgien 1873 og i Frankrig 1876. 5. Novbr 1878
forlængedes den l. M. til 31. Decbr 1885, og
Prægningen af Sølv-5-Francstykker standsedes
fuldstændig. For at imødekoriime Italien, som
ønskede at inddrage sine smaa Papirspenge,
blev dets Skillemønter en Tid ikke modtagne
ved de andre Landes offentlige Kasser, og iflg.
Overenskomst har Italien trukket sine i de
andre Lande cirkulerende Skillemønter til sig,
hvorefter disse ikke mere er indbefattede i
Konventionen. Forbundet, der ved
Konventionen af 6. Novbr 1885 forlængedes 5 Aar, er
ikke senere blevet fornyet paa længere
Aaremaal end 3 og løber nu med 1 Aars Opsigelse.
Ved sidste Fornyelse optoges en Del ny
Bestemmelser, hvoraf de vigtigste angaar
Afviklingen af Mellemværendet (de efter
Udvekslingen af de i en Stat værende fremmede
Sølv-5-Francstykker mod dennes egne, som er i de
andre Stater, fremkommende Saldi) ved
Forbundets Opløsning, en Stats Udtrædelse eller
ved Fravigelse af den bestaaende Ordning, f.
Eks. Genoptagelse af Sølvudmøntningen.
Betingelserne er noget forsk. for de enkelte Lande,
Belgien tiltraadte først efter nogle
Indrømmelser Konventionen 12. Decbr 1885. Herefter
behøver Belgien saaledes kun at betale
Halvdelen af Overskuddet af sine i Frankrig
tilbageblivende Sølv-5-Francstykker med Guld
eller Veksler paa Frankrig; den anden Halvdel
skal føres tilbage ved Samhandelen, hvorfor
Belgien er forpligtet til i 5 Aar efter
Traktatens Udløb ingen Forandring at foretage i
sit Møntsystem; skulde dets i Frankrig
tilbageblivende Beløb overstige 200 Mill. frc., er
Belgien forpligtet til at betale Merbeløbet i
Kontanter ell. Veksler. En lgn. Begunstigelse har
Frankrig ogsaa indrømmet Italien. Ved
Overenskomst af 29. Oktbr 1897 bestemtes p. Gr. a.
Mangel paa Sølvskillemønt en Forøgelse deraf
saaledes: for Frankrig, Algier og Kolonierne
med 130 Mill., for Italien med 30 Mill., for
Belgien med 6 Mill. og for Schweiz med 3
Mill. frc — Uden at være optaget i det lat.
Møntforbund har en Del Stater, nemlig
Spanien, Argentina og nogle syd- og
centralamerikanske Lande, Serbien, Rumænien, Bulgarien,
Finland og Luxembourg antaget det fr.
Møntsystem. Jfr Franc og Frankrig.
(N. J. B.). Th. O.
Latinskole. Efterhaanden som Byerne i
sidste Halvdel af Middelalderen voksede frem i
Selvstændighed, Dygtighed og Velvære, kunde
de bestaaende kirkelige Skoler (Domskoler og
Stiftsskoler) ikke mere tilfredsstille den
stigende Kundskabstrang, og Byerne begyndte at
grundlægge et selvstændigt Skolevæsen, dels
Skriveskoler (Elementarskoler til Indøvelse i
Læsning, Skrivning og Regning), dels L., lærde
Skoler, hvis Hovedfag og Undervisningssprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
