- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
512

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latitudesystem - Latitudinarier - Latium - Latmos - La Tombelle, Fernand de - Latomia - Latona - Latopolis - La Touche, Gaston

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Latitudesystem [lati’ty.ðə-], se
Strafudmaaling.

Latitudinarier kaldtes det maadeholdne
Parti i den eng. Kirke, som under de i 17.
Aarh. stedfindende Stridigheder mellem
Højkirken og Puritanerne søgte at gaa en
Mellemvej. De holdt nemlig i Modsætning til
Puritanerne fast ved den episkopale Kirkes
Forfatning og Liturgi, men stillede sig mere frit over
for Læren, vilde ogsaa inden for Teologien gøre
Naturvidenskabens og Filosofiens Fremskridt
gældende og vilde øve Taalsomhed over for
anderledes tænkende. Men over for de
stærkere Modsætninger kunde de ikke trænge
igennem. Ordet L., der egl. betyder de rummelige,
blev i Stridens Hede omtr. ensbetydende med
Socinianere og Deister, og adskillige af L.
havnede ogsaa i religiøs Ligegyldighed. Af
Højkirkens nuv. Partier er de »Bredkirkelige«
nærmest i Slægt med dem. Til L. regnes bl. a.
Cudworth, Tillotson, Burnet, Chillingworth o.
fl. (Litt.: J. Tulloch, Rational theol. and
christ. philosophy in Engl. in the 17th. century

[Edinburgh 1872]).
(J. P. B.). A. Th. J.

Latium (nu Lazio) var i Oldtiden Navnet
paa det centralt liggende Landskab i Italien,
som blev Basis for Udviklingen af den mægtige
rom. Stat. L., som, naar Ordet tages i videste
Forstand, omfatter et Fladerum af henved
10000 km2, strækker sig langs med det
tyrrhenske Hav fra Tiber-Floden i NV. til Byen
Sinuessa mod SØ. og nærmer sig mod NØ. op mod
Apenninernes Hovedkæde. Landet er for en
stor Del opfyldt af Bjerge, Udløbere af
Apenninerne og ikke synderlig høje. Langs Kysten
sænker Landet sig, og mod V. breder sig den
rom. Campagne. En Del af Bjergene er
vulkanske Dannelser, deriblandt særlig de
saakaldte Albanerbjerge (Monte Cavo 954 m)
med Albanersøen og Nemi-Søen, som er gl.,
for længst udslukte Kratere. Landet mangler
ikke gode Betingelser for Agerbrug og Vin- og
Frugtavl, men er allerede i Oldtiden og end
mere i senere Tider kommet i Forfald.
Utilstrækkelig Omsorg for det fornødne Afløb har
frembragt de store og særdeles usunde
Sumpstrækninger i Kystlandet. Af Floder er de
betydeligste Tiber, som til Dels danner
Grænsen mellem L. og Etrurien, og Liris.
Flodmundingerne maa gøre Tjeneste som Havne,
som Landet ellers er fattigt paa. Fl. Byer har
da ogsaa rejst sig ved Floderne: Rom og
længere nede Ostia ved Tiber og Minturnæ
ved Liris. Af Kyststæder mærkes endvidere
Antium, Tarracina, Formiæ og
Sinuessa, i Lavlandet tæt ved Kysten
Lavinium og Ardea. De fleste Byer inde i
Landet er ellers anlagte paa Bjergskraaninger ell.
fremspringende Punkter. De betydeligste er i
den nordlige Del af Landet Tibur,
Præneste, Tusculum, Aricia og Lanuvium,
i Hernikernes Land Anagnia og
Ferentinum, i Volskernes Land Velitræ, Signia,
Cora, Norba, Fregellæ, Aquinum og
Arpinum.

M. H. t. L.’s Befolkning i Oldtiden er at
mærke, at det kun var en mindre Del af
Landet, mod NV., som var beboet af egl.
Latinere. Dette var det saakaldte L. antiquum i
Modsætning til L. adjectum, der var beboet af
andre Folkestammer, som tilhørte den østlige
ell. umbrisk-sabelliske Gren af de italiske Folk,
navnlig Æquer, Herniker og Volsker.
Disse Stammer blev dog til Trods for deres
forsk. Afstamning i politisk Henseende for
største Delen regnede sammen med Latinerne,
efter at de alle var blevne afhængige af Rom.
Om L.’s Underkastelse under Rom og
Befolkningens retslige Stilling, se nærmere under
Latinere.
H. H. R.

Latmos, Oldtidsnavn for et Bjerg i Karien
i Nærheden af Milet. I Mytologien nævnes det
som det Sted, hvor Endymion nød Søvnen.
H. H. R.

La Tombelle [la-tå’bæl], Fernand de, fr.
Musiker, f. 3. Aug. 1854 i Paris og Elev af
Guilmant og Th. Dubois, har skrevet talrige
Orgelkompositioner, der navnlig har fundet
Udbredelse i England og Amerika, men har i
øvrigt ogsaa helliget sig Kammermusikken og
komponeret Orkestersuiter og en Operette.
W. B.

Latomia (gr.), Stenbrud, bruges særlig som
Navn paa de store Stenbrud i Syrakus, som
leverede Materialet til Byens Pragtbygninger
og endnu er en Seværdighed. De brugtes ogsaa
til Fængsel, særlig for Krigsfanger, hvorefter
ogsaa et Fængsel i Rom fik Navnet L. eller
med latiniseret Form Lautumiæ.
H. H. R.

Latona, se Leto.

Latopolis kaldtes af Grækerne den By i
Øvreægypten, 55 km SSV. f. Theben, paa
Nilens Vestside, der laa paa det Sted, hvor man
nu træffer Byen Esneh, med hvilket Bynavn
det oldægyptiske Navn paa L., Sne ell. Esne,
nøje stemmer. L. har faaet sit Navn af, at man
i Byen ansaa Fisken Latus for en hellig Fisk
og hædrede den paa forsk. Maade. Den var
helliget Byens fornemste Gudinde, Neith eller
Hathor. Af L. er mægtige Ruiner af
Hovedtemplet endnu tilbage, egl. kun en
kæmpemæssig Forhal. Bygningerne tilhører muligvis den
senere Ptolemæertid; en Del er i alt Fald
bygget af Ptolemæos Filometor, hvis Navn og
Titler læses paa en Mur inderst i Templet. Men
de allerfleste Indskrifter stammer fra
Kejsertiden; næsten alle Kejsere, fra Tiberius til
Decius, har ladet indhugge hieroglyfiske
Indskrifter med deres Navne og Titler paa Templet.
V. S.

La Touche [la-’tu∫] (Latouche), Gaston,
fr. Maler, f. 1854 i St Cloud, d. 15. Juli 1913
smst. Han blev Manet’s Elev, debuterede som
Billedhugger, men optoges snart af Maler- (Olie,
Pastel) og Radererkunsten. Han malede bib.
Scener (Disciplene i Emmaus), Landskaber o.
m. a., men fik dog sit særlige Domæne, hvor
han med sin Fantasirigdom og sin
ejendommelig digteriske og maleriske Fortolkning blev
Mesteren, i Fremstillingen af 18. Aarh.’s
Frankrigs galante Fester med elskende Par i
skønne Parker, ofte belyste af Lampions ell.
straalende Fyrværkeri. Kendte Værker: »Natlig
Fest« (1906, Élysée Pal.), »Digteren« (1910),
den dekorative Fantasi »Den lykkelige Time«
(1911), »Bryllupsrejsen«, »Hyldest«,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0527.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free