Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - La Touche, Gaston - Latouche, Hyacinthe Thabaud de - Latour, Antoine Tenant de - La Tour, Maurice Quentin de - Latour, Maximilian Baillet de og Theodor Baillet de - Latour d'Auvergne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Sommer« (badende Kvinder), »Maskefest«, La vie
joyeuse, »Fyrværkeri over Vandet« etc.; han
malede ogsaa Eventyrmotiver efter Perrault.
Til Luxembourg-Mus. kom »Svaner ved
Springvandet« (1898) og Opera-Interiøret »Logen«
(1899). Göteborg-Mus. ejer en Pastel fra 1884.
A. Hk.
Latouche [la’tu∫], Hyacinthe
Thabaud de, almindelig kaldet Henri
Delatouche, fr. Forf. (1785—1851), redigerede
1830—32 Le Figaro og indførte her George
Sand i Litteraturen. Han udgav 1819 André
Chénier’s hidtil ikke samlede Digte og skrev
selv fl. Romaner, Digtsamlinger, Lystspil m. m.
S. Ms.
Latour [la’tu.r], Antoine Tenant de,
fr. Forf. (1808—81), var Elev i Normalskolen i
Paris, blev senere Sekretær hos Hertugen af
Montpensier og fulgte ham i Landflygtighed.
Efter at have forsøgt sig i melankolske Poesier
udgav han Essai sur l’étude de l’histoire de
France au XIX’s siècle (1835), en mærkelig
Studie Luther (1835) og en Beskrivelse af
Hertugens Rejse til Tunis, Ægypten o. s. v.:
Relation du voyage en Orient (1847). Fra 1848
boede han i mange Aar i Spanien; sit grundige
Kendskab til dette Land udnyttede han i en
Række fine og smagfulde Bøger: Études sur
l’Espagne: Seville et l’Andalousie (2 Bd, 1855),
La baie de Cadix (1858), Tolède et les bords
du Tage (1860), L’Espagne religieuse et littéraire
(1862), Études littéraires sur l’Espagne
contemporaine (1864), Espagne, traditions, mœurs
et littérature (1868), Valence et Valladolid
(1877) og Psyche en Espagne (1879). Hans
Poésies complètes udkom 1841 (ny Udg. 1871).
Han oversatte Calderon (2 Bd 1873), Silvio
Pellico og Manzoni (1841—43).
S. Ms.
La Tour [la-’tu.r], Maurice Quentin
de, fr. Kunstner, f. 1704 i St Quentin (Dept
Aisne), d. smst. 1788. L. blev Elev af Spoëde i
Paris, men uddannede sig mest paa egen
Haand, virkede hovedsagelig i Paris, en Tid i
England, 1766 i Holland, agreeredes 1737 ved
Akademiet (malede i den Anledning Restout
[1744] og Dumont de Romain [Louvre]), blev
1746 Medlem af Akademiet, 1750 Hofmaler, fik
1745 Bolig i Louvre; hans Nærværelse ved
Kongressen i Cambrai 1724 og den sp.
Ambassadørs Interesse for ham ved den Lejlighed er
vistnok Fantasi. Hans Kunst indbragte ham
stor Formue, som han anvendte i kunstneriske
og velgørende Øjemed, bl. a. til en endnu
bestaaende Kunstner-Pris og til Stiftelsen af en
Tegneskole i sin Fødeby, i hvilken By han, nu
aandssløv, henlevede sine sidste Aar. L. var
Portrætmaler, Pastellen hans fornemste
Udtryksmiddel. Han debuterede paa Salonen
1727 (Mm. Boucher, l’Auteur qui rit). Der gik
stort Ry af hans Værker (Kongen, Hoffet
[Ludvig XV, Maria Leczinska, Dauphin etc. i
Louvre] sad for ham), særlig p. Gr. a. deres
træffende Lighed, og den fine Verden bar over
med den fejrede Kunstners ofte ekscentrisk
stødende Væsen. L. var i sin fortryllende Kunst
den store Fysiognomiker (Diderot kaldte ham
den store Magiker); hans Interesse for at
trænge ind i Personligheden kunde dog med
Tiden blive næsten sygelig i den ængstelige
Omhu, hvormed han, utilfreds med
Resultatet, omarbejdede sine Billeder, ofte til
Skade for deres opr. Friskhed. I Museet i St
Quentin findes talrige af L.’s Værker
(derblandt Silvestre, Mm. Rougeau, Maleren
Parrocel, De Bachery, det udmærkede
Ungdomsarbejde: Abbé Huber læsende; endnu 1921 havde
Tyskerne ikke tilbagegivet de under
Verdenskrigen bortførte Billeder af L. T.), mange i
Louvre (deribl. det store 1753 udstillede af Mme
de Pompadour, der mødtes med ret stor Kritik
af Datiden), Dresden-Gal. og fr. Provinsmus.
Særlig kendte Arbejder af L. er endvidere
Portrætterne af Voltaire (et fortrinligt Udkast
i Coll. Jul. Strauss), J. J. Rousseau (flere, et i
Mus. i Genève, 1750), det udmærkede Hertugen
af Villars (Aix-Mus.), Selvportræt
(Amiens-Mus.) og l’Abbé Raynal. (Litt.: Biografier af
Desmaze [[1874], E. og J. Goncourt [i L’art du
XVIII. siècle]; Champfleury [1886 i Artistes
celèbres]; H. Lapuze: Les pastels de M. Q. de la
Tour à St Quentin med Gengivelse af hans
Værker i St Quentin [1899]; M. Tourneux, L. T.
[Les grands artistes [Paris 1904]).
A. Hk.
Latour [la’tu.r] 1) Maximilian
Baillet de, Greve, østerr. Felttøjmester, f. 1737
i Luxembourg, d. 1806. Han deltog som ung
Officer med Udmærkelse i Syvaarskrigen,
dæmpede som Generalmajor Oprør i Nederlandene
mod de østerr. Tropper og blev
Feltmarskalløjtnant. I 1. Koalitionskrig (1792—96) var han
fl. Gange selvstændig Hærfører, sejrede
saaledes ved Roermonde (1793), erobrede Namur
og Landrecies (1794), slog Pichegru ved
Frankental (1795) og førte 1796 hele Rhin-Hæren.
1805—06 beklædte han Posten som Præsident
for Hofkrigsraadet under Ærkehertug Karl som
Krigsminister.
2) Theodor Baillet de, Greve, østerr.
Felttøjmester, ovenn.’s Søn, f. 1780, myrdet af
Pøbelen i Wien 6. Oktbr 1848. Han deltog i
Felttogene 1799—1815 og udmærkede sig
særlig ved Leipzig og Dresden. Som Felttøjmester
overtog han Marts 1848 Posten som
Krigsminister, i hvilken Stilling han viste megen
Dygtighed og væsentlig bidrog til det lykkelige
Udfald af Radetzky’s Felttog. Trods dette
mishandledes han og dræbtes af Pøbelen under
Oktoberrevolutionen i Wien ved Stormen paa
Krigsministeriets Bygning,
(B. P. B.). E. C.
Latour d’Auvergne [la’tu.r-d-o’værnjö] er
Familienavnet for en fr. Adelsslægt. Dens
Oprindelse kan føres tilbage til 13. Aarh., men
dens første mere kendte Medlem er Agne III
de Latour (d. 1489). Han erhvervede Godset
Turenne og Titlen Vicomte de Turenne og blev
Stamfader til Slægtens to Hovedlinier. Den ene
af disse begynder med hans ældste Søn
Antoine; dennes Søn François de Latour
erhvervede Grevskaberne Auvergne og Boulogne,
og hans Ætling var Henri de L., Vicomte de
Turenne (1555—1623), som ved sit Ægteskab
blev Hertug af Bouillon. Han var ivrig
Protestant og hørte længe til Henrik IV’s nærmeste
Tilhængere, om end Forholdet mellem dem i
den sidste Tid blev mindre godt. Efter 1610
hørte han til de mest indflydelsesrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
