Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Laurent, Pierre - Laurentie, Pierre Sébastien - laurentiske Formation - Laurentius - Laurentius Andreæ - Laurentius Kálfsson - Laurentius Petri - Laurentius-Sværm - Laurentum - Laureus, Alexander - Lauria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indkaldtes 1752 af Frederik V til at give de kgl.
Børn Lektioner i Dans og udnævntes, da han
havde dimitteret Kronprinsen (Christian VII),
til virkelig Kancelliraad. Han var en af
Teatrets tidligste Danselærere, men satte sig dog
intet varigt Minde som sine Efterfølgere
Galeotti og Bournonville. Hans Søn Pierre
Jean Laurent, f. 24. Marts 1759 i Kbhvn,
d. 23. Maj 1831 smst., blev allerede 1770
succederende Hofdansemester, hvilken
Stilling han dog først overtog en
Menneskealder senere, da han havde faaet yderligere
Uddannelse af Noverre og blandt andet været i
ansat som komisk Solodanser ved
Pariser-Operaen, hvor man beundrede hans Lune og
hans fænomenale Evne til at springe. I Kbhvn
vandt L. større Paaskønnelse som Lærer end
som Groteskdanser og Balletforfatter; han
skrev selv Musik til sine Arbejder og var ved
sit godmodige, vittige Væsen meget afholdt af
Hof og Bourgeoisi. (Litt.: »Danskeren«, III
(Kbhvn 1890]; Bournonville, »Mit
Teaterliv«, III, 3 [Kbhvn 1878]).
R. N.
Laurentie [lårã’ti], Pierre Sébastien,
fr. Publicist (1793—1876), grundlagde 1831
Bladet Le Courrier de L’Europe, som han
vedblev at redigere til 1859, medens det dog i
denne Tid fl. Gange skiftede Navn og saaledes
fra 1848 hed L’Union. Af hans talrige Skr kan
nævnes: De l’éloquence publique (1819),
Considerations sur les constitutions démocratiques
(1826), Histoire des ducs d’Orléans (4 Bd,
1832—34), Lettre sur l’éducation (1835), Histoire de
France (1841—43), Liberté de l’enseignement (4
Bd 1844—45), Les crimes de l’éducation
française (1872).
P. M.
laurentiske Formation, se
proterozoisk Gruppe.
Laurentius, Helgen, stammede fra Spanien,
blev 257 Diakon i Rom. Under
Kristenforfølgelsen 258 vilde man tvinge L. til at udlevere
Kirkens Skatte, han samlede da sine Fattige om
sig og sagde: Se, her er Kirkens Skatte;
derefter lod man ham dræbe, idet man stegte
ham levende paa en Rist. Hans Dag er 10.
Aug. Han fremstilles som en ung Mand i
Diakondragt med en Rist i sin Haand ell. ved
sin Fod. Hans Mod og Kærlighed til de Fattige
gjorde ham til en af Kirkens mest yndede
Helgene, de mange, der bærer Navn efter ham
(Laurids, Laust, Lars, Lorens), bærer Vidne
derom.
L. M.
Laurentius Andreæ, se Andersson, L.
Laurentius Kálfsson [la^u’ræntius-’ka.lvsån],
Biskop til Holar (1267—1331). L. K. viste tidlig
gode Evner, hvorfor Biskop Jorund til Holar
tog sig af ham og lod ham undervise og vie
til Præst. Hans Kundskaber i Latin. Retorik
og lat. Versificering roses særlig. L. K. rejste
til Norge og sluttede sig meget nøje til
Ærkebisp Jorund, som dengang havde Strid med
Korsbrødrene i Throndhjem. Disse fattede
stærkt Had til L. K. Han blev sendt til Island
som Visitator (1307) og synes at have udført
sit Hverv med Nidkærhed, men ikke uden
Rivninger med Biskop Jörund. Efter at være vendt
tilbage til Norge blev han fangen af
Korsbrødrene og mishandlet, og saa sendt tilbage
til Island. Her udsonede han sig med Biskop
Jörund og opholdt sig nu forsk. St. som Lærer,
indtil han (1316) blev viet til Munk i
Tingørekloster. 1322 valgtes han til Biskop og blev
viet 1324. L. K. omtales som en meget lærd
Mand og som en udmærket Lærer. Som Biskop
gjorde han sig bekendt ved sin strenge
Kirketugt og sin Skole paa Holar; han søgte ogsaa at
forbedre de Gejstliges Kaar i sit Stift og var
i det hele en dygtig, men noget stridbar
Prælat. Hans Saga, en af de sidste originale Sagaer
overhovedet, er forfattet af hans gode Ven,
Præsten Einar (s. d.) Hafliðason og udg. i
»Biskupasögur«, I. (Litt.: F. Jónsson,
Hist. Eccl. Isl., II).
F. J.
Laurentius Petri, se Petri.
Laurentius-Sværm kaldes den Sværm af
Stjerneskud, som viser sig i de nærmeste
Nætter omkr. Laurentius’ Dag (10. Aug.). De
Straaler ud fra Stjernebilledet Perseus og benævnes
derfor alm. Perseiderne (se Stjerneskud).
J. Fr. S.
Laurentum, ældgammel By i Latium, efter
Sagnet Sæde for Kong Latinus. Den laa ikke
langt fra Rom og tæt ved Kysten, men dens
Beliggenhed kan ikke nøje bestemmes.
Sædvanlig søger man den ved det nuv. Torre di
Paterno.
H. H. R.
Laureus (Lauræus), Alexander, sv.
Genre- og Landskabsmaler, f. 4. Jan. 1783 i
Åbo, d. 21. Oktbr 1823 og begravet i Rom. L.,
hvis Undervisning foregik paa Akademiet, ved
hvilket han 1809 blev Agré, 1812 Medlem, viste
fra første Færd stærk Paavirkning fra de gl.
holl. Malere, hvis Billeder han kopierede, og
P. Hillestrøm. Han var derfor tidlig, paa en
Tid, da man krævede og mest gouterede det
klassiske, inde paa Folkelivsskildringen. I sine
mange smaa rask udførte Genrestykker (han
optraadte fra 1803 paa Akademiets Udstillinger,
men til en Beg. med Historiemaleri) gav han
Bellman’ske Scener ell. Hverdagslivets
Smaatildragelser: »Kortspillere i en Stue«, »Kone,
som rører i en Kedel, medens hun synger
Salmer« etc., gerne i kunstig Belysning
(Fakkelskin o. l.), hvis Virkninger han ivrig
efterforsker, og med ikke ringe Naturtroskab, men
skitserede og flygtige i Teknikken. Et
Hovedværk i denne Masseproduktion er
»Dansegildet« (1814). 1817 rejste han paa Stipendium til
Paris, lærte under Hersent, og hans Kunst bar
for en Tid Mærker af den David’ske Retning.
Da han fra Paris tog til Rom, fik hans Kunst
nyt Liv, og med let, men sikrere Pensel og
begejstret Blik skildrede han nu ital. Folkeliv,
fra dets Skønhedsside: Osteriscener o. l.
Døden bortrev ham imidlertid her som den
endnu unge og lovende Kunstner. Nationalmus.
i Sthlm ejer adskillige af hans Værker,
Helsingfors Kunstforenings Gal. tretten,
Nationalgaleriet i Kria eet. Man har ogsaa nogle faa
Raderinger fra hans Haand, deriblandt den
store »Gustaf Vasa reddes af Sven Nielsson«
(1815), efter et Maleri af ham selv. (Litt.:
K. Leino, »L.« [1908]; A. Stjernschantz,
»L.« [Helsingfors 1915]).
A. Hk.
Lauria, By i det sydlige Italien, Prov.
Potenza, beliggende Ø. f. Jernbanen fra Neapel
til Reggio i en dyb Bjergkedel, har en øvre og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
