Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lauria - Lauriacum - Laurianu, A. Trebonie - Lauridsen, Peter - Laurier, Clément - Laurier, Wilfrid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en nedre By med tilsammen (1911) 10300 Indb.
Væveri, Vinavl og et antikt Kastel.
C. A.
Lauriacum (ell. Laureacum), romersk
Grænsefæstning i Noricum paa Donaus højre
Bred. Den var i Kejsertiden Sæde for en
Legion og for en Del af Donau-Flaaden. I 6.
Aarh. blev den ødelagt af Avarerne. Bester af
den findes ved Landsbyen Lorch ved Enns.
H. H. R.
Laurianu [lau’rianu], A. Trebonie, rum.
Politiker og Forf., f. i Siebenbürgen 1810, d. i
Bukarest 1880. Han tog ivrig Del i den
nationale Bevægelse i Bumænien efter Landets
Frigørelse i politisk Henseende og arbejdede
navnlig for at ordne Skolevæsenet. Som filologisk
Forfatter er han optraadt som Forsvarer for
den uholdbare Paastand, at Rumænsk er en
direkte Fortsættelse af det Sprog, der tales i
Dacien af de lat. Kolonister, og at det er et af
fremmed Paavirkning næsten uberørt romansk
Sprog. Hans to Hovedarbejder Tentamen
criticum in originem linguæ romanicæ (1840) og
Dictionariul limbei romîne (1871—76) er uden
nogen som helst videnskabelig Bet.; deres
Indflydelse maa nærmest betegnes som skadelig,
og de staar nu som mærkelige Vidnesbyrd om
en misforstaaet patriotisk Iver.
Kr. N.
Lauridsen, Peter, dansk
geografisk-historisk; Forf. og Skolemand, f. i Sønderjylland 14.
Septbr 1846, søgte Tønder Seminarium fra 1863
og blev efter nogen Afbrydelse dimitteret fra
dets danske Afdeling 1867, hvorpaa han tog til
Kbhvn og i nogle Aar fulgte Universitetets
Forelæsninger i nordisk Sprog og Historie. 1874
blev han Løjtnant og gjorde et Par Aar
Tjeneste som saadan. 1877 blev han ansat ved det
kjøbenhavnske Skolevæsen, forfremmedes 1890
til Viceinspektør og 1892 til Inspektør; han tog
Afsked 1919. Som Skolemand har han
navnlig henvendt sin Opmærksomhed paa den
grundlæggende Side af Geografiundervisningen
(»Hjemstavnslære«) og har skrevet en
fortrinlig Geografi til Skolebrug (1898), samt
omarbejdet Johannes Holst’s kendte Geografi. I
Anledning af Sønderjyllands Genforening med
Danmark udarbejdede han en »Deutsches Lesebuch
für Bürger- u. Mittelschulen der südjütsche
Landesteilen« (1920). Sine geografiske Studier
har han nedlagt i »Jens Munk’s Navigatio
septentrionalis« (1883), »Vitus Bering og de
russiske Opdagelsesrejser fra 1725—43« (1885) samt
i en Rk. større Afhandlinger især i »Historisk
Tidsskrift« og »Geografisk Tidsskrift« (f. Eks.
»Kartografen Johannes Mejer« og »Om
Nordfrisernes Indvandring i Sønderjylland«). Den
gl. Fællesskabslandsby har han behandlet i Art.
»Om gl. danske Landsbyformer« (Aarbog for
nord. Oldkyndighed og Historie, 1896) og i »Den
gl danske Landsby« (Aarbog for dansk
Kulturhistorie, 1899). Som Sønderjyde har han
indgaaende Kendskab til den Landsdel, hvor
han er født, og har til »Sønderjydske
Aarbøger« skrevet »Om Slesvig’s Sydgrænse«. »Om
den slesvigske Bondestands Fortid«, »Mellem
Slagene 1849—50« (1900), »Slesvig og Kronen
1660—69« (1906), »Historiske og topografiske
Oplysninger om Guldhornsfundene ved
Gallehus« (i »Aarb. f. nord. Oldkyndighed og Hist.«
1908); hans Hovedværk er: »Da Sønderjylland
vaagnede« I—VIII (1909—22), — 1922 blev han
Dr. phil. h. c. ved det filos. Fakultet ved
Kbhvn’s Univ.
(Fr. Th.). H. A. S.
Laurier [lå’rie], Clément, fr. Politiker,
(1832—78). Blev tidlig Sagfører, var en Tid lang
Fuldmægtig hos Crémieux og knyttede nøje
Venskab med Gambetta. Han optraadte fl.
Gange i vigtige Sager, saaledes i Novbr 1868
som en af Forsvarerne i den Baudin’ske Sag
og i Marts 1870 som Sagfører for V. Noir’s
Slægt imod Prins Pierre Bonaparte. 1869 søgte
han forgæves Valg til den lovgivende
Forsamling som E. Ollivier’s Medbejler. I Septbr 1870
blev han Direktør i Indenrigsministeriet og
var under Krigen en af Gambetta’s virksomste
Hjælpere; sendtes bl. a. i Oktbr til London for
at afslutte et Statslaan. I Febr 1871 valgtes
han til Nationalforsamlingen, men udtraadte
straks efter Fredsslutningen; genvalgtes i Juli
s. A. og hørte opr. til de yderlige
Republikanere, men slog allerede 1872 om og gik over
til Monarkisterne. Han medvirkede til Thiers’
Fald 1873, støttede Ministeriet Broglie og hørte
ogsaa som Medlem af Deputeretkammeret
1876—78 til den reaktionære Side.
E. E.
Laurier [’£åriə], Wilfrid, Sir,
britisk-nordamerikansk Politiker, f. i St. Lin, Prov.
Quebec 20. Novbr 1841, d. i Quebec By 17. Febr
1919. Ved Slægt og Uddannelse tilhørte han det
fransktalende katolske Folk i Kanada; men
ved et Par Aars eng. Skolegang og ved at
praktisere som Sagfører ved en tvesproget
Overret blev han tillige fuldkommen hjemme i
det andet Folks Kultur og Sprog, og som
liberal Katolik misbilligede han Kirkens Forsøg
paa at rejse politisk Kamp om sine Rettigheder.
Han blev da Mæglingens og Samlingens Mand
baade paa det nationale og det kirkelige Felt,
og da han i Tidens tredie store
Stridsspørgsmaal, det toldpolitiske, ikke bandtes af noget
gennem Studier og Interesser erhvervet
Princip, kunde han ogsaa her læmpe sin Politik
efter, hvad han til enhver Tid regnede for
gennemførligt og gavnligt. Fra han 1871
indvalgtes i sin Provins’ lovgivende Forsamling, indtil
sin Død, viede han, fattig, men uafhængig i
sin Nøjsomhed, sit allermeste Arbejde til
Politikken. 1874 blev han valgt ind i brit.
Nordamerikas Fællesparlament. 1877—78 var han
Medlem af det liberale Ministerium, 1878—87
Leder af sin Provins’ liberale
Oppositionsmedlemmer, 1887—96 den samlede liberale
Oppositions Leder, 1896—1911 brit. Nordamerikas
Førsteminister, og derefter atter
Oppositionsleder. 1897 fik han Titel af Knight. Anselig af
Ydre, veltalende, fast og taktfuld som han var,
kom han til at staa baade for Partifæller og
Modstandere som Mønsteret paa en
Parlamentariker. Med Dygtighed fremmede han sit
Lands ny økonomiske Udvikling, Vestens
Opdyrkelse ved Indvandrere og den Forbedring af
Samfærdselsmidler, dette nødvendiggjorde. Lige
ivrig arbejdede han for sit egentlige Folks
kulturelle Trivsel, for dets Opgaaen sammen
med Englænderne i en enig, stor kanadisk
Nation, og for denne Nations varige Tilslutning
til det brit. Verdensrige. Ved Toldloven 1897,
der gav England en stor Begunstigelse, og ved
at faa frivillige Korps sendt til dets Hjælp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
