Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lavhævdsdom - Lavigerie, Allemand - Lavignac, Alexandre Jean Albert - La Vigne, Andrien de - Lavik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ejendommen, uden at de af ham udstedte
Dokumenter faa Paategning om, at han iflg. Skøde-
og Pantebøgernes Udvisende ikke er Ejer. For
at afhjælpe denne Mangel vil det have
Interesse for ham at erhverve en Lavhævds- ell.
Ejendomsdom, hvorved han anerkendes som
lovlig Ejer, hvilken Dom han derefter kan lade
tinglæse som Adkomst. For at en saadan Dom
skal kunne gælde mod alle og enhver, maa
Sagsøgeren dog først erhverve Tilladelse til at
indkalde alle og enhver. Hertil krævedes
tidligere en kgl. Bevilling, men efter Retsplejelov
1916, Kap. 44, meddeles nu Tilladelsen, naar
behørige Oplysninger fremlægges, af selve den
Ret, ved hvilken Sagen skal omlægges. Efter
D. L. 5—5—5 krævedes det yderligere for at
vinde Lavhævd ell. retlig Anerkendelse som
lovlig Ejer, at man førte fuldt Bevis for sin
Ejendomsret. Men efter den nugældende
Bevillingspraksis, hvorefter Bevillingerne ofte
netop forudsætter, at ingen Adkomst kan
oplyses, er det vistnok tilstrækkeligt, at ingen
moder efter Stævningen og protesterer mod, at
Sagsøgeren faar L.
Ogsaa andre end Hævdsbesidderen af en fast
Ejendom kan have Interesse af at søge og vil
eventuelt kunne opnaa L.; navnlig er Reglerne
om L. ogsaa anvendelige paa Ejeren af et
Gældsbrev, der ikke har sin Adkomst i Orden.
K. B.
Lavigerie [lavi’зri], Allemand, fr.
Kardinal, f. 31. Oktbr 1825 i Bayonne, d. 26. Novbr
1892 i Algier. Han blev tidlig bestemt til Præst
og fik sin første Uddannelse i Seminarierne,
bl. a. under Dupanloup’s Ledelse; kom derefter
i en lærd Karmeliterskole og blev 1847 Licentiat;
viedes 1849 til Præst og tog 1850 teol.
Doktorgrad. Han var derefter i 3 Aar selv Lærer
ved Karmeliterskolen og 1854—61 Professor i
Kirkehistorie ved Sorbonne; skrev bl. a.
Exposé des erreurs doctrinales du Jansénisme
(1858). Ved Siden heraf brugtes han til at
grundlægge kristne Skoler i Syrien og sendtes
1860 derover for at uddele Penge (3 Mill. frc.)
til Ofrene for Drusernes Grusomheder. Han fik
derved Lejlighed til at vise stor administrativ
Dygtighed. Paven gjorde ham til Løn til
Auditor de Rota i Rom og gav ham Prælats Rang.
1863 blev han Biskop i Nancy og forflyttedes
1866 til Algier, iflg. en Opfordring fra
Generalguvernøren Mac Manon; han foretrak denne
Stilling, skønt han samtidig fik Tilbud om at
blive Medhjælper for Ærkebispen i Paris. 1867
blev han ophøjet til Ærkebisp og 1868 til
pavelig Delegat for Missionen i det indre Afrika.
Han viste stor Virksomhed i sit Kald,
grundlagde Hjem for forældreløse Børn af de
Muhammedanere, som Hungersnøden 1865—66
havde bortrevet, men kom i Strid med de
verdslige Myndigheder, der ikke vilde lade
ham drive religiøs Propaganda, men vilde
indskrænke hans Omsorg til de kristne
Nybyggere. Striden endte dog med, at man lod ham
uforstyrret i hans Virksomhed for at oprette
Landsbyer for kristne Arabere. 1874 stiftede
han et Samfund af Missionærer og sendte
senere saadanne — saakaldte »hvide Fædre« —
helt ned til det ækvatoriale Afrika, til
Øvre-Kongo og Egnene om de store Søer. Da Tunis
1881 kom ind under Frankrig, udstraktes hans
Myndighed ogsaa dertil, og han brugte den bl.
a. til at afløse ital. Munke med fr., for saaledes
at styrke Frankrigs Indflydelse i Landet:
Gambetta sagde derfor ogsaa, at »Antiklerikalismen
ikke skulde være nogen Udførselsartikel«. Selv
blev han 1882 Kardinal og 1884 tillige
Ærkebisp i Karthago og Afrikas Primas, medens han
fik en Medhjælper i sit opr. Ærkestift. 1888
søgte han at organisere en alvorlig Kamp mod
Slavehandelen og Slaveriet i hele Afrika, gjorde
i dette Øjemed Rejser til England, Belgien,
Italien o. fl., og fik 1890 en europ. Kongres
samlet derimod i Paris. Megen Opsigt vakte
det, at han, som 1873 havde været ivrig for
Kongedømmets Genoprettelse i Frankrig og i
et Brev indtrængende havde opfordret Greven
af Chambord til at komme og kræve sin Ret,
Novbr 1890 opfordrede det fr. Præsteskab til
ærlig at slutte sig til Republikken. L. var
aabenbart næst efter Pave Leo XIII en af de
mærkeligste Skikkelser i den kat. Kirke i Slutn. af
19. Aarh. (Litt.: Picot, Le cardinal L. et
ses œuvres [Paris 1889]; Clarke, Cardinal
L. and the African slave trade [London 1890]).
E. E.
Lavignac [lavi’njak], Alexandre Jean
Albert, fr. Musikforf., f. 21. Jan. 1846 i Paris, har
som Lærer ved Konservatoriet dersteds
arbejdet for Indførelse af »Musikdiktat«, udg. fl.
musikteoretiske Skr samt La musique et les
musiciens, Le voyage artistique à Bayreuth (overs.
paa Engelsk), L’éducation musicale (ligeledes
i eng. Bearbejdelse) m. m. og er Redaktør af
det store, paa den fr. Regerings Foranledning
udgivne Værk: Encyclopédie de la musique et
Dictionnaire du Conservatoire, der endnu ikke
er afsluttet.
W. B.
La Vigne [la-’vinj], Andrien de, fr. Digter,
f. 1457 i La Rochelle, d. 1527, hørte til
Skuespillerlavet La Basoche, var Hofdigter (facteur du
roi) hos Kong Karl VIII og Sekretær, først hos
Philibert af Savojen, senere hos Anna af
Bretagne. Sin Rejse til Napoli sammen med
Kongen beskrev han digterisk i Voyage de Naples.
(1494—95). L.’s mest kendte Værk er et Mystère
de Saint-Martin (1496), der sammen med en
ligeledes af ham forfattet Moralitet og Farce
blev spillet af Borgerne i Seurre. Bl. hans
talrige mindre Digte findes den ældste af en
Franskmand skrevne Sonet. (Litt.:
Serrigny, Le mystère de Saint-Martin [Dijon 1888]).
S. Ms.
Lavik, Herred, Yttre Sogn Sorenskriveri,
Sogn og Fjordane Fylke, (1920) 1045 Indb., ligger
i Yttre Sogn paa begge Sider af Fjorden.
Nordsiden har en smal nogenlunde
veldyrket Kystrand, hvorover hæver sig en
Rækkestejle, men ikke særdeles høje Fjelde,
Laviksaaten (696 m). Der er mange, men
ikke synderlig store Vande. Bebyggede er
kun Fjordenes Bredder og den nedre Del af
Dalene, højere oppe findes kun Sætre. Skov af
Birk og Furu findes til Husbehov, Beiterne
mellem Fjeldene er ogsaa gode, men Agerbrug
er besværlig, til Dels p. Gr. a. det raa, fugtige
Klima. Fiskeriet, særlig Laksefiskeriet, spiller en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
