Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lefèvre, Jules - Lefèvre, J. - Lefèvre, Robert - Lefèvre-Pontalis, Antonin - Leffler, Anne Charlotte - Leffler, L. F. A. - Leffler, M. - Leflo, Adolphe Charles Emmanuel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Napoleon og fik til Løn forsk.
Bibliotekarstillinger i hans Tjeneste.
S. Ms.
Lefèvre [lö’fæ.vr], J., se Faber, S. J.
Lefèvre [lö’fæ.vr], Robert, fr. Maler, f.
1756 i Bayeux, d. 3. Oktbr 1830 i Paris. L.,
Elev af Regnault, gjorde tidlig Lykke med sine
Portrætter, navnlig fordi de var saa
vellignende. Han blev Ludvig XVIII’s Hofmaler,
Julirevolutionen gjorde hans egen Stilling utryg og
gav Anledning til hans Selvmord. Det er en
hetydelig Rk. historiske Personligheder, L. har
portræteret, saaledes den Napoleon’ske Kreds:
General Bonaparte (Mus. i Lisieux), Napoleon
som Kejser paa Tronen (Mus. i Versailles), Mme.
Letitia Bonaparte, Kejserinderne Josefine og
Maria Louise, Prinsesse Pouline af Borghese
o. a., endvidere Billede af Pius VII, Digteren
Malherbe, Ludvig XVIII (Mus. i Colmar),
Maleren C. Vernet; dennes Portræt samt »Venus
afvæbner Amor« kom til Louvre-Samlingen. For
Kirken Mont-Valérien malede L, »Christus paa
Korset«.
A. Hk.
Lefèvre-Pontalis [lö’fæ.vr-påta’li’s],
Antonin, fr. Politiker og Forf. (1830—1903),
valgtes 1869 til den lovgivende Forsamling og
sluttede sig straks til de 116’s Gruppe, der ønskede
en friere Udvikling af Kejserdømmet. 1871
valgtes han til Nationalforsamlingen, hvor han opr.
hørte til venstre Centrum, men nærmede sig
efter Thiers’ Fald 1873 til Højre. Han tog ivrig
Del i Forhandlingerne, fik Sæde i fl. vigtige
Udvalg, bl. a. i Forfatningsudvalgene 1873—75
og var Ordfører for den første Lov om
Senatets Ordning, stemte dog til sidst for den ny
Forfatning. Derimod blev han først 1885 valgt
til Deputeretkammeret og var her en af det
konservative Partis virksomste Talere, men
vragedes ved Valgene 1889. Han har skrevet
Les lois et les mœurs électorales en France et
en Angleterre (1864, 2. Udg. 1885), Jean de
Witt, le grandpensionnaire de Hollande (2 Bd,
1884) og Les élections en Europe à la fin du
19. siècle (1902), en Skildring af de vigtigste
europæiske Landes Vaigordninger og
Valgforhold. 1888 blev han Medlem af Instituttet.
E. E.
Leffler (Edgren), Anne Charlotte,
Hertuginde af Cajanello, sv. Forfatterinde,
f. i Sthlm 1. Oktbr 1849, d. i Neapel 21. Oktbr
1892. Tidlig begyndte L. at sysle med Pen og
Blæk. 20 Aar gl udgav hun anonymt en
Novellesamling (»Händelsevis«), og i 1870’erne fik hun,
ligeledes anonymt, opført fl. Skuespil paa
»Dramatiska Teatern«, som vakte en Del
Opmærksomhed ved deres Naturlighed og gode Dialog.
1872 havde hun giftet sig med
Vice-Häradshöfding G. Edgren, et Ægteskab, som senere
opløstes. Et Navn i Litt. fik Fru Edgren dog
først, da hun fremtraadte med
Novellesamlingen »Ur Lifvet«, en Titel, der er bevaret som
Fællesbetegnelse for en stor Del af hendes
andre Arbejder, saaledes at der i alt foreligger
5 Bd. Hun havde sikkert forsætlig valgt dette
Navn for derved at betegne sin Digtnings
Tendens. Hun skildrer sin Samtid og dens
Livskonflikter med maadeholden Realisme i en klar
og behagelig Stil. I Beg. vakte hun Anstød hos
den mere konservativt anlagte Del af det sv.
Publikum, hvem hendes Emancipationstrang,
der kom til Syne i Arbejder som Novellen
»Auora Bunge« (i 2. Del af »Ur Lifvet«) og i det
gribende Skuespil »Sanna Qvinnor«, faldt for
Brystet. Naar Fru Edgren i 1880’erne alligevel
vandt et ret betydeligt Navn som Forfatterinde
i Sverige, var det maaske ikke mindst, fordi
man følte, at hendes maadeholdne
Virkelighedsskildringer og jævne Realisme kunde
bruges som Modtræk mod en Strindberg’s krasse
Naturalisme. Thi Fru Edgren’s Samfundsuvillie
og Konvenienshad saarer ikke. Hendes
Samfundsbilleder er underholdende og godt
skildrede, men de udmærker sig hverken
ved synderlig Idérigdom eller ved nogen
betagende Fantasi. Som Dramatiker
(Tendensdramaet »Hur man gör godt« [1885],
»Kampen för lyckan« i Forening med Sonja
Kovalevski [1887], »Sanningens Vägor« [1892],
foruden mindre Arbejder som »En räddande
Engel« og »Den kärleken!«, der ogsaa har
fundet Vej til danske Scener) raader hun hverken
over nogen betydelig Kompositionsevne eller
over fremragende Teknik. Personlige
Livsforhold synes i øvrigt at have spillet en ikke
ringe Rolle i hendes Digtning. I Romanen »En
Sommersaga« (1886; »Ur Lifvet«, IV) er hun
stærkt grebet af Problemet om den moderne
Kvindes Bevarelse af sin Individualitet i
Ægteskabet; og da hun 1890 havde indgaaet nyt
Ægteskab med Hertugen af Cajanello, Prof. i
Matematik ved Neapels Univ., var det, som
der var kommet mere Solskin og Lykkefølelse
i hendes Liv, en Følelse, som gav sig et stærkt
Udslag i hendes næste Arbejde Romanen
»Kvinnlighet og Erotik« (1890; »Ur Lifvet«, III), der
blev en Kærlighedens Lovprisning paa
Bekostning af alle Krav om Kvindens Uafhængighed
og Selvstændighed i Ægteskabet, samme Emne,
som mere spøgende er behandlet i Lystspillet
»Den Kärleken« (udg. 1892 sammen med
»Moster Malvina« og »Familjelycka« under
Fællestitlen »Tre Komedier«). I sit Dødsaar
offentliggjorde hun ogsaa en Biografi af sin nylig tabte,
højtbegavede og ulykkelige Veninde, Sonja
Kovalevski, hvis Skæbne i saa mange
Henseender havde været hendes lig, men ikke som
Fru Edgren havde fundet en forsonende
Udgang paa Livet. Efter hendes Død udgaves to
Bd »Efterlemnade Skrifter« (1893), hvoraf det
første indeholder »Sanningens vägar«, det
sidste udgør 5. Bd af »Ur Lifvet«. Fru L.’s
Arbejder er overs. i mange Sprog, de allerfleste paa
Dansk ved O. Borchsenius. (Litt.: Ellen
Key, »A. C. L.« [1893]; »A. Ch. Lefflers
Självbiografi« [1922]).
J. Cl.
Leffler, L. F. A., se Läffler.
Leffler, M., se Mittag-L.
Leflo [lö’flo], Adolphe Charles
Emmanuel, fr. General, f. 1804, d. 1887. Han
traadte 1825 ind i den fr. Hær og kæmpede
senere med Udmærkelse i Algier. Efter 1848 at
være blevet Generalmajor var L. Republikkens
Gesandt i Petrograd og søgte her at faa dannet
et Forbund mellem Rusland og Frankrig. Fra
Foraaret 1849 havde han Sæde i
Nationalforsamlingen, var en Modstander af Louis Napoleon
og fængsledes ved Statskuppet samt forvistes.
Han vendte imidlertid 1859 tilbage til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
