Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lehmann, Henri og Aug. Wilh. Rudolph - Lehmann, Johann Georg - Lehmann, Johannes Edvard - Lehmann, Julius - Lehmann, Julius Christian - Lehmann, Karl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(fuldførte 1852 i Løbet af ti Maaneder),
Udsmykningen af Helligaandskapellet i St Merry, af
Tronsalen i Luxembourg. To Selvportrætter m.
m. findes i Hamburgs Kunsthalle. 1875—81 var
L. Prof. ved École des beaux-arts. — 2) Aug.
Wilh. Rudolph, tysk Maler, ovenn.’s
Broder (1819—1905), virkede i Rom, en Tid i
England, og malede farverige Skildringer af ital.
Folkeliv: »Sixtus V velsigner de pontinske
Sumpe« (Mus. i Lille) etc.; ogsaa Portrætter.
A. Hk.
Lehmann [’le.man], Johann Georg,
sachsisk Officer og Kartograf (1765—1811), bekendt
ved de saakaldte »L.’ske Bakkestreger«, se
Landkort, S. 353.
M. S.
Lehmann, Johannes Edvard, dansk
Religionshistoriker, født 19. August 1862 i
Kjøbenhavn. I Studenter aarene optoges han stærkt
af religionshistoriske og religionsfilosofiske
Spørgsmaal. Efter 1886 at have faaet den
teologiske Embedseksamen studerede han nogen Tid
i Lund og fik 1890 Universitetets Guldmedaille
for en Afhandling om »den religiøse Følelses
Natur og sædelige Værd«. I de flg. Aar dyrkede
L. orientalske Sprog. Efter at have læst
Sanskrit og Pāli hos Fausbøll studerede han i fl.
Aar ved fremmede Universiteter, særlig hos
Geldner i Berlin (Veda og Avesta) og Justi i
Marburg (Nypersisk), hvorefter han 1896 tog
Doktorgraden ved Kbhvn’s Univ. med et Skrift:
»Om Forholdet mellem Religion og Kultur i
Avesta«. Sine Avestastudier uddybede han i et
større Arbejde, »Zarathustra. En Bog om
Persernes gamle Tro« (I—II, 1899—1902), den
første mere udførlige Fremstilling af Avestalæren
paa Dansk. Allerede lidt tidligere havde han i
nogle Hefter af »Studier fra Sprog- og
Oldtidsforskning« (»Hedensk Monoteisme« og »Guder
og Helte«) givet Bidrag til den
religionshistoriske Forskning. 1907 udsendte han en Bog om
»Buddha, hans Lære og hans Gerning«. Om
indisk, persisk og gr. Religion havde han skrevet
i 2. Udgave af Chantepie de la Saussaye’s
»Lehrbuch der Religionsgeschichte« (1897), og
i »Die Kultur der Gegenwart« behandlede han
»Die Anfänge der Religion und die Religion der
primitiven Völker«. En »Bibelbog for Skole og
Hjem« udgav han sammen med Johs.
Pedersen, senere Prof. i semit.-østerl. Sprog ved
Kbhvn’s Univ. Efter i 10 Aar (fra 1900) at
have været Docent i Religionshistorie i Kbhvn
blev han 1910 kaldet til Berlins Univ. som Prof.
i Religionsvidenskab, en Stilling, som han
forlod i 1913 for at overtage et Professorat i
samme Fag ved Lunds. Univ. Han blev
Æresdoktor i Leyden 1910, i Lund 1918. L. har i
øvrigt under en stor og meget paaskønnet
Virksomhed som Foredragsholder og Medarbejder
ved Tidsskrifter, særlig »Gads danske Magasin«,
behandlet meget forskelligartede Emner. Bl.
hans Arbejder kan endnu nævnes: »Mystik i
Hedenskab og Kristendom« (1904), »Romantik
og Kristendom« (1910), »Barnelærdom og
Ynglingeliv« (1913), en Monografi over S.
Kierkegaard paa Tysk (i »Klassiker der Religion«,
1913), »Fremtidens Kvindesag« (1914),
»Religionsvetenskapen«, I (1914), »Stallet och vägen,
ett religionshistorisk perspektiv« (1917, paa
Dansk 1918), »Lighedens Land. En Bog om
Danmark« (1917), »Hedensk Gudetro og kristen
Gudsfrygt« (1919).
A. C.
Lehmann [’le.man), Julius, tysk
Agrikulturkemiker (1825—1894), var Prof. i
Agrikulturkemi i München og Forstander for den
agrikulturkemiske Forsøgsstation smst. Han tog sin
Afsked 1879 og bosatte sig i Dresden, hvor han
fortsatte sine Arbejder, af hvilke kan
fremhæves Undersøgelser over Kasein- og
Fedtbestemmelser i Mælk samt over Bestemmelsen
af opløselig Fosforsyre i Superfosfat. L.
opdagede Urinstoffets Fosfat.
(O. C.). R. K.
Lehmann, Julius Christian, dansk
Læge, f. 6. Maj 1836 i Kjøbenhavn, d. smst. 2.
Jan. 1901. L. tog med. Eksamen 1859 og blev Dr.
med. 1862 (Om Perinephritis). Senere var han
Reservelæge ved Kommunehospitalet 1865—68
og derefter Visitator der. Under
Koleraepidemien 1853 vaktes hans Interesse for Hygiejne
og Administration. Han var Kommunelæge i
Kbhvn 1872—93, Læge ved Vajsenhuset
1875—1900, blev Medlem af Sundhedskollegiet 1882 og
dettes Dekan 1889. Som Hygiejniker
repræsenterede han Danmark ved Kongresser i Rom og
Wien og førte paa Regeringens Vegne
Forhandlingerne med de nordiske Nabolande om
Foranstaltningerne mod Koleraen 1893. Desuden
var han Medlem af fl. Kommissioner, deriblandt
Farmakopékommissionen. L. redigerede
»Bibliotek f. Læger« 1871—89 og har skrevet en
Del hygiejniske Artikler, deriblandt fl. om
Lungetuberkulosens Udbredelse i Danmark.
J. S. J.
Lehmann [’le.man], Karl, tysk Retslærd,
f. 11. Oktbr 1858 i Tuchel, d. 5. Apr. 1918 i Bonn,
Dr. jur. 1882, 1885 Privatdocent i Berlin, 1888
Prof. ord. i Rostock, 1911 i Göttingen. Som
Retshistoriker udgik L. fra Konrad Maurer’s Skole;
uden at naa sin Modstander v. Amira i Bet.
bidrog, han ved en Række dygtige
Arbejder væsentlig til Fremme »af Studiet af
nordisk Retshistorie. L.’s Doktorafhandling
»Verlobung und Hochzeit nach den
nordgermanischen Rechten des früheren Mittelalters«
(1882) efterfulgtes af »Die Njálssage
insbesondere in ihren juristischen Bestandtheilen« —
sammen med Hans Schnorr von Carolsfeld —
(1883, med Forord af K. Maurer), der paa forsk.
Punkter mødte Modsigelse, bl. a. af Finnur
Jónsson, »Der Königsfriede der Nordgermanen«
(1886), »Abhandlungen zur germanischen,
insbesondere nordischen Rechtsgeschichte« (I—III,
1888), »Die Rigsþula« (1904), »Zum
altnordischen Kriegs- und Beuterecht« (1913) o. a.
Af L.’s øvrige retshistoriske Værker skal
fremhæves hans Udg. af Leges Alamannorum (i
Monumenta Germaniæ, V, 1888), »Die Entstehung
der Libri feudorum« (1891), Consuetudines
Feudorum (Libri feudorum, jus feudale
Langabardorum) I, Compilatio antiqua (1892), »Das
langobardische Lehnrecht« (1896), »Rezeptionen
germanischer Rechte« (1905) foruden en
Mængde Afh. og Art. i retsvidenskabelige og
filologiske Tidsskr og Samleværker. Af ringere Værd
er L.’s Bidrag til den retshistoriske Bibliografi.
Det historiske Element gjorde sig ogsaa
gældende i L.’s rige handelsretlige Forfatterskab.
»Die geschichtliche Entwicklung des
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
