- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
609

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lehmann, Peter Martin Orla

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hovedvægten laa for ham i disse Aar paa
Beskæftigelsen med offentlige Anliggender. Han
var en af Banebryderne for den politiske
Oppositionspresse, idet han fra 1835 sammen med
Gjødwad ledede »Kjøbenhavnsposten« og 1839
var Medstifter af Dagbladet »Fædrelandet«. I
det 1835 stiftede »Selskab for Trykkefrihedens
rette Brug« blev han snart et af de ledende
Medlemmer, og sin Førerstilling bl. de liberale
Akademikere hævdede han paa ny, da han
umiddelbart efter Frederik VI’s Død fik
sammenkaldt et alm. Studentermøde i Hotel
d’Angleterre, hvor der vedtoges en af ham affattet
Adresse til Christian VIII om Indførelsen af en
fri Forfatning. Adressen overbragtes Kongen af
en Deputation, hvis Ordfører L. var. Det var
Julirevolutionen, som havde vakt L.’s politiske
Interesse, og den fr. Konstitutionalisme var og
blev hans nærmeste Forbillede. De ældste
Ledere for den liberale Bevægelse havde grebet
Sagen lovlig akademisk-teoretisk an, men L.
varden første, som med agitatorisk Glød
forstod at gøre Frihedsbestræbelserne levende for
de mange og at sætte Lidenskaberne i
Bevægelse. Stærkest traadte denne hans Evne frem
i den Tale, han i Anledning af et Stændervalg
1841 holdt for falsterske Borgere og Bønder
om den fri Forfatnings Fortrin for Enevælden.
Talen henrev Forsamlingen, men gav
Anledning til et Sagsanlæg mod L., der, efter et
glimrende Forsvar for Højesteret, 1842
dømtes til 3 Maaneders Fængsel. L.’s indtagende
Personlighed, hans kække, men dog
beherskede og formfuldendte Optræden for Skranken og
sluttelig Straffens Martyrium beredte ham en
enestaaende Popularitet, der gjorde mere
Propaganda for den Sag, hvis Forkæmper han var
end alle Afh.; Avisartikler og Stændertaler
tilsammen. Ogsaa for den slesvigske Sag blev han
den vigtigste Banebryder i Danmark. Ham var
det, som ved Trykkefrihedsselskabets Møde
1836 stillede Forslag om, at Selskabet skulde
istøtte det danske Sprogs truede Stilling i
Slesvig; det var første Gang, man i en
kongerigsk Forsamling havde opstillet Kampen for
Sønderjyllands Danskhed som en Nationalsag,
og L.’s varme Veltalenhed havde sin
væsentlige Del i, at Tanken slog an, som den gjorde.
I de flg. Aar blev han en af Hovedmændene i
Arbejdet for den ejderdanske Politik, hvis
Program han med agitatorisk Styrke opstillede i
sine Taler ved Majfesten 1842 og den store
Skamlingsbanke-Fest 1844. Endnu i et tredie af
Tidens politiske Hovedspørgsmaål blev det L.,
som kom til at sige det tændende Ord, nemlig
da han under det skandinaviske
Studentermøde i Kbhvn 1845 i sin berømte Ridehustale
afkrævede Studenterne Løftet om at ville holde
sammen i Kampen for »vort Fædreland . . .
det hele store skandinaviske Norden«. Ogsaa
for denne Tale blev L. sat under Anklage, men
frifundet.

Selvfølgelig varede det ikke længe, inden L.’s
Evner blev tagne i Beslag ogsaa for det
praktisk politiske Arbejde. 1840 valgtes han først til
Borgerrepræsentant i Kbhvn og siden til
Stænderdeputeret for et af Østifternes
Købstaddistrikter. I de Roskilde Stænder deltog han
med Dygtighed i det saglige Arbejde, ikke
mindst i Bestræbelserne for at hæve
Bondestandens Stilling. I Forbindelse hermed maa
ogsaa nævnes, at han 1846 indtraadte som
Medlem af den første Bestyrelse for
Bondevennernes Selskab og fik overrakt en Sølvpokal fra
danske Bønder som Anerkendelse af sit
Arbejde for deres Sag. Størst Iver viste han dog,
hvor det gjaldt at udvikle Stænderinstitutionen
til en virkelig fri Forfatning, og 1846 var det
ham, som i Roskilde Stænderforsamling
stillede Forslag om et Andragende til Kongen om
en fri Forfatnings Indførelse, uden dog at
kunne føre Forslaget igennem. En forbigaaende
Misstemning over for L. var et Par Aar
forinden opstaaet hos en Del af hans
Meningsfæller, da han 1844 ved sin Udnævnelse til
Højesteretsadvokat aflagde Embedseden, ved
hvilken han forpligtede sig til at hævde Kongens
»absolutum dominium og Suverænitet«.

1848 var L. paa Rejse i Italien med sin
Hustru og Datter, men paa Efterretningen om
Christian VIII’s Død skyndte han sig hjem, og
han kom hurtig til at gribe ind i
Begivenhedernes Gang. Ham var det, som 20. Marts affattede
Kommunalbestyrelsens Adresse om
»Fortvivlelsens Selvhjælp«, og han holdt Hovedtalen ved
Kasino-Mødet samme Aften. To Dage efter blev
han Minister uden Portefeuille i den ny
Regering, og det blev ham, som affattede Svaret til
de slesvig-holstenske Afsendinge, »det store
Konge- og Folkeprogram«. I Martsministeriet
spillede L. i øvrigt ikke nogen ledende Rolle,
og han betragtedes med afgjort Mistillid af
Ministeriets mere konservative Fraktion. I
Forbindelse hermed stod det maaske, at han
anvendtes til forsk. rejsende Missioner, saaledes
først til en Rundrejse til Berlin, Bryssel og
London og senere som Regeringskommissær i
Jylland. Paa Affattelsen af Grundlovsforslaget
øvede han dog en Del Indflydelse, navnlig i
formel Henseende. Uenighed om Spørgsmaalet
om Slesvigs Deling som Forhandlingsgrundlag
førte til, at de Medlemmer af Ministeriet, som
stod denne Tanke nærmest, afgik Novbr 1848,
og bl. dem var L.

Tilbageslaget i den Folkegunst, som havde
baaret »Martsmændene« frem, var stærkt, og
ingen fik det saa haardt at føle som L. Han
stillede sig umiddelbart efter sin Afgang som
Rigsdagskandidat ved et Suppleringsvalg paa
Bornholm, men faldt igennem, og saaledes blev
han nu afskaaret fra Deltagelse i
Grundlovsforhandlingerne. Decbr 1848 udnævntes han til
Amtmand over Vejle Amt. Under de tyske
Troppers Invasion i Jylland Foraaret 1849 blev
han taget til Fange af Oprørerne, ført til
Rendsborg og først løsladt i Aug. Maaned. Som
Amtmand virkede L. i 13 Aar og gjorde sig
meget afholdt af Amtets Beboere. Allerede 1851
indtraadte han paa ny i det politiske Liv som
Folketingsmand for Vejlekredsen. Han opgav
dette Mandat 1853, men valgtes Aaret efter til
Medlem af Landstinget, hvilken Stilling han
bevarede for Resten af sit Liv. Af Landstinget
valgtes han til Medlem af Rigsraadet. L.
bøjede sig, som næsten alle sine Meningsfæller, for
den Afgørelse i Helstatsretning, der betegnedes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:32 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0624.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free