- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
614

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leibniz, Gottfried Wilhelm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

foreligger, forenedes i Aaret 1901 fr. og tyske
Akademier om at foranstalte en samlet
Udgave af L.’s videnskabelige Livsværk, men dette
lige saa prisværdige som vanskelige og
omfattende Arbejde blev i sin Vorden standset af
Verdenskrigen og lader sig nu næppe
gennemføre.

I Tilslutning til den cartesianske Filosofi og
under Indflydelse af sine matematiske Studier
saa L. Udgangspunktet for al Tænkning i en
nøjagtig Bestemmelse af den for al
videnskabelig Tænkning fælles Metode, og han ansaa det
for muligt, naar en saadan fandtes, at danne
et fælles Tegnsystem, et Begrebernes Alfabet,
hvori hvert Tegn skulde udtrykke et af de ved
nøjagtig Analyse af Erkendelsen vundne,
usammensatte Begreber, paa samme Maade som
Størrelserne udtryktes i det matematiske
Bogstavsprog; paa een Gang et logisk Tegnsystem og
et Universalsprog. Medens Descartes vilde
forkaste den traditionelle Logik, mente L., at den
rette Metode bestod i en Forening af den matem.
Analyse med den aristoteliske Logiks
Bevismetode. Gennem Analyse af Dommene naar vi
til de enkelte, usammensatte Begreber, hvis
Definition beror paa Identitetsprincippet, der
for L. blev det logiske Grundprincip; at
identiske Domme er sande, de, der viser sig at
indeholde en Modsigelse, falske, bliver
Grundloven, og alle ikke-identiske Domme maa føres
tilbage til Identitetsforhold; Prædikatet i den
sande Dom er indeholdt i Subjektet. L.
indfører ved denne Fremhævelse af
Identitetsprincippet en ny Formulering af Logikken, som dog
først langt senere blev kendt og gennemført
ved den eng. Reform i 19. Aarh., men han lader
samtidig atter den ældre Logiks Bevismetode
kommer til sin Ret. Han bringer den
tilstrækkelige Grunds Princip til Anvendelse, og Kriteriet
paa Erkendelsens Sandhed ligger ikke i
Bevidsthedens klare og evidente Fatten af
Forestillingen, men i den Begrebernes nødvendige
logiske Sammenhæng, der ligger i Tingenes
Rationalitet, som er givet med hint Grundens
Princip; ikke den gennem Erfaringer vundne
Indsigt, men først den logiske Forstaaelse af
Aarsagssammenhængen er videnskabelig
Erkendelse. Det vil allerede heraf forstaas, at L.
ogsaa vil tilvejebringe Forsoning mellem de
metafysiske Grundprincipper hos Descartes og
Aristoteles; han fremhæver nemlig, at Naturens
mekaniske Sammenhæng, som han bestemt vil
fastholde, netop forudsætter den absolutte
Rationalitet, som atter nødvendig maa føre til
Antagelsen af et Formaal. Renaissancens
Videnskab, hvorpaa Descartes byggede sin Filosofi,
vilde føre alt tilbage til Bevægelse, men L.
mener at kunne trænge dybere ned ad denne
Tankegangs Vej, idet han hævder, at Bevægelsens
Aarsag maa være en Kraft, som er den sande
Realitet, da det er Kraften, som bestaar
uforanderlig, medens Bevægelsen i sig selv stadig
veksler, og først gennem Begrebet Kraft naar
vi til Forstaaelse af Kontinuiteten i Naturen.
Kraften bliver da for L. det tilgrundliggende i
Tilværelsen, den bliver Substansen, og han
kommer ved Behandlingen af dette Begreb i
Modsætning til Cartesianerne, da han ikke kan
gaa med til at tillægge Udstrækningen absolut
Realitet, idet det udstrakte maa være
sammensat og mangfoldigt, og ikke det mangfoldige,
men de Dele, de Enheder, hvoraf det er
sammensat, maa være den sande Realitet.
Substansen maa derfor i Virkeligheden være de
individuelle Enheder, som L. med et gr. Ord kaldte
Monaderne, og den hele Verden maa derfor
bestaa af saadanne Enheder. Monaderne
forestiller vi os bedst i Analogi med den
menneskelige Sjæl, og i Kraft af Kontinuitetens Lov maa
da alle Verdens øvrige Monader ogsaa være
i levende Enkeltvæsener, kvalitativt set af samme
Art, men naturligvis saaledes, at de er
indbyrdes forsk. og af højst forsk. Grader i
Henseende til Bevidsthedens Klarhed, til højere og
lavere Former for Liv. Naar denne uendelige
Mængde af smaa Enheder, som hver især er en
Verden for sig — og endda, som L. udtrykker
sig, ikke har Døre ell. Vinduer og altsaa ikke
kan paavirke hinanden — naar de tilsammen
udgør et sammenhængende Verdensalt, saa er
delte kun forstaaeligt, naar man forudsætter,
at de alle har en fælles Kilde, at de er udgaaet
fra den højeste Monade, Gud, og at de derfor
trods alle individuelle Forskelligheder er i indre
væsentlig Overensstemmelse, alle er Udtryk for
den skabende Guds Tanke, udstraalet af Guds
Kraft, paa samme Maade som Menneskets
Tanker af Sjælens Liv. Derved fremkommer
Tanken om, hvad L. kalder den præstabilerede
Harmoni, den fra først af og til alle Tider
herskende Overensstemmelse mellem Universets
i uendelig mange Dele. Det enkelte Individs
selvstændige Enhed og frie Udfoldelse bliver ved
denne Lære fremhævet, samtidig med dets
Indordning i en Verdenssammenhæng, der ikke
blot er rationel, men mekanisk og dog behersket
af et Formaal. Harmonien forudsætter nemlig,
at den Verden af Monader, som Gud har skabt,
ikke blot i fysisk Henseende er velordnet og
harmonisk, men ogsaa, at den i etisk Henseende
er saa fuldkommen, som det er muligt inden
for Endelighedens Skranker. I sin Lære om
Theodicéen, der er udformet i Polemik mod
Pierre Bayle, udvikler L., at der ikke er nogen
Strid mellem Troen og Fornuften, da der ikke
gives Sandheder, som strider mod Fornuften,
men ganske vist nogle, som gaar ud over
Fornuften, idet selve den tilstrækkelige Grunds
Princip viser ud over sig selv til det
teleologiske Princip, til Læren om et absolut skabende
og virkende Forsyn, der er sin egen Aarsag. I
dette Forsyns Tjeneste træder da ogsaa
Ulykkerne, som sker i denne den bedst mulige
Verden, som Modsætning til Fremhævelse af det
Gode og til Opdragelse for Menneskene. Af dette
Grundsynspunkt bestemmes da ogsaa L.’s Etik;
den højeste Lyst er Kærligheden til den algode
Gud, der giver os en ophøjet Sjælsro over for
Livets Tilskikkelser og en varig Lykkefølelse
ved Bevidstheden om stadig Fremadskriden
mod den Fuldkommenhed, som er alle Tings
Maal, en Bevidsthed, som gør os virksomme
ogsaa for at skabe Lykke for andre Individer,
med hvilke vi fra Skaberens Haand er i dyb
indre Harmoni; Retfærdighedsfølelsen, den
etiske Hoveddyd, er det typiske Udslag af denne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:57:42 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/15/0629.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free