Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leistikow, Walter - Leitgeb, Hubert - Leith - Leitha - Leithakalk - Leithnerblaat - Leitimor - Leitmeritz - Leitner, Gottlieb Wilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Juli 1908 i Berlin. Han var Elev af Eschke og
Gude og virkede i Berlin. L.’s stærkt stiliserede
Arbejder — i Olie, Pastel, ogsaa Vandfarve —
hører til den nyere tyske Landskabskunsts
fremtrædende Værker: »Skumring i
Østfriesland«, »Sommerdag i Tyrol«, »Fra
Etzsch-Dalen ved Meran«, »Venezia«, »Ave Maria«, fra
1900 »Parti fra Visby«, »Landskab« og »Huset«.
Værker af L. i Berlins Nationalgal., Mus. i
Dresden, Magdeburg, Krefeld, Hamburg m. v.
Sammen med Liebermann hørte han til
Kunstnergruppen »De Elleve«, hvoraf Secessionen
fremstod. 1907 blev han Prof. L. arbejdede
ogsaa meget for Skønvirke (Tapeter etc.), skrev
Romaner (»Auf der Schwelle« [1896]), ogsaa om
Kunst. Paa den internationale Kunstudstilling
i Kbhvn 1897 saas »Meel Vind og Strøm mod
fremmed Strand«. (Litt.: L. Corinth, »Das
Leben W. L.’s« [Berlin 1910—11]).
A. Hk.
Leitgeb [’la^itgæp], Hubert, østerr.
Botaniker, f. 1835 i Portendorf i Kärnten, d. 1887
som Prof. i Botanik og Direktør for den bot.
Have i Graz, hvor han i lang Tid virkede som
en fremragende Botaniker paa det anatomiske
og udviklingshistoriske Omraade og som en
fortræffelig Lærer, indtil Tabet af Hustru og Barn
indvirkede paa hans Sind, saa at han til sidst
frivillig søgte Døden. L. var en meget kritisk
og selvkritisk Natur og besad som Mikroskopist
en fænomenal Færdighed; herom vidner de
udmærkede og yderst vanskelige Undersøgelser
over Halvmossernes Udvikling (Topcellevækst
og Organdannelse), som han publicerede
1874—81. Tidligere havde han sammen med Nägeli
skrevet de kendte og grundige Studier om
»Entstehung und Wachsthum der Wurzeln« (1867).
»Die Luftwurzeln der Orchideen« (i
»Denkschriften der Wienerakadiemie«, 1864), »Studien
über Entwickelung der Farne« (1879), »Bau
und Entwickelung der Sporenhäute« (1884),
»Beiträge zur Physiologie der
Spaltöffnungsapparate« (i 1. Hæfte af det af L. grundlagte
Tidsskrift »Mittheilungen aus dem botan.
Institute zu Graz«, 1887) m. m. er alle
anatomiske Arbejder af Rang og stor Paalidelighed.
(V. A. P.). A. M.
Leith [£i.þ], tidligere Købstad i det
sydøstlige Skotland, Edinburghshire, ved den sydligste
Bred af Firth of Forth, umiddelbart N. f.
Edinburgh, som den 1920 forenedes med og
nu udgør den Bydel, hvis officielle Navn er
Port of Leith. Den ligger ved
Udmundingen af den lille Flod Water of L., hvorover
der fører talrige Broer. Den ældste Bydel er
smudsig og har trange Gader, men er Sædet
for den livligste Færdsel, Hovedgaden,
Havnens egl. Forbindelse med det egl. Edinburgh,
er Leith Walk, ved hvis nordlige Endepunkt
der 1907 rejstes en Statue af Dronning Victoria.
Blandt de vigtigste Bygninger og Institutioner
fremhæves fl. Kirker, hvoraf to fra 15. Aarh.,
Domhuset, Raadhuset, en Torvehal, Kornbørs,
Forsørgelseshjem for Sømænd, Latinskole,
Haandværkerinstitut, Bibliotek, fl. Hospitaler.
Hovedinteressen er dog knyttet til de store
Havneanlæg. Som Edinburghs Havnestad har
L. allerede i Aarh. været Skotlands vigtigste
Havn. Indtil 1833, da den blev Købstad, var
den slet og ret Edinburghs Havn. Nu har den
6 Dokker, hvoraf den ældste er East Old Dock
(aabnet 1806); de betydeligste er Edinburgh-
(1881), Albert- (1869) og Imperial Dock, der
aabnedes 1901 og er den største Dok paa
Skotlands Østkyst. Indsejlingen til Havnen
beskyttes af to Dæmninger paa 1076 og 952 m’s
Længde og forsvares af et Martellotaarn. Indførselen
bestaar af Korn, Tømmer, Vin og Tobak.
Udførselen af Kul, Jern, Spirituosa, Øl, Papir og
Sejldug. L. har regelmæssig
Dampskibsforbindelse med alle større Pladser paa
Storbritanniens Østkyst samt med Kbhvn, Hamburg,
Amsterdam, Rotterdam og Antwerpen. L.
anløbes af de danske og islandske
Dampskibslinier til Færøerne og Island. (1911) 80488 Indb.
N. H. J.
Leitha [’la^ita.], højre Biflod til Donau,
opstaar S. f. Wiener-Neustadt ved Forening af
Schwarza og Pitten og udmunder, efter at
have passeret de skovklædte krystallinske
L.-Gebirge, der i Sonneberg naar 480 m, paa
Vestsiden af Kleine Schütt i en Arm af Donau.
Længden er 178 km. Tidligere dannede L. paa
to Steder Grænsen mellem Østerrig og Ungarn,
og herfra opstod de uofficielle Betegnelser
Cisleithanien (s. d.) og Transleithanien for det
østerr.-ung. Monarkis to Halvdele.
N. H. J.
Leithakalk [’la^ita-] kaldes en mellem-miocæn
Kalksten, som har sin største Udbredelse i det
tertiære Wienerbækken. Den bestaar
hovedsagelig af Lithothamnion o. a. Kalkalger, som
hist og her i Tertiærhavet har dannet Banker,
der undertiden minder om Koralrev.
J. P. R.
Leithnerblaat [’£a^itnər-], se
Koboltblaat.
Leitimor, se Amboina.
Leitmeritz [1altm«rets], se
Litoměřice.
Leitner [’£a^itnə], Gottlieb Wilhelm,
ungar.-eng. Sprog- og Oldgransker, f. i Pest 17.
Oktbr 1840, d. i Bonn 22. Marts 1899, Søn af en
ung. Læge, som 1849 med sin Familie, da
Ungarn bukkede under, udvandrede til Tyrkiet.
L. lærte som Barn fl. østerlandske Sprog, tjente
under Krim-Krigen som Tolk, kom til England
og blev her 1859 Lærer i Arabisk, Tyrkisk og
Nygræsk ved Kings College i London. 1864
kaldtes L. til Indien til Punjab University College,
hvor han indlagde sig stor Fortjeneste saavel
ved Organisation af Skoler, Biblioteker o. l.
som ved Udgravninger i denne Del af Indien,
hvis Regering derefter sendte ham paa en
videnskabelig Undersøgelsesrejse til Kashmir,
Ladak, Dardistan o. s. v. (1866—70). Han gjorde
her vigtige Opdagelser, bl. a. af hidtil lidet
kendte med Sanskrit beslægtede Sprog (se hans
The races and languages of Dardistan
[1867—71, 2. Udg, 1877]). L. har ogsaa udgivet History
of Dardistan, songs, legends etc. i
Græco-buddhistic discoveries; Kafiristan (1881), History of
indigenous education in the Panjab since
annexation (1883), Theory and practice of
education, Philosophical grammar of Arabic. I sine
senere Aar ledede han en Opdragelsesanstalt
for unge Indiere i Woking V. f. London. Da L.
paa Orientalistkongressen i Sthlm og Kria følte
sig stødt over ikke at have kunnet tale saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
