Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lemaitre, Frédérick Antoine Louis Prosper - Lemaître, Jules - Léman, Lac - Leman - Leman - Lemaniaceæ - Le Mans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
romantiske Helt. L. var en mangfoldig Kunstner;
snart vældig og ophøjet, snart plump og
gemen, fremkaldte han, altid opr. i sin Følelse
og ejendommelig i sit Udtryk, stadig et Hoved
højere end Omgivelserne, vekselvis Taarer og
Latter, Graad og Smil, Ærefrygt og
Forfærdelse, Angst og Uhygge. Han forenede i sin
Kunst Eftertankens dybtgaaende Studium og
Inspirationens geniale Lynglimt. L.’s
Glansperiode faldt i 1840’erne, da han, der kaldtes
»Bulevardens Talma«, paa Porte-St-Martin fejrede
en Række Triumfer i de store Melodramer som
»Paris’ Mysterier«, »Don César de Bazan« og
fremfor alle Félix Pyat’s »Kludesamler« (Le
chiffonier de Paris). I 1850’erne flakkede han
fra den ene Scene til den anden uden dog at
finde blivende Sted, og efterhaanden aftog hans
Folkeyndest kendelig. 1862 led han et absolut
Nederlag paa Palais-Royal i den burleske
Vaudeville Les Saltimbanques, men nogle Aar
senere spillede han paa Porte-St-Martin under
stærkt Bifald sin Ungdoms store Triumfer »30
Aar«, »Don César de Bazan« o. a. 1873
optraadte han sidste Gang som Den evige Jøde
i »Maria Tudor« paa Porte-St-Martin. (Litt.:
Souvenirs de F. L., publiés par son fils [Paris
1880]; G. Duval, L. et son temps [Paris
1876]).
(A. A). C. B-s.
Lemaître [lö’mæ.tr], Jules, fr. Digter og
Kritiker (1853—1914), afsluttede sin Uddannelse
i École normale og var Prof. ved forsk.
Provinsfakulteter, indtil han 1884 helt helligede sig
sit litterære Arbejde. I Revue bleue og Le
Figaro skrev han Litteraturkritik, i Journal
des débats Teateranmeldelser. Som Kritiker
vandt han et udmærket Navn ved sine
spirituelle, klare og sunde Afhandlinger, der
foreligger samlede i Les contemporains, études et
portraits littéraires [I—V, 1885—95], i hvilke
alle den nyere fr. Litteraturs Foreteelser er
aandfuldt belyste, samt i Impressions de théâtre
(10 Bd, 1888—98), Théories et impressions
(1903) og Les vieux livres (1905); desuden
udgav han Monografierne Jean-Jacques Rousseau
(1907), Racine (1908), Fénelon (1910) og
Chateaubriand (1912). L. har desuden skrevet Romaner
og Noveller: Sérénus, histoire d’un martyre
(1886), Dix contes (1889), Les rois (1892, Roman
overs. paa Norsk af John Frederikson:
»Kongerne«, Bergen 1897) og Myrrha (1894,
Noveller, overs. af John Frederikson, Bergen 1897),
La vieillesse d’Hélène (1914), samt et Par
kunstnerisk elegante Digtsamlinger: Les
médaillons: Puellæ, Puella, Risus rerum, Lares
(1880) og Petites Orientates; Une méprise; Au
jour le jour (1883). For Scenen har L. skrevet
en Rk., i teknisk Henseende lidet mærkelige,
men psykologisk fine og følte Arbejder, der
tillige præges af hans ejendommelige Talents lette
Ironi: Révoltée (Odéon, 1889), Le député
Leveau (Vaudeville, 1891), der indeholder en
ualmindelig fin politisk Satire, Le mariage
blanc (Théâtre français, 1891), Flipote
(1893), Les rois (efter Romanen af s. N.,
Renaissanceteatret med Sarah Bernhardt, 1893), en
Skildring af et gl. Herskerhus’ Ødelæggelse i
øjensynlig Tilknytning til Kronprins Rudolf af
Østerrigs Død, L’âge difficile (Gymnase, 1895),
Le pardon (Théâtre français, 1895), der
skildrer et Ægteskabs Ruin, efter at Manden har
tilgivet Hustruen et Fejltrin, L’aînée
(Gymnase, 1898), der skildrer en protestantisk
Præsts ældste Datter, der længe ofrer sig for
Familiens Egoisme, indtil hun bryder Aaget,
La Massière (1905), Bertrade (1906), Le mariage
de Télémaque (1910, med Maurice Donnay). —
L. blev 1895 Medlem af Akademiet efter Duruy.
S. Ms.
Léman, Lac [’lak-le’mã], se Genfersøen.
Leman, d. s. s. Lemming.
Leman [lö’mã], belg. General, (1851—1920),
kendt fra Verdenskrigen, hvor han i August
1914 førte Kommandoen i Fæstningen Liège,
ved hvis Erobring af Tyskerne han blev
Krigsfange.
E. C.
Lemaniaceæ, se Alger, S. 497.
Le Mans [lö’mã], By i det nordvestlige
Frankrig, Hovedstad i Dept Sarthe, ligger i
sydvestlig Retning fra Paris (184 km) ved
Floden Sarthe og er Knudepunkt paa Banelinien
Paris—Rennes—Brest med Sidelinier til
Alençon, Angers og Tours. (1921) 71783 Indb. Den
nærmest Floden liggende Del har snævre
Gader, den højere liggende er derimod regelmæssig
og rummelig bygget. Bl. de betydeligere
Bygninger kan fremhæves en prægtig Katedral (St
Julien) med et herligt Kor i tidlig-gotisk Stil
og interessante Glasmalerier. Som Kirken Notre
Dame du Pré stammer det meste af den fra
11. og 12. Aarh. Desuden maa nævnes Teatret
(bygget paa et gl. Amfiteaters Plads og med
hist. Mus.). Paa Place de la Republique er der
Mindesmærker for Slaget ved L. M. (se ndf.).
Af Institutioner fremhæves et teologisk
Seminarium, Lyceum, Normalskole for Lærere og
Lærerinder, et Bibliotek paa over 55000 Bd,
Natur aliekabinet og Antikvitetssamling. L. M.
er Sædet for Departementets Præfekt, en
Biskop og Generalkommandoen for 4. Armékorps
samt en Civildomstol, et Handelskammer og en
Handelsret. Som Industriby beskæftiger den sig
særlig med Lærredsvæverier, Klokke- og
Metalstøberier, Maskinværksteder, Tobaksfabrikation
og Garverier; den driver betydelig Handel med
Kvæg og Landbrugsprodukter. L. M. er en gl
By; under Romerne kaldtes den Vindinum, og
i den tidlige Middelalder skal den have været
en af Frankrigs største Byer. Senere har den
lidt meget under Krigene, sidst i Vendée- og
Chouaner-Krigene 1793 og 1799.
N. H. J.
Ved Le Mans kæmpede i Krigen 1870—71
Franskmændene under Chanzy mod 2. tyske
Armé under Prins Friedrich Carl. Efter de
sidste Kampe ved Orléans i Beg. af Decbr 1870
under de fr. Forsøg paa at undsætte Paris gik
den fr. Loire-Armé tilbage i 2 Retninger: 1.
Loire-Hær (Bourbaki) mod S. til Bourges og 2.
Loirehær (Chanzy) mod V. til L. M. Chanzy
raadede over 16., 17. og 21. fr. Korps, ialt c.
150000 Mand, der stod om L. M., sikret af 2
mobile Kolonner, og udfoldede stor Energi for
at uddanne Tropperne, der skulde anvendes til
fornyet Forsøg paa at bryde Cerneringslinien
om Paris.
Da Chanzy’s Tropper maatte betragtes som
de farligste for Belejringshæren ved Paris,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
