Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lensvæsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derved det, der bar deres hele Magt. Den stadig
udueligere Lensmilits afløses af staaende ell.
lejede Hære; Fodfolket bliver vigtigere end
Rytteriet, og da Krudtet træder frem, synker
Adelsborgene let i Grus. Men længe efter at
Lensmændene havde udspillet deres Rolle i
Statslivet, bevarer de udstrakte Rettigheder over
deres Undergivne, og disse feudale Rettigheder
bliver derfor Genstand for et dybt Had hos de
lavere Klasser, et Had, der rammer hele
Systemet. En dybere hist. Forstaaelse vil dog ikke
blot fatte, at L. var et naturligt Udtryk for en
hel Tidsalders Kultur, men ogsaa anerkende,
at det har sat Mærker paa hele Europas flg.
Statsudvikling og bidraget mest til at gøre
denne forsk. fra Oldtidens; af den Frihedsaand,
der betegner Lensmandens Forhold til hans
Herre, er meget gaaet i Arv til Eftertiden, og
af Lensadelen har de andre Stænder lært at
kræve Stemme med i Statens Anliggender.
L. hører hjemme paa et primitivt Kulturtrin;
Retten ligger i Spydstagen, og Magten er hos
Krigerklassen; Penge spiller ingen Rolle, og
Krigstjeneste betales derfor med Uddeling af
Jord. L. i sin udprægede Form kendes kun i
den europ. Middelalder, men mere ell. mindre
ligeartede Indretninger findes rundt om, i
Indien, i Japan, i Meksiko, og den tyrk. Stat var
i Aarh. igennem bygget paa Uddeling af Len
til de krigerske Osmanner.
De overordentlig indviklede Retsforhold, som
L. medførte, foranledigede en meget fin
Udformning af Lensretten; denne er dog
selvfølgelig ret forsk. i de forsk. Lande og til
afvigende Tid. Størst Bet. havde i
Middelalderen den saakaldte longobardiske Lensret,
der blev føjet som Tillæg til Romerretten;
senere udvikledes Lensretten især i Tyskland.
Enkelte lensretlige Hovedsætninger skal her
anføres.
Lenet er som Regel en Jordejendom, men
efterhaanden gjordes næsten alt til Genstand
for Forlenirig: Embeder og Bestillinger,
Jurisdiktion og andre Højhedsrettigheder,
Kirkeembeder og Kirkegods, Indtægter og Rettigheder
af den forskelligste Natur. De Len, der gav
Højhedsrettigheder i et Territorium, betegnes
som Fyrstelen ell. Fanelen, det sidste, fordi en
Fane overraktes ell. nedkastedes ved
Overdragelsen af dem. Opladelsen af Lenet (Investitur)
foregik i det hele under højtidelige Former, og
Investituren fornyedes, baade naar
Lensmanden og naar Lensherren døde. Ved Fornyelsen
af Lenet betaltes i Middelalderen ofte en
betydelig Afgift (relief). Da Lenet var arveligt,
var Lensherren dog pligtig til at oplade Lenet
til de rette Arvinger, naar disse kun i Tide
indgav et Andragende derom (tysk:
»Lensmutung«). Om Forleningen udstedte i senere
Tider Lensherren oftest et Lensbrev, medens
Lensmanden afgav et Genbrev (»Lensrevers«).
Det samme Len kunde forlenes til fl. i Fællig
(ved en coinvestitura juris communis ell. juris
langobardici); ejendommelig tysk var derimod
Samforleningen (coinvestitura juris germanici),
hvorved kun den ene virkelig modtog Lenet,
medens alle de andre sikrede sig deres
eventuelle Successionsret. For at fungere som
Lensherre ell. Lensmand kræves som Regel, at
begge skal være myndige Mænd, hvad der hænger
sammen med Lenets opr. krigerske Karakter;
Arvefølgen i Lenene er oftest mandlig
(agnatisk, s. d.), men fra disse Regler er der dog
talrige Undtagelser.
Lensherrens Rettigheder sammenfattes under
Navnet »Lensherligheden« (medens
»Lenshøjheden« betegner Statens Overherreret over alle
Len, direkte og indirekte). Lensherrens
Hovedkrav til Lensmanden er den Krigspligt, som
følger af dennes Vasaltroskab; i senere Tider
blev Tjenestepligten dog ofte afløst af en
Pengeydelse. Virkelige Skatter ydede Lensmanden
derimod ikke; efter den ældre Tids Lensret
kunde Lensherren dog kræve en Pengeydelse
af sine Vasaller, naar han selv faldt i
Fangenskab, hans ældste Søn blev myndig ell. hans
ældste Datter gift. Lensmanden udøvede i eget
Navn alle Rettigheder i Lenet, men han maatte
ikke uden Lensherrens Samtykke sælge Lenet
ell. Stykker deraf. Lensmanden kunde forbryde
sit Len ved Brud paa Troskabseden, Feloni,
men Lensherligheden gaa tabt, om Lensherren
ikke ydede Lensmanden det Værn, denne havde
Krav paa. Naar Lensmandens Slægt uddøde,
hjemfaldt Lenet til Lensherren.
Norden er blevet mindre paavirket af det
frankiske Feudalsystem end de fleste andre
Lande i Europa, men selve Ordet Len anvendes
dog tidlig, om end om Institutioner, der kun
er halvvejs beslægtede med Udlandets Len.
I Danmark savnedes indtil Valdemarernes
Tid den sociale Baggrund for L.; over den
talrige selvejende og krigerske Bondestand
hævede sig kun enkelte Stormandsslægter og
Kongens Hirdmænd (Herremænd, s. d.), medens
Ombudsmændene var rent kgl. Embedsmænd.
Hvorvidt de undertiden fremtrædende Styrere
af enkelte Landsdele (Jarler) har lignet
Udlandets Fyrstelensmænd, maa staa hen. Med
Valdemar Sejr’s Uddelinger af Land til sine
Sønner og Frænder fremtræder derimod Len, som
fra første Færd ligner de udenlandske Fanelen
og snart opfattes efter disses Mønster;
Fyrsterne opnaar efterhaanden alle Kronens
Rettigheder i deres Lande og faar sluttelig ogsaa
deres Arvelighed anerkendt, medens Kongerne,
der kæmper herimod, dog selv søger at bringe
Lensrettens Regler til Anvendelse over for
Rigets Bisper. Det fremmede Feudalsystem
truer en Tid det danske Rige med fuld
Opløsning, men med Valdemar Atterdag indtræder
en kraftig Modbevægelse, og snart er alle
Fyrstelen forsvundne, ene Sønderjylland undtaget.
Erik af Pommern søger at gøre Ende ogsaa
paa dette og hævder, at der umuligt kan findes
Arvelen efter dansk Ret, men 1440 maa
Danmarks Konge og Rigsraad give Hertug Adolf
Arvelensbrev paa Slesvig, og under dette Lands
lange Forening med Holsten er dets Forhold
i det væsentlige ordnede efter tysk Lensret
med Samforlening, Lensmutungen og alt andet.
Imidlertid fik Danmark dog ogsaa uden for
Sønderjylland et L., om end af helt anden Art
end Feudalsystemet. Bønderne blev
efterhaanden ukrigerske og for største Delen Fæstere hos
Kronen ell. de privilegerede Klasser;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
