Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lensvæsen. - lentando - Lente, Theodor og Christian og Johan Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hellige til at tage sit Rige »til Laans« af den sv.
Ordet »Laan« holdt sig i denne og lgn.
Forbindelser indtil ned i 13. Aarh. (Kong Valdemar
Sejr siges saaledes at have givet en norsk
Tronprætendent halve Halland »til Laans«),
men afløstes da hurtig af den Sønden fra
kommende tyske Form »Len«, idet bl. a. ogsaa
Membranafskriverne regelmæssig indsatte
denne, selv hvor de opr. Tekster havde brugt
»Laan«. Man kan derfor med Sikkerhed gaa
ud fra, at hvor der under Omtalen af de
tidligere Aarh. nævnes Len, menes der det
samme som Laan, ell., anderledes udtrykt, at Lenet
i Norges Middelalder opfattedes i Skikkelse af
et statsretligt Laaneforhold.
Skattekongerne viste sig imidlertid allerede
tidlig som højst upaalidelige Styrere af
undertvungne Lande. De pønsede som oftest stadig
paa at afkaste Aaget. Derfor tyede
Overkongerne, hvor Omstændighederne tillod det, til i
Stedet at indsætte »Jarler«. Da disse, uagtet
ligeledes af fyrstelig Rang, ej var af kgl. Æt,
kunde dertil udses Mænd, som stod i større
personlig Afhængighed af Overkongen, og
navnlig blev det Skik, at de toges bl. hans
Hirdmænd ell. i ethvert Fald ligesom disse gik ham
»til Haande« og svor ham personlig
Troskabsed. I det af de gl. Nordboer og Tyskere saa
højt ansete indbyrdes Beskyttelses- og
Troskabsbaand, der forenede Kongen og hans
haandgangne Mænd, mente man altsaa at finde
en Garanti for Lensmandens Paalidelighed. Ved
sin Underkastelse af samtlige Norges Fylker
anvendte derfor ogsaa Harald Haarfagre fra
først af gennemgaaende Jarler, og de siges
udtrykkelig at have deres Landsdel som Len. I
Afgift erlagde de til Kongen 2/3 af Indtægterne.
Ordningen fik imidlertid blot nogle Aartiers
Varighed; thi da Kongens talrige Sønner
voksede op, krævede de Dele af Riget for sig, og
Harald maatte da gribe tilbage til
Underkongetypen, hvilken derpaa med Fortrængelse af de
fleste Jarler holdt sig til Beg. af 11. Aarh. Bl.
10. Aarh.’s Jarler er særlig berømt Haakon af
Lade, der udtrykkelig siges at have haft Norges
Rige i Len af den danske Konge. Ved Olaf den
Helliges Reform af Landets indre Styrelse lod
han baade Underkongerne og (i det væsentlige
ogsaa) Jarlerne falde og betroede i Stedet de
enkelte Landsdele til ikke fyrstelige saakaldte
Sysselmænd. Men ogsaa disse sagdes at have
deres Syssel i »Len« af Kongen, og de danner
derved en umiddelbar Overgang til de i det
ydre noget mere feudalt tilskaarne Lensherrer,
som under Unionsforbindelsen med Danmark
afløste dem (om den i Norge i særegen
Anvendelse forekommende Titel »Lensmand«, s. d.). De
norske Lendemænd havde derimod i denne
deres Egenskab intet Len, idet deres »Veizler«
aldrig opfattedes paa denne Maade. Kun naar
de, hvad dog ofte hændte, tillige var
Sysselmænd, havde de Len. Overhovedet var det
Oldnorske Lensbegreb, saaledes som det
fremtræder fra Rigets Stiftelse og endnu tidligere, samt
indskrænket som det var til at anvendes paa
Landets og dets Deles administrative Styrelse
uden at have noget at gøre med de
offentligretlige Vilkaar for Landejendomsbesiddelse,
øjensynlig en ældre Retsdannelse end den
mellemeuropæiske Feudalitet, og det paavirkedes
da ogsaa først sent af denne. Derimod turde
det have sin Rod i og bære Vidnesbyrd om
forhistorisk fællesnordisk og vel endog
fællesgermansk Tankegang. (Litt.: Ebbe
Hertzberg, »Lén og Veizla i Norges Sagatid« [i
»Germanistische Abhandlungen, zum 70.
Geburtstag K. Maurers dargebracht«, 1893, S.
283 ff.; Taranger, »Udsigt over den norske
Retshistorie«, II, 1 §§ 6 og 12—13).
(E. H.). Abs. T.
lentando, se lento.
Lente, 1) Theodor, dansk Statsmand, f.
i Osnabrück 16. Marts 1605, d. 20. Febr 1668,
blev efter at have studeret Retsvidenskab og en
Tid rejst i Udlandet som Hovmester for unge
Adelsmænd 1637 Kammersekretær hos
Christian IV’s Søn Hertug Frederik, dengang
Ærkebiskop i Bremen. Han kom snart i høj Gunst
hos sin Herre, fulgte ham 1648 til Danmark,
stadig som Kammersekretær, og fik i de flg.
Aar betydelig Indflydelse, særlig paa den
udenrigske Politiks Omraade. Han var nemlig efter
Kansler Ditlev Reventlov’s Fald 1648, hvortil
han havde bidraget, hvad han kunde, den egl.
Leder af Tyske Kancelli, da Oversekretæren
Frederik Günther nu var gl og uden
Indflydelse. Han nævnes i disse Aar stadig ved Siden
af Kristoffer Gabel som en af de
indflydelsesrigeste af Kongens tyske Raadgivere, men om
hans personlige politiske Anskuelser vides for
øvrigt ikke meget; dog ses han 1657 at have
skyndet stærkt til Krig mod Sverige. Efter
Enevældens Indførelse blev han Novbr 1660
udnævnt til Raad, tysk Kansler og Medlem af
Statskollegiet. Hans Indflydelse var dog ikke
saa stor efter 1660 som før. Han kom snart i et
spændt Forhold til Gabel, og svageligt Helbred
nødte ham til stadig mere og mere at forsømme
sine Forretninger. 1667 maatte Körbitz endog
ligefrem overtage hans Forretninger som
Kansler i Tyske Kancelli. Han havde Ord for at
være meget bestikkelig, og skal have efterladt
sig en stor Formue. To af hans Sønner,
Christian og Johan Hugo, der begge 1682 optoges i
den danske Adelsstand, kom i den flg. Tid til
at indtage høje Stillinger i Statens Tjeneste.
2) Christian L., f. 29. Marts 1649, d. 2.
Novbr 1725, blev 1675 Resident i de sp.
Nederlande, 1679 i Holland og Aaret efter
overordentlig Gesandt i England. Han ledede som saadan
en stor Del af Forhandlingerne om Prins
Jørgen’s og Prinsesse Anna’s Giftermaal.
Umiddelbart før Revolutionens Udbrud i England 1688
forflyttedes han som overordentlig Gesandt til
Holland; sammen med sin fortrolige Ven,
Christian Siegfrid Plessen, repræsenterede han
Danmark ved Fredskongressen i Rijswick 1697. Da
han mente, at hans Helbred ikke længere tillod
ham at virke som Diplomat, søgte han med
stor Iver en Retrætepost i Hjemmet, og ved
Plessen’s Hjælp udnævntes han 1697 til
Overceremonimester og 1698 til Overhofmester ved
det ridderlige Akademi i Kbhvn, men han
forblev dog til Sommeren 1699 i Holland.
Tronskiftet 1699 kaldte ham til mere aktiv
Deltagelse i Statens Styrelse, idet han udnævntes til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>