Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lenvik - Lenz, Heinrich Friedrich Emil - Lenz, Jacob Michael Reinhold - Lenz, Max - Lenz, Oskar - Lenz, Wilhelm von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Leiknes. Vej fører fra Finsnes ved Gisundet
over til Maalselven forbi Finfjordvand med en
Sidegren op til Rossfjorden. Herredets Areal
er 670,3 km2, hvoraf 33 km2 Indsøer, 20,9 km2
Ager og Eng, 92,0 km2 Skov, Resten er Udmark,
Snaufjeld og Myr. Antagen Formue 1921 var
6147200 Kr og Indtægt 1935575 Kr. (Litt.:
»Norges Land og Folk«: Tromsø Amt ved A.
Helland [Kria 1899]).
(J. F. W. H.). M. H.
Lenz [£ænts], Heinrich Friedrich Emil,
russ. Fysiker (1804—65), studerede først
Teologi, siden Naturvidenskab og fulgte Otto
Kotzebue som Fysiker paa hans anden Rejse Jorden
rundt (1823—26). 1834 blev han Medlem af
Akademiet i Petrograd og Prof. i Fysik ved
Univ. I Poggendorff’s »Annalen« findes en stor
Række Afh. af L., især om Magnetisme og
Elektricitet, dog ogsaa enkelte om
meteorologiske Forhold.
K. S. K.
Lenz [lænts], Jacob Michael
Reinhold, tysk Forf. (1751—92), studerede Teologi
i Königsberg og udgav her et stort Digt paa
Heksametre »Die Landplagen«. Derefter blev
han Hovmester for to unge kurlandske
Adelsmænd (1771) og rejste med dem til Strasbourg,
hvor han gjorde Bekendtskab med Goethe og
med Friederike Brion, som han blev heftig
forelsket i, uden dog at finde sine Følelser
gengældte. I Strasbourg overs. han Shakespeare’s
Loves labour lost og viste sig ved sin
kraftgeniale Udtryksmaade som et ægte Barn af
»Sturm- und Drang«-Perioden. Hans Komedier
»Der Hofmeister« (1774), »Der neue Menoza«
(1774) og »Die Soldaten« (1776) danner en
underlig Blanding af Virkelighedsindtryk og
forskruet Karakterskildring og ubehersket Sprog.
Han bearbejdede ogsaa nogle af Plautus’
Komedier for den tyske Scene. 1776 rejste han
til Weimar og opsøgte Goethe, som anstrengte
sig for at hjælpe ham. Men da hans hele Væsen
var uroligt og ustyrligt, blev det vanskeligt
for Goethe at omgaas ham. Da han skrev et
Smædedigt imod Goethe, Fru v. Stein og selve
Hertuginde Amalie, maatte han fjernes. L.
rejste nu til Schweiz, hvor Lavater tog sig
kærligt af ham, men han viste allerede her Spor
til Sindssyge. Da han 1778 opholdt sig hos
Goethe’s Svoger Schlosser i Emmendingen, brød
Vanviddet ud i lys Lue. Han maatte anbringes
hos en Skomagermester, hvor han af en af
Svendene lod sig undervise i Professionen. 1779 maatte
han sendes til sin Hjemstavn (Livland)) og levede
i Petrograd i uhelbredeligt Vanvid, dog af og til
afbrudt af lyse Øjeblikke, til sidst i og ved
Moskva, hvor han døde i den yderste
Elendighed. Efter hans Død udkom fl. af hans dram.
Digte: »Dramatischer Nachlass« (udg. af
Weinhold, 1884). Han skrev ogsaa en Roman »Der
Waldbruder« (Pendant til »Werther«, i »Die
Horen«, 1797, ny Udg. 1882), »Gesammelte
Schriften« (3 Bd, udg. af Tieck 1828); et
Udvalg i Kürschner’s »Nationallitteratur« (80.
Bd), en ny kritisk Udg. ved Franz Blei, 4 Bd
(1910). (Litt.: Stöber, »Der Dichter L. und
Friederike von Sesenheim« [1842]; Falck,
»L. in Livland« [1878]; Er. Schmidt, »L.
und Klinger, zwei Dichter der Geniezeit«
[1878]; Froitzheim, »L. und Goethe« [1891;
tendentiøst imod Goethe]; Waldmann, »L.
in Briefen« [1894]; Rosanow, »J. M. R. L.
Leben und Werke« [Leipzig 1909]).
(C. A. N.). C. B-s.
Lenz [lænts], Max, tysk Historiker, f. 1850,
blev 1881 Prof. i Marburg, hvorfra han 1888
forflyttedes til Breslau; 1890 kaldtes han til
Univ. i Berlin, som han dog forlod i 1921 for at
gaa som Prof. til Hamburgs ny Universitet. L.
nyder megen Anseelse som Lærer; derimod
har han ikke været synderlig frugtbar som
Forf. Hans første Studieomraade var
Reformationsaarhundredet og Tiden nærmest forud, og
hans Hovedarbejde er den vigtige
Kildesamling: »Briefwechsel Landgraf Philipps des
Grossmütigen von Hessen mit Bucer« (3 Bd,
1880—91); 1883 skrev han ved Luther-Jubilæet
en aandfuld Skildring af Reformatoren
(»Morten Luther« [3. Opl., 1897]). Senere drejede hans
Studier sig om den nyeste Tid, og han skrev
»Die grossen Mächte. Ein Rückblick auf unser
Jahrhundert« (1900), »Gesch. Bismarcks« (1902),
»Napoleon I« (2 Bd, 1908—10).
Kr. E.
Lenz [lænts], Oskar, tysk Afrikarejsende
og Geograf, f. 13. Apr. 1848 i Leipzig, foretog
1874 paa Opfordring af det tysk-østafrikanske
Selskab en Rejse til Vestafrika, hvor han i 3
Aar anstillede Undersøgelser i Ogoweh-Flodens
Egne. Derefter foretog han i samme Selskabs
Tjeneste en Rejse fra Marokko gennem Sahara
til Timbuktu og herfra til St Louis i Senegal.
Fra denne Rejse vendte han 1881 tilbage til
Tyskland og offentliggjorde sit Rejseudbytte i
»Timbuktu. Reise durch Marokko, die Sahara
und Sudan« (2 Bd, 1884). L. blev
Generalsekretær ved det geogr. Selskab i Wien og modtog
1885 Udnævnelse til Prof. i Geografi ved Univ.
i Czernovitz, men rejste atter, inden han
overtog denne Post, paa det nævnte geogr. Selskabs
Opfordring til Afrika for via Kongo-Floden at
bringe Dr. Junker, Kaptajn Casati og Lupton
Bey Undsætning under Mahdiopstanden og løse
enkelte geogr. Spørgsmaal i Kongo- og
Nil-Egnene. I Beg. af 1886 ankom den af L. ledede
Ekspedition via Kongo-Mundingen til Stanley
Falls og rejste herfra til Kasongo og videre til
Tanganyika. Da han imidlertid ikke fik den
Støtte, som han havde gjort Regning paa af
arab. Handlende, blev en Rejse til Nil-Egnene
umulig, hvorfor han besluttede via Nyassa-Søen
at rejbe til Sambese-Floden. Fra Quillimane
ved denne Flods Munding rejste han til
Europa og ankom til Wien i Beg. af 1887. Kort
derpaa udnævntes L. til Prof. i Geografi ved
det tyske Univ. i Prag, hvor han virkede fra
1887—1909. L. er Forfatter af en Rk.
Afhandlinger cm afrikanske Forhold i forsk. fremmede
Tidsskrifter.
(O. I.). C. A.
Lenz (£ænts], Wilhelm von, russ.
Musikforfatter (1808—83), var kejserlig Statsraad og
har udgivet nogle Skr, der dels vidner om
hans Begejstring for Tonekunsten og dens store
Mestre, dels indeholder interessante
Skildringer af L.’s Forhold til samtidige berømte
Musikere. Mest bekendte er: Beethoven et ses
trois styles (2 Bd, 1852—55), »Beethoven, eine
Kunststudie« (5 Bd 1855—60) og »Die grossen
Pianofortevirtuosen unserer Zeit« (1872).
W. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
