Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leo (Paver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mellem Nestorianerne og Monofysitterne greb L.
ind, og hans Udtalelser i Brevet til Patriarken
i Konstantinopel, Flavian, af 13. Juni 449 (Ep.
33); slog Hovedet paa Sømmet. Om dette Brev
samlede den østerlandske og vesterlandske
Kirke sig paa Kirkemødet i Kalchedon 451, hvor
de pavelige Legater førte Forsædet, og
saaledes kunde Østen og Vesten staa enige, da
Attila trængte frem. Men i Kalchedon
bestemtes rigtignok ogsaa, at Konstantinopel skulde
have en uafhængig Stilling ved Siden af Rom.
I Øjeblikket betød denne Bestemmelse intet, thi
L.’s Afgørelser var bestemmende fra Spanien
og til langt ind i Asien. L. døde 461, han blev
begravet i Skt Peter’s Forhal, hvorfra han 688
førtes ind i Kirkens Indre. Benedikt XIV gav
ham 1754 Titel af Doctor ecclesiæ (Kirkelærer).
Han er den første af Roms Bisper, der har
skabt sig et Navn i Litt., fraregnet Damasus’
Epigrammer, og han er den gl. lat. Kirkes
største Prædikant. Hans Skr vidner om
Klarhed saavel i Tanke som i Udtryk. Udgaverne
af L.’s Skr indeholder 96 Taler, af hvilke 20
er uægte, og 173 Breve, hvoraf kun de 143 er af
ham. De ham tillagte Afh. er uægte. De bedste
Udg. er af Quesnel (Paris 1675, 2 Bd), som
1682 p. Gr. a. Anmærkningerne blev sat paa
Indeks, af Cacciari (Rom 1751—56, 3 Bd),
af Ballerini (Venedig 1753—57), som er
optrykt i Migne’s Patrologia patrum lat.
For-Brevenes Datering, se Jaffé, Regesta
pontificum romanorum, 2. Udg. I 58 ff.
2) Leo II, den Hellige (682—83), var fra
Sicilien. Han var kun Pave i 10 Maaneder og
17 Dage, men er blevet hyppig nævnet især i
senere Tid, fordi han stadfæstede det 6.
økumenske Koncil i Konstantinopel og udtalte
Anatema over sin Forgænger, Pave Honorius I.
3) Leo III, den Hellige (795—816), f. i Rom.
Valgt til Pave aflagde han Troskabsed til Kejser
Karl den Store i dennes Egenskab af Romernes
Patricier. Da der 799 dannedes en
Sammensværgelse i Rom mod L., flygtede han til Karl
den Store i Paderborn, og under Frankernes
Beskyttelse vendte han tilbage til Rom, hvor
han 800 kronede Karl til Kejser. Paa Synoden
i Aachen 809 besluttede Karl den Store’s
Teologer at optage filioque i det
nikænsk-konstantinopolitanske Symbol, men L. erklærede sig af
Opportunitetshensyn herimod paa en Synode i
Rom 810. Den frankiske Kirke optog imidlertid
Udtrykket i Symbolet, og herfra forplantede
det sig til Rom og fik saa Gyldighed i hele den
vesterlandske Kirke. Efter Kejser Karl’s Død
814 var der i Rom igen Oprør mod L. L.’s
Breve i Jaffé, Regesta pontifieum
romanorum, I (Leipzig 1885).
4) Leo IV, Helgen (847—55), f. i Rom. Han
søgte først efter fl. Maaneders Forløb om Kejser
Lothar’s Stadfæstelse, men han havde Kejserens
Hjælp behov mod Saracenerne. For at forsvare
sig mod disse lod han den Del af Rom, som
laa omkr. Skt Peter og uden for den
aurelianske Mur, befæste, hvilken Bydel saa fik Navn
af den leoninske. 849 vandt han ved Hjælp af
Neapel. Amalfi og Gaëta et Søslag over
Saracenerne, foreviget i Rafael’s Stanzer (Stanza
dell’ Incendio), hvor L. IV ogsaa er forherliget
i »Branden i Borgo«, han skal nemlig have
standset en Ildebrand i Borgo ved at gøre
Korsets Tegn. L.’s Breve hos Jaffé, Regesta
pont. rom. I.
5) Leo V, udvalgt 903, synes ikke engang at
have regeret i 2 Maaneder. En Præst ved Navn
Christophorus lod ham sætte i Fængsel, hvor
han døde, og gjorde sig selv til Pave.
6) Leo VI (928—29), regerede i 6 ell. 7
Maaneder og 15 Dage. Hans Pontifikat er skjult
i det mørke Aarh.
7) Leo VII (936—39), var udgaaet fra et
Kloster og passede sine Bønner, medens han
lod Alberik II herske som »Fyrste og alle
Romernes Senator«. Sammen med Abbed Odo fra
Cluny arbejdede han for Klostertugten.
8) Leo VIII (963—65), blev paa Kejser
Otto den Store’s Foranstaltning valgt af
Romerne til Modpave mod Johannes XII. Han
var protoscriniarius (Forstander for Skriverne)
og modtog paa Trods af Kirkelovene alle
gejstlige Vielser paa een Dag. Han kunde ikke
hævde sig over for Johannes XII, der formaliter
var retmæssig Pave, og findes ikke paa den
officielle Paveliste.
9) Leo IX, den Hellige (1049—54), hed
Bruno, var Ærkebiskop af Toul og Fætter til
Kejser Henrik III, der paa en Rigsdag i Worms
1048 valgte ham til Pave, men paa Munken
Hildebrand’s (se Gregor VII) Raad kom han
som Pilegrim til Rom og lod sig genvælge af
Roms Præsteskab og Folk 1049; først derefter
modtog han Vielserne. Hildebrand blev gjort
til Kardinalsubdiakon og fik Styrelsen af Roms
Pengevæsen, han blev fra nu af Sjælen i L.’s
Pontifikat, og med dette begynder den
cluniacensiske Reformation. L. færdedes rundt i
Kristenheden og holdt Synoder for at
genoprette Tugten og retlede, ved Paasketid var han
for det meste i Rom, hvor han holdt de store
Paaskesynoder. Paa Synoden i Rom 1049 blev
der taget strenge Bestemmelser mod Simoni
og Præsternes Ægteskab, paa Synoden i Rom
og i Vercelli 1050 blev Berengar af Tours
fordømt. Overalt blev L. modtaget med Ærefrygt
og hos Menigmand med Begejstring. Franske
Prælater protesterede mod, at han som Pave
præsiderede paa et fr. Kirkemøde, det i Reims
nemlig, men Kong Henrik I turde ikke
fremføre deres Protest direkte. Ved L. blev
Tyskland Pavestolen saa hengiven, at Gregor VII
senere kunde vove at tage Kampen op med
Henrik IV. L. førte Krig mod Normannerne i
Syditalien om Benevent, og han blev slaaet af
dem ved Civitate i Apulien 1053, men de
sejrrige Normanner opsøgte Paven og bad ham
knælende om at løse dem af Band. Under L.’s
Papat udbrød de Stridigheder mellem Rom og
Konstantinopel, som førte til det store Skisme
(se Mikael Kerularios) 1054, hvilket dog
først erklæredes efter L.’s Død, som indtraf 19.
Apr. 1054. Han blev begravet ved Siden af
Gregor den Store’s Alter i Skt Peter.
10) Leo X (1513—21). Han hed Giovanni de’
Medici, f. 11. Decbr 1475 i Firenze som
Lorenzo af Medici’s næstældste Søn, d. 1. Decbr
1521. Næsten fra Vuggen var han apostolsk
Protonotar, og 13 Aar gl blev han af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
