Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leo (Paver) - Léo, André - Leo, Friedrich - Leo, Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han under sit Treaarsophold i Bryssel en
fremskudt Stilling inden for det diplomatiske Korps,
og Kong Leopold I anbefalede ham til
Kardinalshatten. Efteraaret 1845 blev han udnævnt
til Ærkebiskop i Perugia, men inden han
overtog sin Post, opholdt han sig i London og
Paris. 26. Juli 1846 holdt Pecci sit Indtog i
Perugia under Befolkningens Jubel, men han
fik snart Revolutionens Storme at mærke, og
som Ærkebiskop saa han Garibaldi’s Friskarer
og Piemont’s regulære Tropper; 1860
indlemmedes Umbrien i Italien, og 1870 blev Rom
Italiens Hovedstad. Under alt dette søgte han
at holde den hellige Ild ved lige hos sine
Præster og at sprede Oplysning. Han stiftede et
Akademi for Thomas fra Akvino, hvor den
hellige Thomas blev studeret som den, der
havde Løsningen ogsaa til Nutidens politiske
Gaader. Selv fulgte han med den store Verdens
Røre, især med Socialismens Fremgang, og han
mente, at der ogsaa var Bod at finde for den i
Middelalderen, nemlig hos Frants af Assisi. 1870
stemte han for den pavelige Ufejlbarhed. 1853
blev han Kardinal, 1877 Camerlengo og ledede
som saadan det Konklave, der blev holdt efter
Pius IX’s Død, og ud af hvilket han selv udgik
som Pave 20. Febr 1878. Han tog Navnet Leo,
fordi han havde en særlig Forkærlighed for
Leo XII.
Man har sagt, at Pius IX bebrejdede
Magterne, at de ikke kom Pavestolen til Hjælp,
men at L. bebrejdede dem, at de ikke bad
Pavestolen om Hjælp, og han forstod at
overbevise om, at Pavestolens Hjælp ikke er til at
foragte. Over for Italien fortsatte L. Pius IX’s
Nej-Politik, og han levede som »Fangen i
Vatikanet«, men han havde hele Tiden sine
Følearme udstrakte til Kvirinalet og ventede
snarere at kunne genoprette Pavens verdslige Magt
ved Klogskab end ved Stædighed. Da L. blev
Pave, stod Bismarck tilsyneladende som
Sejrherre i Kulturkampen, men L. fik Bugt med
ham, og Bismarck maatte vandre til Canossa.
L. gav Bismarck Kristus-Ordenen med
Brillanter, og Bismarck gjorde 1885 L. til
Voldgiftsdommer i Striden om Carolinerne mellem
Tyskland og Spanien. L. tilbød siden da stadig
sin Voldgift, bl. a. i Krigen om Filippinerne
mellem Nordamerika og Spanien. I Encyklikaen
Immortale Dei af 1885 hævdede L., at al Magt
stammer fra Gud, men at Suveræniteten ikke
behøver at være knyttet til en bestemt politisk
Form, den maa ændres efter Tid og
Omstændigheder, kun at Statsmagten styrer for Guds
Ansigt og beskytter Religionen, og den sande
Religion er Romerkirkens. I Henhold hertil
opfordrede L. ved Encyklika af 16. Febr 1892 de
fr. Katolikker til at bøje sig for Republikken
og det til Trods for dennes kirkefjendtlige
Politik, der ikke mildnedes herved. Med Rusland
fik han 1895 genoprettet den diplomatiske
Forbindelse. Han var Fødselshjælper ved Alliancen
mellem Frankrig og Rusland, hvorved hans
Fjende Crispi’s Udenrigspolitik krydsedes.
Belgien og Østerrig tog L. ikke saa lemfældig paa
som paa de mere fjendtlige Lande. I sine paa
elegant Latin affattede Encyklikaer, som han
udsendte næsten hvert Aar i udtalte han sig
om alle Tidens Rørelser. Han anbefalede
Thomas fra Akvino som teol. og politisk Autoritet
og Frants fra Assisi som social. Ved Skrivelse
af 1883 til Kardinalerne de Luca, Pitra og
Hergenröther udtalte L. sig om
Nødvendigheden af en Fornyelse af Historieskrivningen
og Historieundervisningen, og samtidig gav
han Historikerne Adgang til det vatikanske
Arkiv, hvorved han gjorde Historien en
uvurderlig Tjeneste. Han var meget interesseret for
Munkevæsenet og genoplivede Frants fra
Assisi’s 3. Orden. Hans Tanker arbejdede stadig
med Spørgsmaalet om Kirkens Enhed. I
Frimurerne saa han nogle af Kirkens værste
Fjender. — Som lat. Digter har L. vundet sig et
kendt Navn. (Litt.: Pastor, »Gesch. der
römischen Päpste seit dem Ausgang des
Mittelalters«, I—IV [1898—1903]; Gregorovius,
»Gesch. der Stadt Rom im Mittelalter«, I—VIII
[5. Opl. 1903 ff.]; Fr. Nielsen,
»Pavedømmet i 19. Aarh.« (I—II. 2. Opl. 1895—98]).
L. M.
Léo [le’o], André, Pseudonym for Mme L.
Champseix, f. Béra, fr. Forfatterinde, f. i
Lusignan 1829, gift med Journalisten
Champseix, der forvistes efter Statskuppet 1851 og
døde 1861. Som Enke begyndte hun at skrive
under Navnet André Léo, dannet af sine to
Børns Fornavne. Under Paris-Kommunen skrev
hun i La Sociale og flygtede efter Paris’
Indtagelse til Schweiz. 1873 giftede hun sig med
Malon, en af Kommunarderne. Af hendes
Romaner kan nævnes: Un mariage scandaleux
(1862), der straks gjorde Lykke, Les deux filles
de M. Plichon (1864), Jacques Galeron (1865),
Un divorce (1866), L’idéal au village (1867),
Double histoire (1868), Désirs de Marinette
(1868), Aline-Ali (1868), Legendes corréziennes
(1870), L’enfant des Rudère (1883) o. s. v.
S. Ms.
Leo, Friedrich, tysk klassisk Filolog,
f. 10. Juli 1851 i Regenwalde i Pommern, d.
15. Jan. 1914. Han blev Privatdocent i Bonn
1877, ekstraordinær Prof. i Kiel 1881, ordinær
Prof. i Rostock 1883, i Strasbourg 1888, i
Göttingen 1889. Han har udg. Seneca’s Tragedier
(2 Bd, Berlin 1878—79), Venantius Fortunatus
(1881) samt Plautus’ Komedier (2 Bd, 1895—96).
Endvidere: »Plautinische Forschungen« (1895,
2. Opl. 1912). Et fremragende litteraturhistorisk
Værk er hans »Die griechisch-römische
Biographie« (1901). Af hans stort anlagte »Gesch.
der römischen Literatur« udkom kun 1 Bd
(1913), hvorimod han i »Die Kultur der
Gegenwart«, I, 8 gav en knap Oversigt over hele
den rom. Litt.’s Historie, indordnet under alm.
kulturhistoriske Synspunkter (3. Opl. 1912).
H. H. R.
Leo, Heinrich, tysk Historiker og
Politiker (1799—1878), blev i sin Ungdom stærkt
grebet af Burschenschaftbevægelsen og bar ved
Wartburg-Festen den tyske Fane fra Jena til
Eisenach; siden kom han under Hegel’s
Paavirkning. Alt dette gled dog siden af ham, og
L. blev den bitre Modstander af al
Frihedsstræben, en ivrig Kæmper for religiøs
Obskurantisme og politisk Reaktion. Disse
Anskuelser behersker ogsaa hans
universalhistoriske Fremstillinger, af hvilke »Handbuch der
Gesch. des Mittelalters« (1830) og »Lehrbuch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
