Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - leoniske Varer - Leonister - Leonit - Leonora Christina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sølv og Kobber, og som oftest uden videre
kaldes Guld- ell. Sølvtraad; uægte Guldtraad ell.
cementeret Guldtraad, en Kobbertraad, som ved
Zinkdamp er blevet forvandlet til Messing paa
Overfladen, ell. som er svagt forgyldt; man har
ogsaa forsølvet Jerntraad og forgyldt ell.
forsølvet Nikkeltraad. Industrien har gjort store
Fremskridt ved Anvendelse af Maskiner og af
galvanisk Forgyldning ell. Forsølvning.
(F. W.). Carl J.
Leonister, se Valdensere.
Leonit, et farveløst saltagtigt Mineral af
Sammensætning K2SO4,MgSO4,4H2O, der findes
et Par Steder i de nordtyske Kalilejer.
O. B. B.
Leonora Christina, f. 8. Juli 1621, d. 16.
Marts 1698, Datter af Kong Christian IV og
Kirstine Munk. Indtil sit 6. Aar blev hun
opdraget hos Mormoderen Ellen Marsvin og opholdt
sig derefter et
Par Aar i
Nederlandene
hos Kongens
Søsterdatter.
Efter
Fredsslutningen i
Lybeck 1629
kom hun
hjem, men
Forholdene i
Hjemmet var
da alt andet
end gode;
Kirstine Munk
var kommen
i et meget
spændt
Forhold til
Kongen og forlod
i Begyndelsen af 1630 Hoffet for
bestandig. Christian IV maatte nu selv lede
Børnenes Opdragelse, og den begavede L. C.
blev snart Genstand for hans særlige Omhu.
Hun lignede Faderen i mange Henseender,
ikke alene ved sin kraftige, selvstændige
Karakter og sit hensynsløse Mod, men ogsaa ved
sin Videbegærlighed og Lærelyst. Allerede 1630
blev hun forlovet og 1636, kun lidt over 15 Aar
gl. gift med den 15 Aar ældre Korfits Ulfeld.
Dette Ægteskab blev i Modsætning til hendes
Søstres særdeles lykkeligt, hvad Samlivet
mellem Ægtefællerne angik; L. C. nærede altid
stor Kærlighed til sin Mand og fulgte ham
trofast baade i Medgangens og Modgangens Dage.
I de første Aar var alt lutter Solskin. Korfits
Ulfeld var kort efter Brylluppet bleven
Rigsraad og 1643 Rigshofmester og dermed Rigets
første Embedsmand. L. C. indtog i disse Aar
den mest fremtrædende Stilling ved Faderens
Hof ikke alene i Kraft af sin Fødsel og
Mandens Stilling, men ogsaa ved sine fremragende
Aandsevner og sin fine Dannelse; hun var ikke
alene godt hjemme i de store Kultursprog,
men havde ogsaa en udviklet Sans for Poesi
og Kunst og forstod at optræde med fin
Anstand i det selskabelige Liv. De lykkelige Aar
varede dog ikke ret længe ved; allerede i
Christian IV’s sidste Aar kom det til stærke
Rivninger mellem ham og Ulfeld, og L. C.
havde tit en vanskelig Stilling; dog synes det,
at hun, skønt hun ofte tog stærkt Parti for
Manden, alligevel har forstaaet at bevare
Faderens Kærlighed lige til hans Død. Langt
vanskeligere blev Forholdene for Ægteparret under
den ny Konge. Frederik III saa ganske
naturligt med alt andet end velvillige Øjne paa den
Mand, der havde været Hovedmanden for at
binde hans Hænder saa stærkt, og hertil kom
desuden, at der snart opstod et meget
fjendtligt Forhold mellem L. C. og Dronning Sofie
Amalie. L. C., der havde høje Tanker om sin
Byrd og sit personlige Værd, kunde vanskelig
finde sig i at staa under Dronningen og nu
indtage en mere tilbagetrukken Stilling, hvor hun
tidligere havde været den første; hun optraadte
fl. Gange paa en ret udfordrende Maade over
for Sofie Amalie, og denne, der var mindst
lige saa stolt og lidenskabelig som L. C.,
nærede fra den Tid af et brændende Had til
hende. Allerede tidlig var Frederik III betænkt
paa at knække Rigshofmesterens Magt, og
dennes i mange Henseender uredelige
Embedsførelse afgav Angrebspunkter nok. Der blev
beordret en Undersøgelse af denne, der i
Forening med Processen mod Dina Vinhovers for
hendes falske Beskyldninger mod Ulfeld og L.
C. for at have villet forgive Kongen tydelig
viste, hvilke Følelser Kongen og Dronningen
nærede over for Ægteparret Ulfeld. Ulfeld, der
saa, at han ikke kunde forsvare sin
Embedsførelse, besluttede da at flygte og forlod med
Hustru og Børn 14. Juli 1651 Kbhvn.
Han vendte sig til Danmarks gl. Fjende
Sverige, hvor han og L. C. fandt en gunstig
Modtagelse, og hvor hans Færd snart blev ligefrem
landsforræderisk. Er der saaledes ingen Tvivl
om hans Skyld, stiller det sig noget mere
tvivlsomt m. H. t. L. C. Kilderne til Oplysning af
hendes Stilling i disse Aar er meget
mangelfulde, og der kan derfor ikke siges noget
bestemt om, hvorvidt hun har været medskyldig,
ell. i alt Fald medvidende, i Ulfeld’s Planer
ell. ej. Samtiden tillagde hende dog en stor
Indflydelse paa Manden, og hendes Udtalelser
i Anledning af Roskilde-Freden var alt andet
end passende i en dansk Kongedatters Mund.
Da Ulfeld 1656 søgte en Udsoning med
Frederik III, rejste L. C. paa hans Vegne til
Danmark for at forsøge en personlig Henvendelse
til Kongen; hun kom dog ikke længere end til
Korsør, hvor hun blev vist tilbage, og paa
Tilbagevejen var hun nær bleven tagen til Fange,
da Frederik III havde givet Ordre til at
arrestere hende for at faa fat i nogle Papirer, hun
førte med sig. Da Ulfeld Aaret efter fulgte Karl
Gustaf til Danmark, vidste L. C. ikke noget
af det, men fulgte dog efter, saa snart hun
erfarede det, og ledsagede den sv. Hær til
Frederiksodde. Under den sidste Del af Felttoget
opholdt hun sig paa Fyn, medens Ulfeld fulgte
med til Sjælland og ledede
Fredsforhandlingerne fra sv. Side. Freden i Roskilde
tilbagegav Ulfeld hans Godser i Danmark og L. C.
hendes tidligere Titel af Grevinde til Slesvig
og Holsten, ligesom de uhindret skulde have
Lov til at bo i Danmark. Denne sidste
 |
| Leonora Christina. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
