- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
686

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leopold (Hertuger af Østerrig) - Leopold, Karl Gustaf - Leopold, Maximilian Joseph Maria Arnulf

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Broder Frederik den Smukke førte mod Ludvig
af Bayern om Kejserværdigheden. — L. III
(1351—86), foreg.’s Brodersøn, fik 1379 en
Deling gennemført af de østerr. Arvelande,
saaledes at Steiermark, Kärnten, Krain og Tyrol
tilfaldt ham. Hertil knyttedes 1383 desuden
Triest. Hans krigerske Lyster drev ham til et
Tog imod Schweiz; men hans Hær led et
ynkeligt Nederlag ved Sempach, og han faldt selv
i Slaget.
E. E.

Leopold, Karl Gustaf (1809 adlet af L.),
sv. Digter, f. 23. Novbr 1756 i Sthlm, d. 9.
Novbr 1829 smst. L. var Søn af en
Toldkontrolør og kom i Barneaarene til Provinsen
(Norrköping, Söderköping, Linköping) og
herfra som 17 Aar gl Student til Upsala. L. var
baade et lyst Hoved og en flittig ung Mand, der
snart røbede stor Belæsthed i de »skønne«
Videnskaber og var hjemme i lige Grad i
klassiske Autores og filos. Forf. L. samlede første
Gang større Opmærksomhed om sit Navn ved
en »Ode med anledning af kronprinsens
födelse« (1778), der dog blev mødt med en streng
Kritik af Sveriges første Smagsdommer
Kellgren, som i nogle Aar bragte L. til at tie.
Imidlertid stod de to Mænd hinanden nærmere,
end maaske nogen af dem tænkte. L. var i
Virkeligheden opdraget i samme poetiske Skole
som Kellgren, hvad han viste ved de
Smaaarbejder, han — hjemvendt fra et Studieophold
i Greifswald — henimod 1780’ernes Midte
offentliggjorde. Særlig Opsigt vakte hans fire
»Erotiska Oden«, Studier efter Catul og andre
antikke erotiske Sangere i fr. Smag, elegant
og formfuldendt Rokoko-Poesi. Posten som den
æstetiserende Gustaf III’s litterære Adjutant,
den Kellgren havde forsmaaet, var ledig;
formaaende Beskyttere fik stukket L. herind, og
det varede ikke længe, inden den smidige og
ikke saa uafhængighedslystne L. blev Kongens
fortrolige og intime litterære Ven. Mest kendt
er det »Skaldebref«, som L. tilegnede sin kgl.
Mæcen; i en Blanding af Alvor og Skæmt
prises Kongens Sejrsvindinger i formfuldendte
Strofer. Med Kongens Død var L.’s Stilling som
poetisk Hofmand forbi, men derfor var hans
Anseelse paa det sv. Parnas ingenlunde i
Dalen. Tværtimod maa det siges, at L. kommer
til at staa som den typiske og mest alsidige
Repræsentant for Oplysningstidens Poesi i
Sverige. Han har mange Strenge paa sin Lyre.
Efter Ungdomsaarenes lettere Poesier kaster
han sig med Forkærlighed over Læredigtet og
betegner det Højdepunkt, hvortil denne Art
Digtning kan hæve sig. Hans Læredigte (f. Eks.
»Predikaren«, »Försynen«) er tørre, men i
formel Henseende ypperlige. De prædiker en
beskeden og vemodig Filosofi. Livets Intethed
ligger klar for os, men et beskedent Maal af
Lykke kan hvert Menneske skabe sig; det
gælder at huske paa, at Mennesket ikke er
Tingenes Midtpunkt, men at alting er relativt.
Denne Resignationsfilosofi er ogsaa karakteristisk
for L. som Prosaist. 1792 begyndte han at
udgive et Blad »Extraposten«, og her fik han
rigelig Lejlighed til at tale den »fornuftige«
Poesis Sag over for Folk som Thorild og
hans Tilhængere, der med Foragt saa ned paa
den nøgterne L., og hvis »Sturm und Drang«
til Gengæld var denne inderlig imod. Her tog
han ogsaa Ordet for Religionsfrihed og skrev i
Oplysningstidens Aand om Fornuft og
Udødelighed, smaa Essays, som han senere
omformede til større filos. Afh., f. Eks. »Ideer till en
populär filosofi öfver Gud och odödligheten« (i
Saml. Skr III). »Extraposten« huser ogsaa en
meget betydelig Del af L.’s Digte, baade
Refleksionsdigte (som »Religionen«, »Vänskapen«,
»Förtjänesten«) og enkelte Satirer (som
»Byxorna«, »Mina nya rum«) samt landlige Idyller
i Voss’ Stil (»Eglé og Annette«). L. er
overhovedet litterær Verdensmand: han kan alt,
hvad han giver sig i Kast med, han virker
altid behageligt og underholdende, men han
betager aldrig. Da »Extraposten« efter 3 Aars
Forløb gik ind, brugte L. særlig Georg
Adlersparre’s Tidsskrift »Läsning i blandade ämner«
(1797—1801) som Livorgan. 1800—02 udgav han
3 Bd »Saml. Skrifter«, Digt og Prosa mellem
hinanden, der bragte ham baade Ære og
Fordel. Thi paa dette Tidspunkt ansaas L.
almindeligvis for Sveriges betydeligste Digter.
Hans to Tragedier »Oden ell. Asarnes
Utvandring« og »Virginia«, udprægede Børn af
Frankrigs pseudoklassiske Muse, skattedes af
Samtiden som det ypperste i sv. Dramatik. Det
var L.’s Held, at han helt igennem — baade
som Digter og Moralfilosof — faldt i Traad
med sin Samtids Livsanskuelse. L. holdtes
ogsaa for at være Tidens første Stilist. Det sv.
Akademi benyttede hans Pen og Arbejde for
Gennemførelsen af en forbedret Retskrivning
(»Akademiens stafningslära«, 1801). Han blev
Medlem af Kanslistyrelsen og deltog kraftig i
Arbejdet for at skaffe Sverige en tidssvarende
Trykkefrihedsordning. L. var i det hele en
frisindet Mand, og han nød stor Agtelse fra alle
Kanter, undtagen hos de unge Romantikere
(»Fosforisterne«), der væltede al deres Uvilje
mod den svundne Tid, mod det regelrette, mod
den akademiske Smag over paa L.,
hovedsagelig vel fordi han var den længstlevende af
den gamle Skoles Mænd. Da L. som gammel
ramtes af den tunge Skæbne at miste sit Syn,
blev han, »De skønne Videnskabers Patriark«,
sammenlignet med den blinde Sanger
»Teiresias«. Og det føltes, som en Tidsalder sank i
Graven, da han lukkede sine Øjne. En
fuldstændig Udgave af hans »Samlede Skrifter«
udkom 1818—31. (Litt.: »Sv. Akad. Handl.«,
XXXV).
J. Cl.

Leopold, Maximilian Joseph Maria
Arnulf
, Prins af Bayern, Generalfeltmarskal,
f. 1846, anden Søn af Prinsregent Luitpold.
Han traadte ind i Hæren 1861, gjorde
Tjeneste i de forsk. Vaaben og kæmpede saavel i
Krigen 1866 som 1870—71. L. blev 1887 »General
der Kavallerie« og Chef for 1. bayerske
Armékorps og virkede fra 1892 til 1913 som
Generalinspektør for 4. Arméinspektion. Prinsen, der
1905 var bleven Generalfeltmarskal, deltog i
Verdenskrigen paa Østfronten, hvor han fra
1916 havde Overkommandoen over de samlede
Tropper (Oberbefehlshaber Ost). Han blev 1873
formælet med Erkehertuginde Gisela, en
Datter af Kejser Frants Joseph.
E. C.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0701.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free