Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lépine, Stanislaus Victor Edouard - Lepiota - Le Play, Frédéric - Le Poittevin, Edmond Modeste Eugène - Lepontier - Lepontinske Alper - Leporello - Leporidæ - Lepothrix - Lepra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Maanelys«, »Seine set fra Jena-Broen« (1867),
»Gade i Caen i Snevejr« (1876), »Pariser-Quai«
m. m. Til Luxembourg-Mus. kom Le marché
aux pommes. L. vandt 1889 Guldmedaille paa
Udstillingen i Paris.
A. Hk.
Lepiota, se Parasolsvamp.
Le Play [lö-’plæ], Frédéric, fr.
Socialøkonom, f. 11. Apr. 1806, d. 5. Apr. 1882. L.
blev Grubeingeniør, genere Prof. ved École des
mines og endelig Generalinspektør for de fr.
Bjergværker. I sine senere Aar var han Senator
og Medlem af Conseil d’État. For at studere
sociale Forhold berejste han 1829—53 hvert
Aar indtil 6 Maaneder ad Gangen de fleste af
Europas Lande. I Les Ouvriers européens
(1855) forelagde han 36
Husholdningsregnskaber med nøje Beskrivelse af Familier paa forsk.
økonomiske Udviklingstrin. Af andre Værker
kan nævnes: Les Ouvriers des deux mondes
(fra 1856), samt La réforme sociale en France
(1864). Hans sociale Teorier findes navnlig i
L’organisation du travail (1870). Hans
Samfundsopfattelse er stærkt præget af hans
religiøse Grundsyn. Ud fra dette vil han opnaa
en Socialreform ved at styrke Familie- og
Autoritetsfølelsen, ved at fremme Selvhjælpen
gennem Sammenslutninger og ved Arbejdsgivernes
Omsorg for deres Arbejdere. L.’s Ideer fik en
lang Tid ikke ringe Udbredelse i Frankrig.
Deres Tilhængere har sluttet sig sammen i det
af L. grundlagte Société d’économie sociale
(stiftet 1856), som fortsætter Indsamlingen og
Udgivelsen af Husholdningsregnskaber.
Foreningen har sit Organ i La Réforme sociale
(1881 ff.).
Sv. N.
Le Poittevin [lö-pwa’tvæ] (Poidevin),
Edmond Modeste Eugène, fr. Maler
og Kobberstikker, f. 31. Juli 1806 i Paris, d. 6.
Aug. 1870 i Auteuil. Han udlærtes paa École
des beaux-arts under Hersent. Hans
Genrebilleder af Fisker- og Sømandslivet slog hurtig
an. Under stadige Rejser samlede han højst
livfuldt Stof til sin alsidige Kunst: Genre,
Landskab og Krigsliv. Fantasien i Sujetvalget,
tiltalende malerisk Teknik og Evne til at gøre
Figurerne levende sikrede hans Kunst
betydelig Popularitet, ogsaa uden for hans
Fædreland. »Skibet Vengeurs Undergang« kom til
Luxembourg-Samlingen, »De Skibbrudne« til
Amiens, »Strandscene efter en Storm« (1834)
til Nantes, 3 Slagbilleder til Versailles o. s. fr.
Til Tyskland, af hvis Berlin-Akademi han var
Medlem, kom »Achilleus’ Opdragelse«
(Ravené-Gal. i Berlin), »Vraget reddes« (Leipzig), »A.
Brouwer maler et Værtshusskilt« (1843,
München), til Mus. i South Kensington »Kyst ved
Havre«.
A. Hk.
Lepontier, et keltisk Oldtidsfolk i Rhætien.
Iflg. Cæsar boede de ved Rhinens Kilder, men
vistnok ogsaa en Del sydligere i det nuv.
Kanton Tessin. Deres Hovedstad var Oscela, nu
vistnok Domo d’Ossola.
H. H. R.
Lepontinske Alper, se Alperne, S. 567.
Leporello [lepo’ræl.o], Diminutivform af det
ital. lepre, Hare, hedder Don Juan’s Tjener
i Mozart’s berømte Opera til Da Ponte’s Tekst;
Navnet betegner en fremtrædende Side af hans
Karakter, idet Mod just ikke udmærker ham.
Maaske Forf. tillige vil hentyde til lepore,
Vittighed. Ligesom hans Herres Navn er
Tjenerens blevet typisk, nemlig om den, der gør
sig til Haandlanger for en Forfører; og man
taler ogsaa om en »L.-Liste« i Lighed med den
over de af Don Juan besnærede Kvinder, den,
som L. med kynisk Ironi præsenterer den
fortvivlede Elvira i en af Operaens Scener. —
Et »L.-Album« indeholder Billeder anbragte
paa en lang Papirstrimmel til at udfolde,
ligesom hans Liste.
E. G.
Leporidæ, d. s. s. Hareagtige Gnavere.
Lepothrix (gr.) kaldes en Sygdom, hvorved
Haarene, især i Armhulerne, bliver glansløse,
ujævne og besatte med smaa sandkornlignende
ell. ringformede Aflejringer, bestaaende af en
i Slim indlejret Bakterie. Behandling: alm.
Renlighed og et antiseptisk Pudder.
C. Rch.
Lepra, som ogsaa kaldes Elephantiasis
Græcorum i Modsætning til Elephantiasis
Arabum, paa Dansk Spedalskhed, er en
kronisk Infektionssygdom, som iflg. sin Natur og
Udvikling staar Tuberkulosen og Syfilis
nærmest og med disse danner en Triade af vore
farligste og alvorligste Folkesygdomme. Den
synes at have været kendt overalt og fra de
ældste Tider. I hele Middelalderen var den
endemisk og stærkt udbredt over hele Europa
og synes at have naaet sin største Udbredning
paa Korstogenes Tid. Der blev da grebet til
energiske Forholdsregler mod denne
Landeplage, som væsentlig bestod i Oprettelsen af
talrige Stiftelser ell. Hospitaler — hvoraf det
danske Navn — der sædvanligvis bar Navn
efter Skt Jørgen, og hvis Tal ogsaa i Danmark
var betydeligt. De laa i Reglen isolerede uden
for Byerne. De Spedalske var udelukkede fra
alt Samkvem med de Sunde, bar en særegen
Dragt og maatte ved Skralder e. l.
Instrumenter gøre opmærksom paa deres Nærværelse,
naar de færdedes mellem andre, væsentlig for
at tigge. I øvrigt betragtedes de i alle Forhold
som urene og som borgerlig døde, kunde ikke
indgaa Ægteskab, og Kønnene maatte leve
adskilte. Alle disse strenge og til Dels barbariske
Bestemmelser, der hovedsagelig byggedes paa
Erkendelsen af Sygdommens Smitsomhed og
Arvelighed, førte imidlertid til det forønskede
Resultat: Sygdommen indskrænkedes og
forsvandt mere og mere, i alt Fald i de mere
civiliserede Egne af Vest- og Mellemeuropa, og
var her, ogsaa i Danmark, fuldstændig
forsvundet som Folkesygdom med Slutn. af 16.
Aarh. Derimod holdt Sygdommen sig lige til
Nutiden i Østeuropa, ved Middelhavskysterne
og i Norden særlig i Norge og Island; endnu i
Midten af 19. Aarh. fandtes i Norge over 2000
Spedalske, især paa Vestkysten, et Tal, som
imidlertid ved de senere Tiders isolerende og
hygiejniske Foranstaltninger er bragt ned til
nogle, faa Hundreder og antagelig i en nær
Fremtid helt vil forsvinde.
Selv om saaledes Sygdommen var ganske
godt kendt og opfattet i Middelalderen, er dens
mere stringente, videnskabelige Studium af
forholdsvis ny Dato; det var især de to norske
Læger Boeck i Kria og Danielssen i Bergen,
som i 19. Aarh.’s Midte ved banebrydende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
