Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lessing, Gotthold Ephraim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Die Juden«, »Der Freigeist« (1749), »Der
Schatz« (1750) og det aldrig fuldendte
Sørgespil »Samuel Henzi«. 1749 grundlagde Mylius
og L. i Forening et Tidsskrift »Beiträge zur
Historie und Aufnahme des Theaters«, og skønt
dette snart efter gik ind p. Gr. a.
Uoverensstemmelse imellem Udgiverne, var dog
Publikum blevet opmærksomt paa L., og 1751 blev
det ham overdraget at redigere Feuilletonen i
»Berliner Zeitung«. Indtil 1755 arbejdede L.
ved dette Blad og forøgede dets Anseelse ved
sine fængslende Kritikker; hvert Numer blev
imødeset med Spænding, da den unge
Forfatters Kritik var uden konventionelle Hensyn.
1751 udgav L. sine første Digte »Lyrische
Kleinigkeiten«, som fik en velvillig Modtagelse. Om
Vinteren s. A. rejste han efter sin Faders
Ønske til Wittenberg, hvor han erhvervede sig
Titelen Magister Artium (1752). Da han her
mødte den samme ortodokse Intolerance som
i Berlin og fandt, at mange hæderlige Teologer
o. a. Videnskabsmænd blev angrebne ud fra
ensidige ortodokse Standpunkter, forsvarede
han dem i Breve og Afhandlinger, som han
kaldte »Rettungen«; dog udkom disse først
senere (1753 og 1754). Han fordybede sig ogsaa
i den antikke Digtning og forfattede
Epigrammer i Martial’s Manér. De efter hans Mening
uberettigede Angreb paa Horats imødegik han
i »Rettungen des Horaz« (fuldendt 1754). I
Novbr vendte L. tilbage til Berlin og til
»Berliner Zeitung«. Han gjorde her Bekendtskab
med den unge litterært anlagte Boghandler Fr.
Nicolai og den senere saa berømte jødiske
Filosof Moses Mendelssohn, udgav ved den førstes
Hjælp de første Hefter af »Theatralische
Bibliothek« og skrev i Forening med den unge
Filosof Afhandlingen »Pope, ein Metaphysiker«
samt udgav de første 6 Bd »Schriften«
(1753—55), som indeholdt hans Ungdomsdramaer og
bl. a. ogsaa de ovenn. »Rettungen des Horaz«.
En skarp Kritik af Pastor Lange’s
Oversættelse af Horats’ Oder fremkaldte en
Pennefejde, af hvilken L. fremgik som absolut
Sejrherre ved sin knusende Duplik »Vademecum
für den Hrn. Samuel Gotthold Lange, Pastor
in Laublingen« (1754). Som Dramatiker
bekendte han nu pludselig Kulør (1755) med det
borgerlige Sørgespil i Prosa »Miss Sara
Sampson«, efter de eng. dram. Principper, en formel
Krigserklæring til Gottschedianerne og
Franskmændene. Det Ackermann’ske
Skuespillerselskab, Neuber’s Arvtager, var p. Gr. a.
manglende Tilslutning i Berlin, især fra Hoffets Side,
rejst til Frankfurt a. d. O., og L. tog dertil for at
faa sit ny Stykke opført. Med de taknemlige
Opgaver, det stillede Skuespillerne, var det
intet Under, at der vandtes en Sejr. Aaret efter
fik L. Tilbud om at ledsage en ung Rigmand,
Hr. Winkler i Leipzig, paa en Rejse gennem
Europa til Italien. For at forberede sig til
denne Rejse tog L. til Dresden og studerede
ivrig Byens Kunstskatte. Her traf han ogsaa
efter 8 Aars Adskillelse sine Forældre igen og
forsonede sig med dem. Rejsen paabegyndtes
1756, men p. Gr. a. Krigsbegivenhederne
opgav Winkler at tage videre og rejste tilbage
til Leipzig, uden at give L. nogen Erstatning
for hans spildte Tid. Hans Stilling var derfor
i Øjeblikket meget vanskelig, og han maatte
atter til at tjene det daglige Brød ved
Oversættelser, Kritik og andet tilfældigt litterært
Arbejde. Hans Trøst i denne Modgang var
Bekendtskabet med Major Ewald v. Kleist, som
hurtig modnedes til et Venskab, der først brast
3 Aar efter ved Kleist’s Død i Slaget ved
Kunersdorf. Trods det daglige Slid fandt L. dog
Kraft og Lyst til ikke alene at virke teoretisk
for Scenen, men ogsaa at forme et Sørgespil,
bygget over den bekendte rom. tragiske Figur
»Virginia«, senere omdøbt til »Emilia Galotti«
og omarbejdet i moderne Aand. Imidlertid blev
Opholdet i Leipzig ubehageligt for L., der som
Idealist og Verdensborger ikke vilde skjule sin
Begejstring for Preusserkongen. Han flyttede
igen til Berlin (1758), hvor han sammen med
sin Ven Ramler udgav Schlesieren Logau’s
»Sinngedichte« og Aaret efter sine »Fabeln«
med en Afh. om Fabelens Natur i Modsætning
til det episke Digt og Dramaet. Samtidig søgte
han at praktisere sine Teorier ved enakts
Dramaet »Philotas«.
Igennem Major v. Kleist havde L. gjort
Bekendtskab med General Tauenzien. Guvernør i
Breslau, og han fik 1760 et Tilbud fra denne
om at komme dertil som
Guvernementssekretær. Han modtog Tilbudet, træt som han var
af Berlin i Ønsket om Luftforandring og
Virksomhed. Han holdt sig ikke tilbage fra det
flotte Militærliv, men samledes jævnlig om
Aftenen med Officererne i lystigt Lag. Sin gode
finansielle Situation benyttede han til at
anskaffe sig et stort Bibliotek, vistnok den eneste
Skat, han hjembragte fra Breslau. Heller ikke
glemte L. sit egl. Kald. Han fandt Tid til her
at skrive to af sine ypperste Arbejder, det
berømte Soldaterskuespil »Minna von Barnhelm«
og den æstetiske Afhandling »Laokoon, oder
über die Grenzen der Malerei und Poesie«.
Meget af hans Tid gik dog til Spilde paa
Rejser med hans Chef, dels til Lejren, dels til
Krigsskuepladsen. 1764 blev han farlig syg og
følte efter sin Helbredelse saa stor Trang til
igen at blive en fri Mand, at han afslog alle
Generalens Tilbud om at skaffe ham
Statsansættelse. 1765 tog han definitivt sin Afsked
og rejste over sin Fødeby tilbage til Berlin,
hvor han havde Udsigt til ved sin Velynders
Anbefaling at blive kgl. Bibliotekar. Men »den
store Konge« valgte efter Voltaire’s Raad en
udpræget Ignorant, den fr. Munk Pernety, blot
for — som han selv sagde — at blive fri for
»den tyske Pedant«. L. var saaledes atter en
fri Mand i Ordets egentligste Bet. og maatte
atter leve af sin Pen. Han havde den Glæde,
at 1. Del af »Laokoon« blev modtaget med
Beundring: og Bifald af den yngre Generation,
deriblandt Wieland, Herder og Goethe, ja selv
den berømte Kunsthistoriker Winckelmann
udtalte sin uskrømtede Paaskønnelse, skønt
Værkets Teorier ikke stemmede med hans egne
Anskuelser. I den udkomne Del forsøger L. at
gøre Rede for Billedhugger- og Digtekunstens
forsk. Midler og Grænser, og han vilde have
gennemført Undersøgelsen for alle Kunstarters
Vedk., men denne Tanke blev aldrig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
