Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Letterstedt'ske Forening - lette Tropper - lettisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans efterladte Formue henved 306000 Kr
skulde udbetales til det sv. Videnskabernes
Akademi, og at denne Sum skulde danne den
økonomiske Grundvold for et Selskab, lydende
Navnet den L. F., for Industri, Videnskab og
Kunst. Denne Forening, hvis Grundregler er
daterede 31. Decbr 1873, har til Formaal »at
fremme Fællesskabet mellem de 3
skandinaviske Riger i Henseende til Industri, Videnskab
og Kunst samt at berede Næringsfliden saavel
som Videnskabens og Kunstens Udvikling inden
for disse Lande Opmuntring og Støtte«. En Del
af Foreningens Rentemidler lægges til
Kapitalen, indtil denne har naaet en vis Størrelse.
Den tilbageværende Del af Renten anvendes
hovedsagelig til Dækning af Omkostningerne ved
Udgivelsen af »Nordisk tidskrift for vetenskap,
konst och industri«, hvilket begyndte at
udkomme 1878, endvidere til Understøttelse af
Videnskabsmænd, Kunstnere og Industridrivende i
Sverige, Norge og Danmark. For alle Arter af
Foreningens Virksomhed gælder, at religiøse
og politiske Emner skal betragtes som liggende
uden for dens Omraade.
(A. B. B.). A. M. D.
lette Tropper, se Infanteri og
Rytteri.
lettisk Sprog og Litteratur. Sammen med
Litauisk og det uddøde Preussisk udgør Lettisk
en egen Sprogklasse, den baltiske, inden for
den indoeuropæiske Sprogæt (jfr Letter).
Fra Litauisk skilles Lettisk ved en skarp
Sproggrænse som den mellem Dansk og Tysk; der
findes vel Tilnærmelser mellem
Grænsedialekterne, men ingen jævn, umærkelig Overgang,
som f. Eks. mellem Dansk og Svensk.
Hoveddialekterne er: 1) egl. Lettisk ell. Midtlettisk
i Lifland og den større Del af Kurland (særlig
Landskabet Semgallen); 2) Nordvestkurisk ell.
Tamisk, paa begge Sider af Floden Windaus
nedre Løb; 3) Høj- ell. Overlettisk i det
tidligere Guv. Witebsk og i mindre, tilgrænsende
Dele af Lifland og Kurland. Paa den første af
disse Dialekter grunder sig det alm. Skrift- og
Kirkesprog for alle protestantiske Letter, med
en traditionel Retskrivning, der nærmest
efterligner den tyske (f. Eks. sch; z = ts; h som
Tegn for Vokallængde o. l.). En mere rationel
Retskrivning er til videnskabelig Brug forsøgt
indført af Bielenstein; i Praksis er man i nyere
Tid gaaet en lidt anden Vej i Tilknytning til
litauisk og slavisk Retskrivning. Derimod
bruger de kat. Letter i SØ. deres egen højlettiske
Dialekt som Skriftsprog med polsk Ortografi.
— Sammenlignet med Litauisk staar Lettisk
ikke meget tilbage i Formrigdom, men er i
lydlig Henseende i det hele noget mere afslebet
og mindre opr. Saaledes er Litauernes
ældgamle fri Accent (med forsk. Kvaliteter) her
afløst af en fast Betoning paa Ordets første
Stavelse, dog med forsk. Tonekvaliteter,
derimellem ganske samme »Stød« som paa Dansk,
f. Eks. galwa, Hoved, betonet som paa Dansk
Kalven, kalwa, Høj, som paa Dansk Kalve;
sahls, Salt, som paa Dansk Sal, bahls, bleg,
som paa Dansk Sale. Bl. andre karakteristiske
Forhold kan nævnes Forandringen af opr. k
og g foran e og i og j til forsk. Hvislelyd, som
lahzis, Bjørn, Gen. lahtscha = lit. lokys, Gen.
lokio. — Den lettiske Litteratur ejer, som
man kan vente efter Folkets Fattigdom paa
hist. Oplevelser, ingen gl Heltedigtning, men
derimod en rig Lyrik — Elskovs-, Bryllups-,
Klagesange — og desuden talrige Sagn og
Gaader (Bielenstein, »1000 lett. Rätsel«,
Mitau 1881). Folkeviserne, hvoraf der er samlet
c. 40000, foredroges under Ledsagelse af en
smuk og ejendommelig Musik, der udførtes paa
landlige Instrumenter, Kohorn, Fløjter,
Skalmejer og Sækkepiber. Nu er Folkevisesangen
her som i de fleste protestantiske Egne ved at
dø bort sammen med de andre Skikke og
Nationaldragterne; i nyere Tid plejes den dog af
talrige Sangforeninger. Samlinger af lettisk
Folkepoesi er udgivne af det lettiske litterære
Selskab i Mitau (stiftet 1824) (ved Bielenstein
1874 ff.), Sprogis (1808),
Treuland-Brihwsemneeks (1873 ff.), Wolter (1890 ff.) o. a. En
skrevet Litt. faar Lettisk først efter Reformationen,
og den var indtil den nyere Tid væsentlig af
religiøst Indhold, som endnu næsten
udelukkende hos de kat. Letter. 1530 overs. de 10
Bud af Ramm; Luther’s lille Katekismus overs.
af Joh. Rivius (d. 1586). Den egl. Grundlægger
af den lettiske Skriftsprogslitteratur er G. Fr.
Stender (1714—96), en folkelig Forfatter, der
bidrog meget til at tildanne Sproget. Det første
dram. Arbejde var en Oversættelse af Holberg’s
»Jeppe paa Bjerget« (1790). Efterhaanden er
der kommet en ikke ringe Litt. af
Oversættelser og originale Arbejder i forsk. Retninger (jfr.
Napiersky, »Chronologischer Conspect der
lett. Litteratur 1507—1830«; Zimmermann,
»Geschichte der Litteratur der Letten« [1849]).
Den første Avis begyndte at udkomme 1822 i
Mitau; nu er der et stort Antal af Aviser og
adskillige Tidsskrifter paa Lettisk. Medens de
første Forfattere var Tyskere af Fødsel, er
Litteraturens Pleje nu for længst overtagen af
Folkets egne Sønner og er navnlig blevet
levende efter Letternes Frigørelse fra Rusland. Bl.
dem mærkes Jur. Alunan (d. 1864), M.
Kroghem (d. 1879) og af nulevende:
Epikeren Lauterbach (f. 1847), Novellisten
Kaudsit (f. 1848) og Fr.
Brihwsemneeks (f. 1846) o. a. Den sprogvidenskabelige
Litteratur begynder med G. Mancelius,
Lettus og Phraseologia lettica (Riga 1638).
Derefter Adolphi, »Erster Versuch einer
Anleitung zur lett. Spr.« (Mitau 1685), Stender,
»Lett. Grammatik« (Braunschweig 1761, 2. Udg.
Mitau 1783), A. Bielenstein, »Die lett.
Sprache nach ihren Lauten und Formen« (2
Bd, Berlin 1863—64, Hovedværk); samme,
»Lett. Grammatik« (Mitau 1863); samme, »Die
Elemente der l. Sprache« (Mitau 1866);
Bezzenberger, »Lett. Dialektstudien«
(Göttingen 1885); Endselin og Mühlenbach,
»Latweeschu gramatika« (Riga 1907).
Ordbøger haves af Stender, »Lett. Lexikon«
(Mitau 1789), Ulmann, »Lett.-deutsches
Wörterbuch« (Riga 1872); samme og Brasche,
»Deutsch-lett. Wörterbuch« (smst. 1880).
Vigtige sprogvidenskabelige Afhandlinger findes i
»Magazin d. lett. liter. Gesellschaft«. Vilh.
Thomsen, »Berøringer mellem de finske og
de balt. Sprog« [Kbhvn 1890]).
Vilh. T. og G. S-e.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
