Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leucin - Leucippus - Leuciscus - Leucit - Leucitbasalt - Leucitit - Leucitoeder - Leucitofyr - Leucitporfyr - Leucittefrit - Leucittefrittuf - Leucitter - Leuckart, Rudolf - Leucobryum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Isovalerianesyrens Aldehyd syntetisk fremstillet
et racemisk L.; dette er at opfatte som en
Aminokapronsyre, (CH3)2 . CH . CH2 . CH .
(NH2) . COOH, der af visse Skimmelsvampe
spaltes under Dannelse af det
venstredrejende L.
R. K.
Leucippus [læ^u-], d. s. s. Leukippos.
Leuciscus [læ^u-], se Skalle.
Leucit [læ^u-] (Amfigen), et Mineral, der
er en væsentlig Bestanddel i Vesuvlavaerne,
men ogsaa findes i mikroskopisk synlige
Krystaller, i Basalter og Fonolitter. L. forekommer
for det meste i rundt om uddannede
Krystaller af regulær Form, næsten altid i
Ikositetraëdre, men den er i optisk Henseende anomal,
idet den bestaar af et System af
dobbeltbrydende Lameller. L. har en graaligblaahvid
Farve med Glasglans; dens Haardhed er 5,5
og Vægtfylde 2,5. Den kem. Sammensætning er
KAl(SiO3)2 med 21,5 % Kali, 23,5 % Lerjord og
55 Kiselsyre. I nyere Tid begynder man at
henvende sin Opmærksomhed paa leucitholdige
Bjergarter som Kilde til Udvinding af Kali, da
L. er det af alle bjergartdannende Mineraler,
der er rigest paa dette Stof og tilmed ret let
sønderdeleligt. Det vides dog ikke, om der
endnu noget Steds har udviklet sig nogen
større Industri af den Art.
O. B. B.
Leucitbasalt [læ^u-], se Leucitit.
Leucitit [læ^u-] og Leucitbasalt hører
til den anden Hovedgruppe af yngre
kiselsyrefattige Bjergarter (se Basalt). De bestaar
væsentlig af Leucit og Augit, hvortil slutter sig
Magnesiaglimmer ell. Hornblende, Nefelin og i
mange Varieteter Hauyn og Nosean. En Gruppe
fører ogsaa Olivin, og denne betegnes som
Leucitbasalt, medens den olivinfri
kaldes Leucitit. L.’s Struktur er meget
vekslende fra helt grovkornet med tydelig udskilte
graalige Leucit- og mørkegrønne
Augitkrystaller (Leucitporfyr ell. Leucitofyr) lige
til ganske tæt, saa Stenen er jævn sort. Den
kemiske Sammensætning er af Basalttypus med
Kiselsyre 49, Lerjord 19—20. Alkalier 10,
Jernoxyd 9 og Kalk 9. Udbredelsen er ikke saa vid
som de øvrige Basalter. L. findes i
Thüringerwald, Rhön og i Italiens yngre Vulkaners
Lavaer.
O. B. B.
Leucitoeder [læ^u-] er et ældre Navn for
den regulære Krystalform Ikositetraëder (se
Krystalform).
(A. G.). O. B. B.
Leucitofyr [’læ^u-], se Leucitit.
Leucitporfyr [læ^u-], se Leucitit.
Leucittefrit [læ^u-] er en Tefrit, hvis
Hovedmineraler er Leucit, Kalknatronfeldspat og
Augit; indeholdende Olivin kaldes den
Leucitbasanit. Disse to Bjergarter danner Vesuvs
Lavaer.
(A. G.). O. B. B.
Leucittefrittuf [læ^u-], se Tuf.
Leucitter [læ^u-], se Hvidkorn.
Leuckart [’lå^ykart], Rudolf, tysk Zoolog,
f. 7. Oktbr 1822 i Helmstädt, d. 6. Febr 1898
i Leipzig, studerede i Göttingen, hvor han kom
under stærk Paavirkning af Rud. Wagner,
Medicin og Naturvidenskab, og blev 1847
Privatdocent; 1850 blev han Prof. i Zoologi i Giessen,
og 1869 kaldtes han til Leipzig som Prof. i
Zoologi og Zootomi. I denne Stilling virkede
han til sin Død, omgivet af talrige Elever, der
kom, dels for at høre hans med Rette berømte
Forelæsninger, dels for i hans Laboratorium
og under hans Ledelse at uddanne sig til
selvstændige Forskere. L. har navnlig beskæftiget
sig med de hvirvelløse Dyrs Anatomi, som han
altid søgte at klarlægge ved et samtidigt
Studium af Dyrenes Livsforhold; han var en
fortræffelig Iagttager, og, hvad der navnlig maa
fremhæves, han forstod stedse gennem de
mange Detailler at naa frem til Hovedsagen —
til det almengyldige. Det sidste træder allerede
frem i et af hans allerførste Arbejder: »Über
die Morphologie und
Verwandschaftsverhältnisse der wirbellosen Thiere« (1848), i hvilket
han bl. a. paaviser, at Cuvier’s Gruppe
»Straaldyr« (Radiata) falder i to bestemt adskilte
Grupper: Echinodermer og Coelenterater; i den
sidste giver han samtidig Spongierne Plads. Et
andet vigtigt Fremskridt i systematisk
Henseende var Opstillingen inden for Protozooerne
af en særlig Klasse: Sporozoerne, under
hvilken Coccidierne hørte som en særlig Orden. En
hel Rk. af hans Afhandlinger grupperer sig om
de Fænomener, der betegnes som
Parthenogenese og Heterogoni; dette gælder saaledes
Studierne over Insektægget (1855), over
Parthenogenesen hos Insekterne (1858), over
Forplantningen hos Barklusene (1862), over de puppefødende
Flueformer (se Pupipara) (1865) og over
Bierne (1858). Særlig kendt er L. dog bleven
ved sine Arbejder over de dyriske Parasitter,
saasom Bændelorme og Tinter, Kradsere,
Rundorme, f. Eks. Trikinen, samt Ormemider;
det skyldes ikke mindst hans nøjagtige
Udredning af disse Dyrs indviklede Livsforhold, at
Kampen mod dem kan føres med Held i de
fleste Tilfælde, saaledes som over for Trikiner
og Bændelorme hos Mennesket og Husdyrene.
Hans Hovedværker paa dette Omraade er den
store Haandbog: »Die Parasiten des Menschen«
(1862—76; 2. Udg. — ukomplet — 1879—1903)
samt forsk. Specialafhandlinger saasom »Die
Blasenbandwürmer und ihre Entwicklung«
(1856), »Untersuchungen über Trichina
spiralis« (1860) m. m. Sluttelig kan nævnes, at L.
1848—83 i »Archiv für Naturgeschichte« udgav
sine meget benyttede, kritiske Referater
»Berichte über die Leistungen in der Naturgesch.
der niederen Thiere«, samt at en Samling
fortræffelige »Zoologische Wandtafeln zum
Gebrauch an Universitäten und Schulen« er
fremkommet paa hans Foranledning. (Litt.: O.
Taschenberg, »R. L.; Leopoldina«, XXXV,
1899).
R. H. S.
Leucobryum [læ^u-] Hmpe., Slægt af de
topfrugtede Bladmosser, med hvidlige ell.
blaagrønne, lancetformede, stive, ofte noget ensidig
krummede Blade, ordnede i fl. Rk. om den
mere ell. mindre grenede, oprette Stængel.
Bladnerven er meget bred og tyk og bestaar af
et Lag snævre, klorofylførende Celler, som paa
begge Sider af Bladet er indesluttede mellem
fl. Lag store, luftfyldte Celler med tynde,
perforerede Vægge. Frugten paa forlænget Børste,
aflang cylindrisk, ret ell. lidt krummet,
længdefuret, uden Spalteaabninger, med Laag, Hætte
og Peristom som hos Dicranum. L. omfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
