- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
764

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - liberal - Liberale da Verona - Liberalia - Liberalisme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Isabella, idet de sidste kaldte sig
»Fremskridtsmænd« (Progressister). Da de første
efterhaanden blev strengt konservative, opstod
1858 et Mellemparti, der kaldte sig »den
liberale Union« (indtil 1868); men under Alfons
XII blev L. igen Partinavn i Modsætning til
konservativ. Fra Spanien gik Navnet 1819 over
til Frankrig og brugtes om den frisindede
Opposition, hidtil kaldt Independenter,
overfor de klerikal-aristokratiske Ultraer og
det »doktrinære« Mellemparti. Belgien
havde allerede før 1830 et liberalt Parti, og
her har Navnet siden holdt sig som Modsætning
til det klerikale; omtr. 1880 delte det sig i det
gammelliberale og det radikale, og det
førstnævnte gik siden 1900 helt til Grunde. I
Nederlandene udgør det liberale Parti,
dannet omtr. 1840, Modsætning dels til det kat.,
dels til det »antirevolutionære«
(ultraprotestantiske).

England optog først Navnet i 1830’erne;
det omfattede da som Fællesnavn baade de
gl. aristokratiske, om end frisindede Whig’er,
de mere nymodens Reformers og den yderlige
Fløj Radical-Reformers, og dannede
Modsætningen til de »Konservative«, som Torierne
efter Valgreformen 1832 begyndte at kalde sig.
En lang Tid brugtes dog »Whig’er« jævnsides
med det ny Navn. og først i 1860’erne, da
Gladstone blev Partiets Leder, trængte Navnet L.
afgjort i Forgrunden. Da Partiet 1886
sprængtes ved Gladstone’s Forsøg paa at gennemføre
Irlands Selvstyre, tog det udtraadte Mindretal
Navn af »liberale Unionister« (ɔ: Tilhængere
af Unionen mellem Storbritannien og Irland).
I Tyskland blev Navnet allerede brugt kort
efter Frihedskrigen, men især efter 1830 om
dem, der ønskede fri Forfatninger. 1848
trængtes det til Side af »Demokraterne«, hvis Ønsker
gik langt videre; men i Preussen holdt der sig
dog et »gammelliberalt« Parti, hvortil 1861 kom
det mere yderlige »Fremskridtsparti«. Af
dette udskiltes efter Krigen 1866 det
»nationalliberale« Parti, der i en Rk. Aar (indtil 1878)
var tonegivende i Rigsdagen. Efter
Revolutionen 1918 kalder Partiet sig »det tyske
Folkeparti«. Lige siden Forfatningslivets Indførelse i
Østerrig 1861 var det liberale Parti tysk og
centralistisk i Modsætning til de slaviske
Nationalgruppers føderalistiske Ønsker, men
hævdede tillige Statsmagtens Ret over for den
klerikale Retning. I de andre europæiske Lande
(Portugal, Schweiz, Italien o. s. fr.) er de
frisindede Partier blevne betegnede dels med
særskilte Navne, dels som Venstre.

I Danmark kaldtes omtr. fra
Stændertidens Beg. alle Frihedsvenner L., men 1848
udskiltes »Bondevennerne« derfra som et eget
Parti. En halv Snes Aar senere begyndte man
at kalde Resten, der hidtil bar Navne som
»Centrum« og »Professorpartiet«, de
»Nationalliberale«, og dette Parti var det ledende lige
indtil 1864. Grundlovens Gennemsyn 1866, som
det kraftig understøttede, blev i Virkeligheden
ødelæggende for det, idet dets fleste yngre
Kræfter gik op i det da dannede »Mellemparti«;
og efter Folketingsvalgene 1876 samledes
Resterne af begge Grupper tillige med deres
tidligere Modstandere Godsejerne i det ny Højre.
Siden 1883 blev Ordet liberal særlig brugt om
de Højremænd, der optraadte mere ell. mindre
fjendtlig imod Ministeriet Estrup (Klein,
Monrad, C. V. Nyholm); en Del af dem gik
efterhaanden over til det egl. Venstre (C. Hage,
Oct. Hansen o. fl.).

I Norge er Ordet l. ikke brugt som noget
egl. Partinavn, derimod blev der i Sverige
1868, to Aar efter Rigsdagens Nyordning,
dannet et »Nyliberalt« Parti med udpræget
Fremskridtsprogram. Det holdt sig dog kun i faa
Aar; 1900 stiftedes derimod »liberala
samlingspartiet (se Sverige, »Historie«).
E. E.

Liberale da Verona (Liberale di
Jacomo
), Maler fra Verona af den venetianske
Skole, f. 1451 i Verona, d. smst. 1536. Han
virkede i Beg. som Miniaturmaler, som saadan
vist Elev af Stefano dai Libri, og illuminerede
pragtfuldt og fint Korbøger for Klosteret
Montoliveto i Siena samt for Kirkerne i Siena og
Chiusi. Senere vendte han tilbage til sin
Fødeby. Her malede han under Paavirkning fra
Bellini og Mantegna og med meget
omhyggelig Detailgennemførelse og skarp Tegning en
Del Freskoarbejder og Staffelibilleder, saaledes
Freskerne i S. Anastasia (»Christi Begravelse«),
»Kongernes Tilbedelse« i Domkirken, tre
Smaabilleder i Arcivescovado’s Kapel m. m. I
Brera-Galeriet i Milano ses en »S. Sebastian«, et
ganske lignende Billede (med godt udført Dagslys)
findes i Berlins Mus. I øvrigt findes Arbejder
af L. d. V. i adskillige ital. Samlinger m. m.
A. Hk.

Liberalia fejredes i Oldtiden i Rom 17.
Marts til Ære for Ceres, Liber og Libera. Den
faldt i Vinhøstens Tid og fejredes baade i Byen
selv og navnlig paa Landet med den største
Lystighed, saavel i den tidligere Oldtid som et
godt Stykke ind i den kristelige Tid. Dog synes
den aldrig at have udartet i den Grad som
Bacchanalia.
H. A. K.

Liberalisme (lat.) er Betegnelsen for en
Grundanskuelse, der fordrer Frihedskravets
systematiske Gennemførelse paa alle
Menneskelivets Omraader. Skønt man saaledes med Føje
kan tale baade om religiøs L., om etisk
L. o. s. v., hvorved stedse maa tænkes paa en
saadan Opfattelse, der har den individuelle
Frihed til Forudsætning ell. Maal, saa bliver dog
Ordet især brugt om en bestemt historisk
Partiretning paa Samfundslivets tvende
Hovedfelter, det politiske og det
socialøkonomiske. Til Begrebet L. knytter der
sig gerne rent uvilkaarlig Forestillinger om en
Række politiske og socialøkonomiske Reformer
og Samfundsændringer, hvorved ældre Tiders
Tvang og Tynge, Rammer og Regler afløstes
af Frihed til Fordel for det enkelte Individs
Selvbestemmelsestrang og Lyst til at leve sit
Liv efter eget Valg, Vilkaar og Tykke.

L. er saaledes i sit Væsen og Udspring, sit
Begreb og sin Begrundelse rent
individualistisk, er m. a. O. Individualismens
Samfundsprogram, dens politiske og
socialøkonomiske Principper ell. rettere sagt: Doktriner.
Udgangspunktet er det enkelte Individ,
løsrevet fra al Forbindelse med Fortid og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0779.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free