Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liebig, Justus v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bestemte Forsæt at ville være Kemiker; han blev
derfor Lærling paa Apoteket i Heppenheim;
Arbejdet her tiltalte ham imidlertid ikke, og
hans Principal følte sig ikke tiltalt af, at L.
eksperimenterede en Del paa egen Haand,
særlig med Fremstillingen og Undersøgelsen af
Knaldsølv; da disse Eksperimenter en Dag førte
til en heftig Eksplosion, fik L.’s farmaceutiske
Virksomhed dermed en brat Afslutning. Han
kom atter til sit Hjem, hvor han fortsatte sine
Forsøg, men ved Understøttelse fra Storhertug
Ludvig I blev han kort efter sat i Stand til at
besøge Univ. i Bonn, hvor Kastner dengang var
Prof.; ved Kastner’s Forflyttelse til Erlangen
fulgte L. med og fortsatte her Undersøgelserne
over Knaldsølv; Resultatet af disse
Undersøgelser offentliggjorde han som sit første Arbejde.
I Erlangen hørte L. tillige Schelling’s
Forelæsninger over Metafysik, som interesserede ham
stærkt; senere beklagede han dog levende, at
han havde anvendt Tid herpaa. Ved
Storhertugens Støtte blev L. 1822 sat i Stand til at drage
til Paris, hvor paa den Tid bl. a. Gay Lussac,
Thénard og Dulong virkede, og hvor de tyske
Kemikere Runge, Mitscherlich og H. Rose havde
studeret. Han kom til at arbejde i Thénard’s
Laboratorium og fortsatte igen her sine
Undersøgelser over Knaldsølv; i Paris havde han det
Held at træffe sammen med Alex. v. Humboldt;
støttet ved dennes Interesse opnaaede han
Adgang til at arbejde i Laboratoriet hos Gay
Lussac, der ellers ikke modtog Elever; fra denne
Periode stammer de vigtige Undersøgelser over
Fulminaterne. 1824 forlod L. Paris. Paa
Humboldt’s Anbefaling blev L. s. A. af Storhertug
Ludvig I ansat som ekstraord. Prof. ved Univ.
i Giessen, og to Aar senere blev han ord. Prof.
i Kemi smst. Mangelen paa nødvendige
Hjælpemidler ved den kemiske Undervisning var paa
den Tid i høj Grad følelig ved alle tyske
Universiteter; L. havde personlig følt dette stærkt,
og allerede under Opholdet i Paris var den
Plan modnet hos ham at grunde en Skole i
Tyskland, hvor Studerende kunde faa Lejlighed
til at arbejde paa Løsningen af kemiske
Problemer, saaledes som han selv havde kunnet
det i Gay Lussac’s Laboratorium. Ikke uden
Modstand og Kamp lykkedes det ham at
tilvejebringe et Rum, der kunde indrettes til
Laboratorium for kemiske Studerende ved
Universitetet i Giessen; han maatte til en Beg. paa
egen Bekostning tilvejebringe det fornødne
Inventarium, men da det var sket, begyndte L.
en heldbringende Undervisnings- og
Forskningsvirksomhed, der strakte sig over en lang
Aarrække; Elever strømmede til fra alle
Lande, og hans Berømmelse steg Aar for Aar. Det
er saaledes L.’s Fortjeneste at være den
første, der drog Omsorg for Oprettelsen af et
virkeligt Undervisningslaboratorium og derved
gjorde det indlysende for Verden, hvor
nødvendigt det er for enhver, der vil lære Kemi,
selv at have Lejlighed til at udføre kemiske
Forsøg og løse kemiske Problemer; Eksemplet
blev efterhaanden fulgt af saa godt som alle
Universiteter saavel i som uden for Tyskland.
I 28 Aar virkede L. i Giessen stærkt optagen
saavel af Undervisning som af Forskning; flere
Tilbud om Ansættelse ved andre Universiteter
afslog han, men da hans Interesse senere blev
stærkt optagen af Forskninger paa Fysiologiens
og Agrikulturkemiens Omraade, og da hans
Kræfter samtidig gjorde det ønskeligt for ham
til Dels at opgive den anstrengende
Undervisningsvirksomhed i Laboratoriet, modtog han
1852 Opfordringen til at overtage Professoratet
i München. Her blev hans Virksomhed i mange
Henseender en anden; Tyngdepunktet for hans
Arbejde laa ikke mere paa Undervisningens
Omraade; som Præsident for det bayerske
Akademi, som Ministeriets Raadgiver i alle
Spørgsmaal, der vedrørte Undervisningen i
Naturvidenskaberne, Landbruget og Industrien,
øvede han nu ogsaa paa andre Omraader en
betydelig Indflydelse. Allerede under sit Ophold
i Giessen var han p. Gr. a. sine Fortjenester
bleven ophøjet i Friherrestanden (1845).
L. forstod som Lærer at grunde en virkelig
kem. Skole; i høj Grad videnskabelig produktiv
og rig paa kem. Ideer meddelte han disse til
sine mere fremragende Elever og lod disse
prøve Ideerne eksperimentalt; derved vænnede
ham dem efterhaanden til selvstændig
Tænkning, viste dem Vejen og lærte dem de
Metoder, efter hvilke kemiske Problemer løses ad
Forsøgets Vej. En Rk. af den senere Tids
berømte og ansete Kemikere har været L.’s
Elever; bl. disse kan nævnes: A. W. Hofmann, H.
Kopp, Regnault, Strecker, Fresenius, Playfair,
Muspratt, Brodie, Gerhardt, Williamson, Wurtz,
Frankland og Volhard.
Det vilde føre for vidt her at nævne alle de
Arbejder, som er Resultatet af L.’s Forskning;
hans Undersøgelse af Knaldsølv og
Fulminaterne er allerede nævnt ovenfor; fremdeles skal
nævnes hans betydningsfulde Metode til
organisk Elementær analyse; ved Hjælp af denne
bestemte han Sammensætningen af talrige
organiske Forbindelser, navnlig af forsk. Syrer;
Undersøgelsen af disse førte ham til den sikre
Opfattelse af Begrebet Basicitet, og han
udviklede derpaa Læren om de flerbasiske Syrer.
Undersøgelser over Stoffer, der staar Alkohol
og Eddikesyre nær, f. Eks. Ætylsvovlsyre,
Aldehyd, Acetal, Kloral o. a., bidrog til at give
Radikalteorien nyt Liv; L.’s Arbejder over
Sulfocyan og over Rhodanammoniums
Sønderdelingsprodukter viser ham som den udmærkede
Eksperimentator. Særlig fortrinlige er de
Undersøgelser, som L. udførte i Forening med
Wöhler over Benzoesyrens Radikal, over
Amygdalin og over Urinsyre. Ogsaa paa den
uorganiske Kemis Omraade har L. gjort
interessante Iagttagelser, f. Eks. over Antimon-,
Aluminium- og Siliciumforbindelser foruden
Udarbejdelsen af mange uorganisk analytiske
Metoder.
Mod Slutn. af 1830’erne tog L.’s Forskning
efterhaanden en anden Retning, fordi han da
kastede sig over de store Problemer om
Plantens og Dyrets Ernæring og om Stofskiftet i
den levende Natur. 1840 udgav han sit Værk
»Die Chemie in ihrer Anwendung auf
Agricultur und Physiologie« og 1842 »Die Thierchemie
oder die organische Chemie in ihrer
Anwendung auf Physiologie und Pathologien. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
