- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
797

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ligao - Ligarius, Quintus - ligato - Ligatur (i kirurgi) - Ligatur (i Musik) - Ligaturer

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Ligao [li’gaå], By paa den sydøstlige Halvø
af Luzon, Filippinerne, 18000 Indb.
M. V.

Ligarius, Quintus, en Romer, der
væsentlig er blevet kendt ved Cicero’s fortræffelige
Forsvarstale for ham. Under Borgerkrigen
mellem Cæsar og Pompejus var han Legat hos
Statholderen i Provinsen Afrika, efter hvis
Bortrejse han kom til at fungere i hans Sted.
Ved Borgerkrigens Udbrud sluttede Provinsen
sig til Pompejus, og L. opgav ganske vist
Overkommandoen, men blev dog i Afrika og virkede
for Pompejus’ Sag. Efter Cæsar’s Sejr blev han
anklaget for dennes egen Domstol, men
frikendt, efter at Cicero havde forsvaret ham (46
f. Kr.). Han deltog senere i Sammensværgelsen
mod Cæsar og blev proskriberet og dræbt 43.
H. H. R.

ligato, d. s. s. legato.

Ligatur (lat.) (Underbinding), det kirurgiske
Haandgreb, hvorved man med en Traad
ombinder en Puls- ell. Blodaare for at
standse Blodstrømmen i den. L. lægges dels
om Enden af et Blodkar ved Operationer,
hvor saadanne overskaarne Blodkar ellers
vilde forvolde for stort Blodtab, dels i Forløbet
af et Blodkar, naar man vilde standse
Blodstrømmen i Karret, fordi det bløder længere
ude fra Karret, ell. dette er sygt (Aneurismer
ved Pulsaarer, Aareknuder ved Blodaarer).
Undertiden maa man gøre L. dobbelt, fordi
Blodkarrenes talrige Anastomoser
(indbyrdes sammenstødende Grene) ofte medfører
Blødning saavel fra den ene som fra den anden
Ende. — L. udføres for Enden af et blødende
Kar paa den Maade, at Karret gribes med en
til Formaalet konstrueret Tang,
Arteriepincet (Franskmændenes Péan’s Pincet,
sjældnere Englændernes Bulldogpincet og
Tyskernes Schieberpincet, er de mest anvendte),
dernæst ombindes Karret lige inden for Tangen
saa stramt, at Karrets Vægs indre Lag delvis
knuses, medens den yderste Membran holder.
Nu fjernes Tangen, og Karret overlades til sig
selv. Der dannes nu en lille Blodprop i den
ombundne Ende af Karret, som da efterhaanden
omdannes til en Slags Arvæv sammen med
Omgivelserne. Naar Saaret heler uden
Forstyrrelser, ser man aldrig Blødninger fra Kar, der er
forsynede med L. (er »ligerede« ell.
underbundne), men ved ondartede Suppurationer i
Saaret kan man se Karret »springe op«, ved
at den omtalte Blodprop opløses, Karrets Ende
folder hen i en Slags Koldbrand, og nu
trænger Blodstrømmen frem. Antiseptikken har
derfor haft stor Bet. for det heldige Udfald af L.,
medens den i gl. Dage kunde svigte p. Gr. a.
det uheldige Saarforløb.

Dernæst anvendes L. om selve Materialet til
Underbindingen, Ligaturtraaden. Denne har i
Tidernes Løb snart været af Plantestof eller
dyrisk Stof (Silke), som ikke kunde omdannes
af Vævene, snart været af saadanne dyriske
Væv (Tarmstrenge ell. Sener), som under
Saarforløbet optages i Vævene. Medens de første
er meget holdbare, vil de, saa snart Saaret
viser nogen Suppuration, virke som fremmede
Legemer og vedligeholde Betændelsen, til de er
helt udstødte. De holdt sig i lange Tider som
de mest anvendte, blev saa ved Antiseptikkens
Indførelse gennemgaaende forkastede, men
anvendes nu atter en Del, fordi de ved Kogning
kan gøres fuldkommen smittefri. Men da de
dog altid har Misligheden som fremmede
Legemer, foretrækker mange Operatører de af
dyriske Væv dannede Traade, Senestrenge og
Tarmstrenge, der kan optages ell. ødelægges
af de Væv, hvori de er anbragte. Men de har
unægtelig haft den Ulempe vanskelig at befris
for de skadelige Stoffer (Liggifte af forsk. Art),
som deres Oprindelse fra døde Dyr medfører.
Medens da nogle Kirurger har foretrukket de
lettere desinficerbare Silketraade — hvis
Ophold i Vævene, naar der ingen Infektion er,
nutildags kun gør ringe Skade, — har andre
søgt forbedrede Maader til at desinficere de
dyriske Traade (Catguttraadene er de mest
anvendte); de nu brugte Metoder her, som er
Sterilisering i tør Varme, Nedlæggelse i
desinficerende Opløsninger af Jod-Jodkalium ell. i
Formalin med paafølgende Kogning, synes at
tilfredsstille Fordringerne, saa de efterhaanden
vinder Terrain.

L. skyldes Franskmanden Ambroise
Paré
, der (selv om andre maaske forud har
benyttet lgn. Midler) 1536 indførte Metoden
systematisk og fastslog den som blivende; dette,
som foregik paa en Tid, da alle andre næsten
uden Undtagelse svor til glødende Jern og
kogende Olie som Midlerne mod ydre Blødninger,
naaedes naturligvis ikke uden Modstand,
hvilken dog snarest opmuntrede A. Paré til at
arbejde fremad paa sin Vej, og derved
lykkedes det ham virkelig at omskabe Kirurgien i
den Grad, at der i de paafølgende 3 Aarh.
(indtil Bedøvelsens og snart derefter
Antiseptikkens Indførelse) ikke er gjort
noget Fremskridt, der paa langt nær kommer op
imod L. Der har i Tidernes Løb været
opfundet talrige Metoder for at konkurrere med L.,
og endnu gøres der saadanne Opfindelser —;
men alle har de kun faaet en begrænset
Anvendelse i Sammenligning med L.’s, i hvert
Fald har de ikke kunnet gøre denne undværlig
ell. rokke dens suveræne Plads i Kirurgien.
(E. A. T.). V. Sch.

Ligatur (af lat. ligatura, Baand), i nyere
Musik den ved en Bue antydede Forbindelse af
to Noder af samme Tonehøjde, der betegner,
at begge Tonerne skal udholdes som en enkelt.
I Mensuralmusikken en sammenhængende
Nodegruppe, hvori de enkelte Noders Tidsværdi,
efter meget indviklede Regler, bestemmes ved
deres indbyrdes Stilling. Se
Mensuralmusik.
S. L.

Ligaturer (lat.), Forbindelse, kaldes i
Typografien 2 ell. 3 Skrifttegn, der er forenede paa
eet Typelegeme. I Middelalderens
haandskrevne Bøger fremstod L. hovedsagelig for at spare
Plads, idet der, ved at to Skriftbilleder saaledes
fældedes sammen, at de fik en fælles
Grundstreg, indvandtes en Rumbesparelse af omkring
1/3:
. L. gik med ind i de ældste trykte
Bøger, men da de var konstruerede med lat.
Sprog for Øje, indskrænkedes de, efterhaanden
som Bøger paa moderne Sprog voksede, og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:57:42 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/15/0812.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free