Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ligfærd - ligge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indtil Engelskmændene tog sig kraftig af Sagen,
Enkeopbrændelse paa Mandens Ligbaal været
meget udbredt.
Hvad angaar de Handlinger, som finder Sted
i Tiden fra Dødsøjeblikket indtil Begravelsen,
er vort Kendskab til Fortiden ikke saa godt
som ønskeligt. Heller ikke om Nutidsfolk har vi
altid fuldt paalidelige Efterretninger. Rejsende
modsiger ofte hinanden. Af Fortidens Folk er
det kun de hist. Folk, vi ved nogen Besked om
i denne Henseende.
Hos mange Nutidsfolk foretages med Ligene
ejendommelige Ceremonier, som Overtroen
tillægger stor Bet. Lane fortæller, at de nuv.
Ægyptere svinger den Afdødes Lig fl. Gange
rundt, at hans Aand skal blive saa svimmel, at
den, hvis han skulde gaa igen, ikke skulde
kunne finde Vejen til dem, han vilde plage.
Santaler og Karener bærer ligeledes Liget rundt,
at den Døde ikke skal gaa igen. I nogle Lande
kastes Sten efter de Døde, andre Steder er det
en Straale Vand, der slynges efter dem o. s.
v. Nogle Indianerstammer tænder Ild paa
Graven de 4 første Nætter for at vejlede Aanden,
der antages at vandre bort, til et andet Sted.
Denne Rejse, mener de, tager netop 4 Dage
og Nætter. I det gamle Ægypten blev i den
historiske Tid de fleste Lig balsamerede.
Man udtog de indre Dele, der vaskedes og
bisattes særlig (se Kanoper), medens Mumien
efter Fuldendelsen af Balsameringen, der tog
70 Dage, bisattes i Graven, ofte indesluttet i
en Kiste. Under L. i Ægypten, særlig ved selve
Begravelsen, oplæstes ofte Ritualer, som
stundom i Afskrift medgaves den Døde, ligesom
endnu hyppigere Udtog af »de Dødes Bog« (se
Dødebog). Hos Grækerne var Skikkene i fl.
Egne. opr. simple. Det afsjælede Legeme
nedgravedes under en Sørgehøjtid ligefrem paa
Marken, man holdt Offermaaltid, hvor den
Afdødes Værd lovpristes, og Jorden ovenover blev
besaaet. Stormændenes L. var ofte meget
pragtfuld, som vi ser af Homer’s Digte. Siden maatte
Lovgivningsmagten oftere skride ind og
indskrænke den Luksus, der ikke sjælden fandt
Sted ved Borgernes L. I Alm. begyndte L. ved,
at Ligene vaskedes og salvedes, Øjnene
tiltrykkedes, Munden tillukkedes. Liget bekransedes,
klædtes i hvide Klæder, Obolen lagdes i
Munden for at betale Charon; der holdtes Klage,
ofte af lejede Grædekoner, Slægt og Venner
kom, medens den Døde laa udstillet (πρόθεσις).
Liget kørtes ell. bares med Følge af Familien
til Baalet ell. Graven. Begravelserne laa ofte
langs Landevejene. Afslutningen af L. dannede
et Maaltid. Efter L. rejstes gerne et Minde ved
Graven. En Indskrift fra Keos giver interessante
Oplysninger om Bestemmelser for L. i Byen
Julis (»Athen. Mittheilungen«, I, S. 139 [1876]).
Af Vasebilleder faar vi god Belæring om
oldgræsk L. — Over fortjente Mænd holdtes ofte
offentlige Taler. I Rom var L. noget lgn. som
i Grækenland; dog bekransedes de Døde ikke.
Kun de Kranse, som den Døde i levende Live
havde vundet som Pris, fik han som død til
Smykke. Ejendommelig for Rom er ved
Begravelsen Processionen af den Afdødes og hans
beslægtedes Forfædres Voksmasker (imagines
majorum), baarne af Mænd, der sad paa Vogne
(ved Sulla’s Begravelse var der 210 Vogne),
ligesaa af Skuespillere, der bar Masker, ogsaa
kemiske, nærmest for at fornøje den store Hob,
der kom at se de pragtfulde Ligtog.
Grædekoner sang Klagesange til den Afdødes Pris
(næniæ). Over store Mænd holdtes Mindetaler
paa Forum fra Talerstolen. Det hele afsluttedes
med Offermaaltid.
Om L. hos de gl. Israelitter ved vi ikke
meget, noget mere om den senere jød. Tid.
Nære Slægtninge kastede sig sørgende over de
Døde, kyssede dem og tiltrykkede Øjnene (1.
Moseb. 46, 4; 50, 1). Liget vaskedes, hylledes i
Ligklæder, bares uden Kiste paa en Baare til
Graven, enten en Hule ell. en i Jorden gravet
Grav. Slægt og Venner fulgte med, oftest
istemmende Klagesangen, ikke sjælden ledsagede af
Sørgemusik. Et Maaltid afsluttede ofte
Højtideligheden. I ældre Tid fik Stormænd, synes
det, ofte store Kostbarheder med i Graven. Af
David’s Grav tog Herodes mange Skatte ud,
efter hvad Josefos fortæller. Hos de Kristne
herskede en anden Betragtningsmaade end hos
Jøderne. Døden var for dem Indgang til
Herlighed, medens Legemet ventede paa
Opstandelsen. At tage sig af de Afsjæledes Legemer var
en Kærlighedsgerning, ikke noget besmittende.
Ligene lagdes i Kiste og sænkedes i Graven ell.
indsattes i Rum, hugne i Klipperne. I den
Dødes Udstyr skulde den største Tarvelighed
herske. Ved Bisættelsen lød Salmesang og
Bønner, vel ogsaa Tiltale til Følget af Præsten.
Efterhaanden udviklede der sig en
Begravelsesliturgi, som er en Del forsk. i de forsk. Lande.
Den skotske Kirke, i det hele de Reformerte,
er i den Henseende den mest radikale, idet den
helt afskaffede de gl. Ceremonier ved L. En
Ting, de Kristne fra den ældste Tid af satte Pris
paa, var at hvile nær hellige Mænds Grave ell.
i det mindste i viet Jord.
Muhammedanerne bærer deres Døde til
Graven liggende paa en Baare, medens de reciterer
Stykker af Koranen og synger Sørgesange.
Kvinderne følger som altid tilslørede bag efter
Mændene. Ved ansete Mænds L. føres Liget ind i
Moskeen; der læses af Koranen og holdes Bøn,
inden Begravelsen foregaar. I Følget er der
gerne Mænd paa Kameler, der uddeler Brød
til de Fattige.
V. S.
ligge (Søv.) anvendes i en Mængde
Forbindelser til Angivelse af Skibets Stilling, f. Eks.
l. an i Forbindelse med en Kurs, f. Eks. l.
NV. an. l. Kurs betyder, at Skibet styrer den
opgivne Kurs.
l. bi ell. l. underdrejet, er i Storm og
svær Sø at ligge saa tæt op til Vinden som
muligt for saa smaa Sejl ell. langsomt gaaende
Maskine, at Skibet netop har saa megen Fart,
at det kan styre. Herved holdes Skibet i den
for Søens Paavirkning gunstigste Stilling.
l. bidevind er med et Sejlskib at ligge saa
nær ved Vinden som muligt; ligger Skibet ikke
bidevind, siges det at l. rumt. — l. over
Styrbord er at ligge med Vinden Bagbord
ind — for Bagbords Halse. — l. over
Bagbord betegner det modsatte.
l. opbrast, d. v. s. at ligge nær ved Vinden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
