Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liguori, Alfonso Maria de - Liguorianerne eller Redemptoristerne - Ligurer - Ligurien - Liguriske Alper - Liguriske Bugt - Liguriske Hav - Ligurisk Republik - Ligurit - Liguster - Ligustersværmer - Ligusticum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grundedes da Liguorianerne. L.
arbejdede med Iver for sin Orden og sin Ordens
Program, at bringe Evangeliet ud i vide Kredse,
og lidt efter lidt vandt han, om end med stor
Vanskelighed, Anerkendelse fra Rom. Paven
gjorde ham, endog til Biskop 1762, men han
længtes tilbage til sin Kongregation og fik da
ogsaa 1775 Tilladelse til at opgive Embedet.
1839 blev L. erklæret for Helgen, og 1871 blev
han udnævnt til Kirkelærer. L. var nemlig
tillige en frugtbar Forfatter, og hans Teologi er
falden godt i Traad med de nyere ultramontane
Strømninger inden for Romerkirken. Saaledes
kæmpede han ivrig for Pavens Ufejlbarhed og
for Maria’s ubesmittede Undfangelse.
Moralteologien var dog hans Hovedfelt, og han
anlagde adskillige ny Synspunkter, som dog
langtfra alle kan tiltrædes. Han nærmer sig
saaledes meget til den jesuitiske Lære om
Probabilismen og gjorde i det hele mange moralske
Begreber flydende. Mange asketiske Skr udg.
han ogsaa, og da han skrev let og klart, er
hans Værker meget læste i alle kat. Kredse.
Hans samlede Skr, der for øvrigt er oversatte
paa adskillige Sprog, er sidst udgivne i
Grundsproget 1887 ff. (Torino).
A. Th. J.
Liguorianerne eller Redemptoristerne
er Navnet paa den Orden, som Liguori
stiftede. Deres Opgave var at missionere inden for
Kirken, og deres Stifter gav dem strenge
Regler. Ordenen blev stiftet 1732, men først 1749
stadfæstede Benedikt XIV den. Aaret efter fik
et kvindeligt Sidestykke,
Redemptoristinderne, pavelig Approbation, og begge
bredte sig hurtig til adskillige Lande. L.’s Orden
fik bl. a. stor Bet. som Tilflugtssted for
Jesuitterne, da disses Orden en Tid var ophævet.
I Østerrig og Polen virkede navnlig
Hoffbauer (d. 1820) utrættelig for L.
A. Th. J.
Ligurer, et Folk, som i Oldtiden beboede
den vestlige Del af Po-Sletten og Bjergene S.
og V. derfor langs med det tyrrhenske Hav i
det nordlige Italien og det sydlige Frankrig.
Deres Landomraade synes imidlertid i Tidens
Løb at være blevet indskrænket. I en
forhistorisk Tid var det et mægtigt Folk, der mod V.
naaede hen til Rhône ell. maaske endnu
længere; men under Augustus dannede Søalperne
Vestgrænsen for deres Omraade. Det er uvist,
til hvilken Folkestamme de hørte; kun var de
sikkert ikke beslægtede med de omboende
keltiske Folk; maaske der er foregaaet en
Blanding af en indfødt Urbefolkning med
indvandrede Stammer. Folket omtales allerede i en
meget tidlig Tid; det var kendt af de gr.
Søfarere. Det var delt i adskillige mindre
Stammer: Apuanerne, Taurinerne, Intemelierne m.
fl. L. var et kraftigt og haardført Folk, dygtige
til Jagt og til Krig saavel som til Søfart. Deres
bjergfulde Land egnede sig ikke til
Agerdyrkning, men Kvægavl var en Hovednæringsvej, og
de store Skove frembragte Tømmer i Mængde.
L. drev ikke saa lidt Handel med deres Lands
Produkter; deres Hovedudførselshavn var
Genua. Af andre Byer mærkes Savo, Hasta
og Dertona. Endelig var der ogsaa bl. L.
dem, der ernærede sig ved at tage Tjeneste
som Lejetropper hos fremmede Folk, f. Eks.
hos Karthagerne, ell. ved at foretage Røvertog
til Lands ell. til Vands. Paa den Maade stødte
de sammen med Romerne, der skal have
foretaget deres første Krigstog mod L. 238 f. Kr.,
men det varede lang Tid, inden det lykkedes
dem helt at undertvinge deres Land. Hannibal
havde i den anden puniske Krig Hjælp af L.,
og efter Krigens Afslutning fortsatte Romerne
Kampen med dem. 180 blev en Del af L. flyttet
ned i Syditalien, og efterhaanden gjorde
Romerne sig ogsaa til Herrer over de øvrige, som dels
indlemmedes i det cisalpinske, dels i det
narbonensiske Gallien, medens nogle blev
afhængige af den med Romerne forbundne gr. By
Massalia. Efterhaanden blev de da ganske
romaniserede.
H. H. R.
Ligurien, Landskab i det nordvestlige
Italien, omfatter den smalle Kyststrækning langs
Genua-Bugten fra den fr. Grænse til
Spezia-Bugten (Riviera di Ponente og Riviera di
Levante), 5278 km2 med (1911) 1196780 Indb.
Administrativt deles det i de to Provinser
Genova og Porto Maurizio.
C. A.
Liguriske Alper, se Alperne, S. 566.
Liguriske Bugt, se Liguriske Hav.
Liguriske Hav kaldes den nordligste Del
af Middelhavet mellem Provence, Corsica, Elba,
det Toskanske Hav og Ligurien. Det har næsten
overalt stejle Bredder, og Bunden synker med
bratte Skraaninger til store Dybder. For øvrigt
er Bredderne, navnlig langs den nordligste Del,
Genova-Bugten ell. den Liguriske
Bugt, kendte for deres Naturskønheder
(Rivieraen) og fortrinlige Havne som Porto
Maurizio, Savona, Genova, Spezia, Avenza m. fl.
C. A.
Ligurisk Republik, se Genova, S. 576.
Ligurit, se Titanit.
Liguster (Ligústrum L.), Slægt af
Olietræfamilien, Buske ell. smaa Træer med hele og
helrandede Blade. Blomsterstanden er en
endestillet, sammensat Klase. Blomsterne er
4-tallige; de har et kort Bæger og en fladkravet ell.
hjulformet og hvid Krone; Frugten er et Bær
med 2—4 Frø. C. 35 Arter, de fleste i Japan,
Kina, Thibet, Ostindien og de indiske Øer. I
Europa findes kun 1 Art: L. vulgære L., der
vokser vildt i Mellem-, Vest- og Sydeuropa og
hyppig plantes i Hække o. l.; kendes paa de i
Beg. melet haarede Skud, svagt duftende
Blomster og sorte Bær. Fl. andre Arter dyrkes hos
os i Haver.
A. M.
L. er mellemhøje Frilandsbuske, der
benyttes som Busketplanter og til lavere Hække. Til
sidstnævnte Anvendelse egner sig særlig L.
vulgare, som har smukke hvide Blomster, hvorfor
den ogsaa anvendes til Busketter, særlig til
Plantning paa skygget Vokseplads, hvilket
denne taaler bedre end de fleste andre Planter. I
stedsegrønne Busketter kan L. ovalifolium
plantes, den har større, smukke, blanke,
mørkegrønne Blade, som holder sig grønne hele
Vinteren, naar Vejret er nogenlunde mildt. L.
formeres ved Stiklinger af modent Træ.
(L. H.). P. F.
Ligustersværmer, se Aftensværmere.
Ligusticum L., Slægt af Skærmplanterne
(Fennikel-Gruppen), fleraarige Urter med en
enkelt, stift opadrettet Stængel (ell. fl.) og 2 til
5 Gange fjersnitdelte Blade. Frugterne er tykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
