Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lingard, John - Lingayen - Lingayit - Lingeh - Lingelbach, Johannes - Lingen - Lingeri - Lingg, Hermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udarbejdede sin berømte History of England, hvoraf
de 3 første Bd, der gik til Henrik VII’s Død,
udkom 1819. I de flg. Aar fortsattes Værket,
indtil 8. og sidste Bd kom 1830, der førte
Historien ned til Revolutionen 1688. Hans
Arbejde mødtes fra først af med Velvillie, og dets
Ry tog til med Aarene. Den Maadehold enhed
og Fordomsfrihed, der prægede hans Domme
over Begivenhederne, ogsaa de religiøse,
behagede hans protestantiske Læsere, men vandt
ikke alle hans Trosfællers Bifald, og han blev
gentagne Gange angrebet fra den Side. Hans
Værk er nu i mange Henseender forældet, men
har blivende Værd for Reformationstidens
Vedk. (6. Udg. i 10 Bd udkom 1854—55),
foruden hans nævnte Hovedværker har han
skrevet en Rk. mindre Skr af forsk., mest religiøst,
Indhold.
C. S. C.
Lingayen [liŋ’gajæn], Havneby ved L.-Bugten
paa Vestkysten af Luzon, Filippinerne, har
Jernbaneforbindelse med Manila, 25000 Indb.
M. V.
Lingayit [-ga’jit] (Lingāyat, Lingavant,
Vīra-Çaiva), et talrigt çivaītisk
Religionsparti i Sydindien, stiftet (ell. fornyet) i 12.
Aarh. e. Kr. af Basava for at bringe den
navnlig af Jaina’erne betrængte Çiva-Dyrkelse
paa Fode igen. De er fremherskende i Nizams
Besiddelser og Mysor og meget udbredte
længere S. paa. Deres fornemste Særegenhed er
Jangama-linga’en (se Linga); deres
Pandemærke (se Citraga) en oblatformig
Plet paa Panden. Deres Tempelpræster
(pūjāri) er meget ofte ikke Brahmaner. Deres
Munke kaldes ligeledes Jangama og skal
betragtes som »den aabenbarede Çiva«; det er
mest omvandrende Tiggermunke, uden
Kasteforskel indbyrdes, men som afsondrer sig fra
andre Hinduer nærmest som en særegen
Kaste: undertiden bor de dog i Klostre ell.
Kollegier (maṭha); de er Sektens Sjælesørgere;
de smører sædvanlig deres Pande med Aske
(vibhūti), bærer Halsbaand samt
Rosenkranse af Rudrāksha-Frø (se Hinduisme),
farver ofte deres Klæder med rød Okker og
begraver deres Døde. L.’s Gudsdyrkelse er
bhakti, og de lægger ikke Vægt paa
ritualistiske Smaating; deres filos. Hovedautoritet er
en çivaïtisk Kommentar til Vedānta-Sūtra (se
indisk Filosofi); deres religiøse Litt. er
skrevet i dravidiske Sprog (navnlig Kanaresisk
og Tamulisk); det vigtigste er et Par
»Purāṇa’er« (s. d.) og nogle folkelige Hymner. Deres
Religion er i Teorien panteistisk, men har
forøvrigt et ret monoteistisk Præg; i deres
kvasifilosofiske Udviklingslære tager de stadig Çiva
gennem hans Çakti med som Faktor paa hvert
af de forsk. Udviklingsstadier. (Litt.: se
Linga. Endvidere Wurm, »Geschichte der
indischen Religion« [Basel 1874]; Barth,
Religions of India).
(S. S.). D. A.
Lingeh (Lindja, Lingah), Havnestad
paa Persiens Sydkyst, Landskabet Laristan,
med en Befolkning, der anslaas til c. 6—7000,
ligger smukt mellem Haver og
Daddelplantninger. Byen har ingen Kilder ell. Brønde, men
Vandforsyningen sker ved Cisterner, hvori
Vandet opsamles fra de Vandløb, der om
Vinteren flyder ned fra Bjergene. Havnen er den
bedste i Persien efter Bushir og er Hovedsæde
for Handelen med Perler. Skibsbyggeriet er
betydeligt. Befolkningen er meget blandet og
bestaar af Persere, Tatarer, Hinduer, Araber,
Tyrker og Jøder. L. har forhen hørt under
Sultanen af Oman.
M. V.
Lingelbach [’£eŋə£bak], Johannes, holl.
Maler og Raderer, f. 1622 i Frankfurt a. M., d.
1674 i Amsterdam. — Allerede som 15-aarig
kom han til Holland; han uddannede sig videre
i Paris 1642—44, i Italien 1644—50 og tog
derefter fast Ophold i Amsterdam. Hjemme
udnyttede han sine mange ital. Studier til talrige
Landskaber og Genrebilleder, særlig ital.
Havneprospekter med Folkelivsscener; endvidere
malede han holl. Motiver og en Række Billeder
i Philip Wouvermann’s Manér, og ofte
samarbejdede han med andre Malere og forsynede
deres Landskaber med Staffage (Hackaert,
Wijnants, Hobbema m. v.). Hans Kunst er
repræsenteret i de fleste Samlinger i Europa
(Amsterdam, mange i Rijksmus., Haag,
Dresden, München, Paris, Wien o. s. v.). I Kbhvn
ejer Kunstmus. Havneparti med Figurer,
Moltke’s Samling et smukt holl. Bondestykke,
Italienske Bønder m. v.; i Kria Mus. Landskab
med Bønder. Han har raderet et Par Blade.
A. Hk.
Lingen [’leŋən], 1) Tidligere Grevskab i
Tyskland omgivet af Bispedømmerne Münster og
Osnabrück samt Grevskabet Tecklenburg. Det
bestod af øvre og nedre L., af hvilket det første
nu danner en Del af Kredsen Tecklenburg i
Regeringsomraadet Münster, medens nedre L. nu
udgør største Delen af Kredsen L. i
Regeringsdistriktet Osnabrück. Grevskabet L. var indti1
1508 en Del af Grevskabet Tecklenburg, tilhørte
senere længe Huset Nassau-Oranien, som
Kongen af Preussen arvede det efter og atter
forenede det med Tecklenburg. 1814 blev det
efter at have staaet under Frankrig fra 1807
givet tilbage til Preussen, som 1815 afstod det
nedre Grevskab til Hannover, med hvilket det
1866 kom under Preussen. 2) By i preussisk
Regeringsdistrikt Osnabrück, Hannover,
Hovedstad i Kredsen L., ikke langt fra Ems ved
Ems-Kanalen og ved Jernbanelinien
Emden—Münster. Der findes en Handelskammer og en
Landbrugsskole. 1697—1819 havde L. Univ., som
nu kun er Gymnasium. Betydelig Træ- og
Kvæghandel. (1910) 8021 Indb.
N. H. J.
Lingeri [leŋsjə’ri’; fr. læ’зri] (fr.), Handel
med hvide Varer, med Linned o. l.
Lingg [leŋk], Hermann, tysk Digter, f.
i Lindau 22. Jan. 1820, d. i München 18. Juni 1905.
Han blev Dr. med. i München 1843 og
Militærlæge, men tog sin Afsked p. Gr. a. Svagelighed
1851. Han kastede sig nu over Studiet af tysk
Poesi, understøttet med en Aarsgave af Kong
Maximilian II af Bayern. 1854 udgav han sin
første Digtsamling, introduceret af Geibel. Den
vandt Bifald ved sin Originalitet og Følelse. 2.
Samling Digte, ligesom den første holdte i en
overvejende elegisk Stemning, udkom 1868. Sit
episke Talent dokumenterede L. ved
Digtningen »Die Völkerwanderung« (1866—68). Endnu
kan nævnes »Gedichte«, 3. Samling (1870),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
