Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liszt, Franz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sikre ham et Stipendium til hans videre
Uddannelse i Wien. Her blev Czerny hans Lærer
i Klaverspil, Salieri i Komposition. 1. Jan. 1823
spillede L. ved en Koncert, hvor Beethoven
var til Stede som beundrende Tilhører. Da L.
nu var 12 Aar gl, rejste hans Fader med ham
til Paris for at søge ham optaget i
Konservatoriet der, hvis Statutter — dem Cerubini
ikke vilde tilsidesætte for L.’s Skyld —
imidlertid forbød Optagelse af Udlændinge.
Alligevel forblev Fader og Søn i Paris, og ved talrige
Koncerter
vakte le pétit
Litz en sand
Begejstring i
Kunstnerkredse og i de
fornemme
Saloner. En lille
Opera, »Don
Sanche«, som
han fik opført
(1825), havde
derimod kun
kortvarigt
Held, medens
L.’s Triumfer
som Pianist
fortsattes
ogsaa under
Besøg i
London. En
vanskelig og bevæget Tid skulde nu følge for L.,
idet hans Fader, der med omsorgsfuld
Kærlighed havde taget sig af alle ydre Forhold,
pludselig døde, og L., der fra Barndommen af
havde et religiøst bevæget Sind, derhos grebes af
religiøse Skrupler og blev levende paavirket
af St Simonismen (hvorfra han dog snart igen
frigjorde sig). Omgang med Lamartine, V.
Hugo, George Sand, Chopin o. fl. bragte endvidere
L. under Indflydelse af den fr. Romantik, og
endelig satte Paganini’s og Berlioz’ Optræden
hans Kunstnersind i Bevægelse og paavirkede
henh. Virtuosen og Komponisten i ham. For
L.’s personlige Forhold blev hans Kærlighed
til Grevinde d’Agoult (Forfatterinden Daniel
Stern) en længere Aarrække bestemmende;
i Samliv med hende, der bl. a. blev Moder til
Cosima, siden gift med Bülow og til sidst
med Wagner, tilbragte L. nu nogle stille Aar,
dels i Genève, dels hos George Sand i Nohant,
mest optaget af Komponist- og litterær
Virksomhed. Fra 1839 optraadte L. atter som
Klaverspiller, efter at han alt før paa et Besøg i
Paris sejrrig havde kappedes med Thalberg, og
hans Rejser, der i de flg. Aar strakte sig over
hele Europa, var en fortsat Række af Triumfer.
Efterhaanden trættet af Virtuosløbebanen trak
L. sig imidlertid 1847 tilbage til Weimar, hvor
han stod i særlig Yndest hos Hoffet og indtil
1861 beklædte en Slags ekstraordinær
Kapelmesterstilling. I Weimar udfoldede L. en
tredobbelt betydningsfuld Virksomhed: Talløse
Elever flokkedes om ham, og Tidens ypperste
Klaverspillere, som Hans v. Bülow og Tausig,
udgik fra denne Kreds; dernæst blev L. en
energisk og begejstret Hjælper og Forkæmper
for de musikalske Nybevægelser, ikke blot greb
han bestemmende ind i Rich. Wagner’s Liv,
hvis »Lohengrin« han trods al Modstand førte
frem — et varmt Venskab forenede herefter
de to geniale Musikere —, men ogsaa for Mænd
som Berlioz, Smetana, Raff, Peter Cornelius
gik han i Ilden. Og endelig slog han, der hidtil
væsentlig havde komponeret for Klaveret, ind
paa en ny og frugtbar Komponistbane, der er
betegnet ved de »symfoniske Digtninge« (blandt
hvilke »Tasso«, Les préludes, »Mazeppa«,
»Prometheus«, »Hungaria«, »Die Ideale«, »Dante«,
»Elne Faustsymphonie«), ved det kirkelige
Værk »Graner-Messen« og de »ung. Rhapsodier«.
Ved L.’s Side stod i disse og de flg. Aar en
forstaaende Veninde, den begavede og
fintdannede, ivrig kat. Fyrstinde
Sayn-Wittgenstein. Sine sidste Leveaar tilbragte L. dels i
Rom (hvor han modtog gejstlig Indvielse som
Abbed og fortsatte Rækken af sine kirkelige
Værker med Oratorierne »Elisabeth« og
»Kristus«), dels i Pest (hvor han blev Præsident for
Musikakademiet), og i Weimar; til Stadighed
var han omgivet af en Skare hengivne
Beundrere og Elever (bl. hvilke Sophie Menter,
Sgambati, Friedheim, Rosenthal, Stavenhagen,
d’Albert o. m. fl.). L. døde under et Besøg ved
Festspillene i Bayreuth. — Han var en sjælden
storstilet og sympatetisk Personlighed. Han
forenede et ildfuldt Temperament med Kløgt
og rig aandelig Kultur. Om hans Intelligens og
Kunstbegejstring afgiver hans talrige Skrifter
Vidnesbyrd (se Afh. om Chopin, Berlioz,
»Lohengrin« og »Tannhäuser«, Rob. Franz,
»Zigeunerne og deres Musik« o. s. v.), og en Rk.
Træk i hans Liv betegner hans ædle, varme
Sindelag, saaledes ikke mindst hans
uegennyttige Koncerteren til Fordel for almene
kunstneriske ell. sociale Formaal
(Beethoven-Monumentet i Bonn, Oversvømmelserne i Ungarn).
— Som Klaverspiller var L. ubestridt sin Tids
første. Hans Teknik var mere fremskreden end
nogen andens; han opfandt ny Virkninger og ny
Vanskeligheder, hvilke han overvandt med
forbløffende Overlegenhed, og han udfoldede en
uanet Kraft og Farvepragt ved Klaveret. Hans
Bet. som Lærer fremgaar allerede af de
fornævnte Navne paa hans Elever, de berømteste
Klaverspillere i de sidste Aartier. — L.’s
Komponistvirksomhed var indtil Weimar-Perioden
væsentlig helliget Klaveret, den omfattede dog
ikke blot Virtuos- og Koncertmusik, som
Parafraser og Fantasier over Operaer, Valse,
Galopper, Etuder o. s. v., men ogsaa
indholdsvægtige og personlige Arbejder som
Consolations, Harmonies poétiques et réligieuses,
Années du pélerinage og endelig
Transskriptioner over Sange (særlig Schubert’ske) og
Bearbejdelser for 2 og 4 Hænder af Symfonier
(Beethoven og Berlioz). Klaverkompositionerne
fortsattes ogsaa i de senere Aar (bl. a. med de
to Koncerter, Sonaten i h-mol, Rhapsodierne o.
a.), men det blev navnlig Orkesterværkerne, de
symfoniske Digtninge, der da vakte Opsigt og
fremkaldte en Modstand, der endnu ikke er
ophørt. L. er med disse Arbejder blevet en af
Hovedrepræsentanterne for »den nytyske
Skole«. Det er Berlioz’ske og Wagner’ske Ideer (se
Programmusik og Ledemotiv), der
har befrugtet ham til Kompositioner, der
 |
| F. Liszt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
