Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - litauisk Sprog og Litteratur - Litchfield - lit de justice - lit de parade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilbage (Elskov, Søsterkærlighed, den unge
Kvindes Klage over Svigermoderen ell.
Stifmoderen o. s. v.). Nogle faa Daina’er
indeholder Minder om den gl. Gudetro. I øvrigt er vor
Viden om litauisk Mytologi meget ringe; vi har
forsk. Meddelelser derom især i polske Kilder
fra 16. og 17. Aarh., men deriblandt findes
ogsaa rene Falsknerier; den bedste Behandling
af hele Spørgsmaalet om litauisk Mytologi
findes hos Usener, »Götternamen« (Bonn 1896),
S. 79—115 (hvor ogsaa de nødvendige
Litteraturhenvisninger findes); de litauiske Guder
er Personifikationer af forsk. Livsomraader,
Virksomheder, Lokaliteter; kun Tordenguden
(Himmelguden) Perkúnas har en mere
personlig Skikkelse. — M. H. t. skreven Litt.
staar Litauerne tilbage for Letterne. Deres
Litt. er endnu kun i sin Vorden. Det ældste
Sprogmindesmærke er en Overs. af Luther’s
Katekismus fra 1547. Andre trykte Værker fra
16. og 17. Aarh. opregnes af Bezzenberger,
»Beiträge zur Geschichte der litauischen
Sprache«. Litauens første Digter er Præsten
Christian Donalitius, f. 1. Jan. 1714, d. 18.
Febr 1780. Hans Hovedværk er et stort Digt
i Heksametre om Aaret og dets forsk. Arbejder.
Det er iflg. Kurschat’s Vidnesbyrd ikke yndet
hos det litauiske Folk; hans Skildringer af
Folkelivet er i deres Fremdragen af det
plumpe ofte overdrevne og karikerede. Det
blev først udgivet efter Forfatterens Død af
Rhesa (Königsberg 1818), senere af Schleicher
(Petrograd 1865) og Nesselmann (Königsberg
1869). En Hædersplads tilkommer i 19. Aarh.
Præsten Friedrich Kurschat (1806—84), der
ikke blot er Forf. til udmærkede sproglige
Arbejder, men ogsaa fra 1849 til 1880 udgav et
Ugeblad »Keleivis« (ɔ: Vandreren), besørgede
en Udgave af Ny Test. o. s. v. Den eneste
aandelige Bevægelse, som (fra Midten af 18.
Aarh.) ret fandt Vej til Folkets Masse i
Preussisk Litauen, var en religiøs, pietistisk
Bevægelse, der plejedes ved Sammenkomster
(surinkimai), hvorefter dens Tilhængere kaldes
surinkimininkai. Først i den nyeste Tid er den
litauiske Nationalfølelse begyndt at vaagne.
1883—86 udkom i Tilsit Tidsskriftet »Auszra«
(»Morgenrøden«). Tallet paa Tidsskrifter og
Aviser var 1899 vokset til 26, der for største
Delen udkom i Preussisk Litauen og i
Amerika, nogle faa andensteds (f. Eks. Zürich).
Ogsaa Bøgernes Antal voksede stadig. En
ejendommelig Rolle i den litauiske nationale
Vækkelse spillede Tyskeren Sauerwein, som bl. a.
skrev en Mængde Digte paa Litauisk. I det
russ. Litauen kvaltes længe enhver litterær
Bevægelse ved det fra 1864 til 1904 gældende
Forbud mod at trykke litauiske Bøger med
latinske Bogstaver; da Litauerne ikke kunde
finde sig i at læse deres Sprog skrevet med
russ. Alfabet, greb man til den Udvej at lade
Bøgerne trykke i Preussisk Litauen forsynede
med et urigtigt Aarstal (1863 ell. tidligere) og
indsmugle dem over Grænsen. Efter 1904 er
den litauiske Produktion af Bøger tiltaget
meget stærkt, og ogsaa en Skønlitteratur af
virkelig Værdi er i Færd med at udfolde sig.
(Litt.: Samlinger af Folkelitteratur er
udgivne af Rhesa [Königsberg 1825, ny Udg.
Berlin 1843], Stanewicz [Vilna 1829],
Dowkont [Petrograd 1846], Nesselmann
[Berlin 1854], Leskien og Brugmann
[Strasbourg 18S2]; Juschkevitsch [Kasan
1880—82], Baranowski og Weber,
»Ostlitauische Texte« [Weimar 1882]; Jurkschat
[Heidelberg 1898]; Baranowski, »Litauische
Mundarten herausgeg. von Franz Specht«
[Leipzig 1920—22]. Bibliografi i Tidsskriftet
»Mitteilungen der litauischen litterarischen
Gesellschaft« [Heidelberg]. Samling af ældre
Litteratur: Bezzenberger, »Litauische u.
lettische Drucke« [Göttingen 1875]. Populært
orienterende: Åge Meyer Benedictsen,
»Et Folk, der vaagner. Kulturbilleder fra
Litaven« [Kbhvn 1895]. Smlg. ogsaa
Lietuviszkiejie rasztai ir rasztininkai [Tilsit 1890], Ign.
Jurkunas-Scheynius, »Litauisk kultur«
[Sthlm 1917]).
Hlg. P.
Litchfield [’£it∫fi.£d]. 1) By i Staten Illinois,
U. S. A., ligger paa en frugtbar Prærie N. f.
St Louis. Den har Jernbaneværksteder,
Dampmøller og Kornhandel. I Omegnen findes
Kulgruber. 6000 Indb.
2) By i Staten Connecticut, U. S. A., med en
Sindssygeanstalt og Smelteværker for
Nikkelerts, som brydes i Omegnen. 3000 Indb.
N. H. J.
lit de justice [li-d-зy’stis] (fr.), egl.
»Retfærdighedens Leje«, det ophøjede Sæde, paa
hvilket de gl. fr. Konger sad, naar de,
omgivne af deres Stormænd, holdt Ret (se
Højsæde). Senere Benævnelse paa et højtideligt
Parlamentsmøde, i hvilket Kongen befalede
(fremtvang) sine Forordningers Offentliggørelse.
E. T.
lit de parade [’li-t-pa’rad] (lit de parement,
lit paré, af fr. parer, smykke, pynte) var
Husets fineste Seng, som stod i Paradegemakket,
det store Sovekammer, hvori der ikke blev sovet
til dagligt Brug. Fra Middelalderen var dette
Husets fornemste Rum, hvor Gæster indførtes,
og det var Skik, at Herskaber modtog dem
siddende ell. liggende paa Paradesengen. Deraf
Skikken med de fr. Kongers lit de justice (se
Højsæde). Brudepar lagdes fuldt paaklædt
paa den. Sperling fortæller (Selvbiografi S. 45),
at det saa var Landets Skik. Sengen stod oppe
paa en stor Sal. Her blev de Unge gratulerede,
derefter stod de op, førtes ned i Salen, hvor
Brylluppet holdtes, og derpaa blev Sperling’s
Svoger og hans Kæreste, der viedes samme
Dag, lagt paa den samme Paradeseng, og
Ceremonierne gik om igen. Om Aftenen førtes
begge Par til Kamre à part, hvor de rette
Brudesenge stod, og laasedes inde, til
Morgenen kom. Barselkvinder modtog Visitter
liggende paa Paradesengen i 6 Uger (»die
Wochen«, »Wochenbett«), og saaledes
præsenteredes opr. Barselkonen i Holberg’s Komedie.
Den Døde ell. hans Effigie udstilledes paa sin
Paradeseng, Konger i balsameret Tilstand
indtil 40 Dage; alle Maaltider serveredes, og
Hoftjenesten gik sin Gang, som Skik var i Livet.
Paradesengen med liggende Ligbillede gik over
i Gravmonumenter allerede 1080 (Rudolf af
Schwaben’s i Merseburgs Domkirke; i
Danmark haves Kongerne Christoffer II’s og
Valdemar Atterdag’s samt Dronning Margrete’s).
Fra 16. Aarh., da Himmelsenge kom op, findes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
