Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liv og Livthrase - Liva - Livadia - Livadia (By i Grækenland) - Livedo - Livegenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Heddmimes Skov, og senere blev Stamforældre
til den ny Menneskeslægt. (Se A. Olrik i
»Aarb. f. nord. Oldk.«, 1902, S. 167).
G. K-n.
Liva (arab.) betyder »Fane«. Det betegner
paa Tyrkisk en militær Afdeling, omtr.
svarende til Brigade, og i den civile Administration
det Distrikt, hvor en Brigade garnisonerer.
J. Ø.
Livadia, et tidligere kejserligt Gods paa
Sydsiden af Halvøen Krim, Kreds Jalta, ligger
5 km V. f. Jalta og bestaar af to Paladser
omgivne af pragtfulde Haver med til Dels tropisk
Plantevækst, storslaaede Parkanlæg og
Vinbjerge. L. var Alexander II’s
Yndlingsopholdssted og Alexander III’s Dødssted. Hele
Omegnen er oversaaet med Slotte og Villaer og var
i Efteraarsbadesæsonen meget søgt af russiske
Stormænd.
C. A.
Livadia [liva’ðia], officielt: Levadhia,
Lebadea, By i Mellemgrækenland, Nomos
Attika og Boiotien, ligger 90 km NV. f. Athen
paa Vestsiden af Kopais-Søen og ved Foden af
Helikon. (1920) 6330 Indb. Den er
Ærkebispesæde, har Bis-, Silke- og Bomuldsavl. I
Oldtiden var den Sædet for Trophonius’ Helligdom
med Orakel, senere blomstrede den især under
Hertugdømmet Athen 1205—1458. Under
Tyrkernes Herredømme var den Sædet for
Regeringen over hele Mellemgrækenland, der efter
den kaldtes Provinsen Livadia.
C. A.
Livedo kaldes en oftest netformet anordnet
blaalig Rødme i Huden, som skyldes langsom
Blodcirkulation i Grænselinierne mellem
Hudens Karterritorier.
C. Rch.
Livegenskab er en Gengivelse af tysk
Leibeigenschaft, der i Tyskland i den senere
Middelalder blev Betegnelse for de endnu
bestaaende Rester af ældre Perioders Trældom.
Trældommen havde været karakteriseret ved, at
Trællen var fuldstændig retsløs, uden nogen
som helst privatretlig ell. offentligretlig
Retsevne, og derfor ogsaa ganske uden
Retsbeskyttelse over for Herren, der ejede ham og kunde
behandle ham paa samme Maade som en Ting.
I Tidens Løb var der vel sket store
Forandringer heri, idet man ikke længere drog alle
Konsekvenser af Retsløsheden, men i Alm.
anerkendte Trællen som Retssubjekt; men der
eksisterede dog stadig en Befolkningsklasse, der
ansaas for tilhørende andre med deres
Personer, og som derfor passende kunde betegnes
som leibeigene (lat. homines proprii de
corpore). Disse Livegne manglede, som allerede
fremhævet, ikke Retsevne; de kunde leve i
Ægteskab, indgaa gyldige Formueretshandler og idet
hele have private Rettigheder og Pligter, og
selv over for Herren var de ikke uden
Retsbeskyttelse, idet Herrens i ældre Tid
ubegrænsede Magt var blevet indskrænket til et ret
snævert Indbegreb af bestemte Rettigheder.
Reglerne om disse Rettigheder varierede stærkt
fra Sted til Sted, og et alm. Begreb om L.
eksisterede for saa vidt ikke, men visse fælles
Træk lader sig dog opstille. Mest karakteristisk
for Forholdet var maaske Herrens Ret til ved
den Livegnes Død at oppebære det saakaldte
»Sterbfall«, d. v. s. til at inddrage hans
Efterladenskab ell. dog en Del deraf, hvilken Ret var
en Levning fra en Tid, hvor den Livegne var
formueløs, og alt, hvad han besad, tilhørte
Herren, der kunde konfiskere det, naar som helst
han vilde, og følgelig ogsaa ved hans Død.
Efterhaanden afsvækkedes Retten de fleste
Steder til, hvad man kaldte Hovedretten, d. v. s.
en Ret til at udtage det bedste Dyr (Besthaupt)
af Stalden ell., hvis den Afdøde var Kvinde,
den bedste Klædning af Boet, og i Stedet herfor
traadte endnu senere i Alm. en Pengeafgift.
En lgn. Afgift maatte ogsaa ofte erlægges, naar
den Livegne indgik Ægteskab, idet
Udgangspunktet var, at saadant ikke maatte indgaas
uden med Herrens Samtykke, hvilket nu
erstattedes af Afgiften. I Reglen svaredes der
endvidere en fast aarlig Afgift, der kaldtes for
Leibzins, men denne var som oftest ubetydelig
og havde ogsaa nærmest Karakteren af en
Rekognition, hvorved den Paagældende anerkendte
L. For Kvinder bestod den ikke sjældent i en
Høne, den saakaldte Leibhuhn. Til Afgifterne
kom endvidere en vel opr. ubegrænset
Arbejdspligt, derunder ogsaa en Pligt for de Ugifte
til at tage Tjeneste som Tyende hos Herren,
Pligter, der dog i senere Tid kunde mangle
ell. være omtr. betydningsløse, fremdeles en vis
Revselsesret for Herren, Indskrænkninger i den
Livegnes Ret til at raade over sin Formue, samt
ofte Stavnsbaand, efter Omstændighederne
forbundet med Pligt til at overtage enhver Gaard,
som Herren anviste. Ligesom Trældom var L.
arveligt, og det var ogsaa her Moderens Stand,
som var den afgørende. Ophørsgrundene var
ligeledes omtr. de samme som ved Trældom,
navnlig Frigivelse og Løskøbelse, hvortil paa
mange Steder kom en vis Tids Bosættelse i en
By i Kraft af Sætningen om, at Byluften gjorde
fri. L. lignede endelig Trældommen deri, at den
Livegne kunde sælges, men dette betød i senere
Tid ikke meget, da det, der solgtes, i
Virkeligheden kun var den begrænsede Ret til Afgifter,
som tilkom Herren.
I den ovf. fremstillede Form forekom L. i
Syd- og Vesttyskland (Landsdelene V. f. Elben),
men det var langtfra hele Bondebefolkningen,
som her var livegen. Bønderne havde allerede
i ældre Tid kun delvis været ufri; mange var
fri, og der fandtes desuden paa Overgangen
mellem disse og de Ufri en talrig Klasse af
Halvfri. I 12. og 13. Aarh. gik Bevægelsen
dernæst i det hele i Retning af Frigørelse af
Bondestanden, og Antallet af egl. Ufri
formindskedes sikkert i denne Periode stærkt. Senere,
ved Udgangen af Middelalderen, indtraadte der
dog igen et Omslag. Godsejernes Bestræbelser
for at skaffe sig et større økonomisk Udbytte
af deres Ejendomme førte de fleste Steder til
en Forringelse af Bøndernes Kaar, og denne
ytrede sig ogsaa deri, at adskillige Fri og
navnlig Halvfri nedsank i L. De Halvfri
(»Hørige«) befandt sig i øvrigt i Forvejen i en
Tilstand, der i meget mindede om L., men dog
adskilte sig fra dette ved ikke at have den
samme rent personlige Karakter. Medens for
de Halvfri Afhængigheden var begrundet i
deres Henhøren til et bestemt Gods, var L.
Afhængighed af en Herre, paa hvis Gods den
paagældende ikke behøvede at bo, hvorfor de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
