Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lloyd George, David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da de Liberale 1892 dannede Regering paa en
meget svag Underhusmajoritet, fik den
wallisiske Gruppe uforholdsmæssig Indflydelse,
fordi dens Støtte var nødvendig, og navnlig p.
Gr. a. L.’s ubøjelige Iver blev Statskirkens
Ophævelse i Wales (disestablishment) mod
manges gode Villie gjort til et Hovedpunkt paa
Regeringens Program, hvad dog kun
fremskyndede dens Fald.
Under den flg. unionistiske Regering
(1895—1905) var L. baade Lokal- og Landspolitiker; den
liberale Opposition kunde nu sagtens optage
Wales’ Krav bl. sine fromme Ønsker, og
saaledes høste Nytte af dets fremmerste Talsmand.
Trods smukke Underhustriumfer havde L. dog
næppe, selv bortset fra, at han var en ung og
»ny« Mand, haft Udsigt til ad den Vej at blive
en første Rangs politisk Kraft; hans
behændige, ubarmhjertige Polemik, hans klare
Argumenteren, hans flammende Idealisme, var alt
sammen af en Karakter, der snarest gjorde
Folkeforsamlinger til hans egl. Felt som Taler,
især da disse Egenskaber støttedes af en Fysik
og et personligt Mod, der førte ham gennem
den Ildprøve, som bragte hans Navn paa alles
Læber. Under den sydafrikanske Krig tog han
nemlig straks det mest udprægede boervenlige
Stade, prædikede ikke blot paa Møde efter
Møde Fred og Forsoning midt under den alm.
Ophidselse, men anklagede Hæren for Barbari
og Kapitalisterne, endog
Regeringsmedlemmerne, for Krigsspekulationer. I Birmingham, den
chamberlain’ske Imperialismes Arnested, var
Forbitrelsen mod ham saa kogende, at det
maaske havde gældt hans Liv, om han ikke var
blevet hjulpet bort fra Mødet i Forklædning
(Decbr 1901). Den imperialistiske Fløj af de
Liberale brød Staven over ham; men deres
Centrum droges stedse mere over til Opposition
mod Krigen, og da Regeringens Stilling
svækkedes under Krigens Efterveer, var L. atter
midt i den liberale Slagorden med sin
hensynsløse Kritik, og dette i Forbindelse med hans
vellykkede Ledelse af Wales’ Obstruktion mod
Regeringens Skolelov, hvis statskirkevenlige
Regler de eng. Radikale havde bekæmpet med
mindre Held, gjorde ham selvskreven til at
komme med i den liberale Regering Decbr
1905.
Mange undredes dog over, at han straks fik
Sæde i det egl. Kabinet, og endnu mere over,
at han fik Handelsdepartementet, der krævede
Evner, man ikke havde iagttaget hos ham; men
i de flg. forholdsvis rolige Par Virkeaar viste
han ved Gennemførelsen af en Række vigtige
Love — Søfartsloven, Loven om Londons Havn,
Patentloven — og ved sin Optræden under
Jernbanestrejken hurtigt, praktisk Overblik og
Mestren af Detailler, Evne til at nytte andres
Duelighed, og, hvad siden fik allermest af sige,
enestaaende Gave til at vinde, overtale, mægle,
til at gennemføre det mulige paa det
ønskeliges Bekostning. Den intransigente Idealist
røbede sig allerede en Smule som Taktiker og
Opportunist. Af Regeringsforanstaltninger, der
laa uden for hans Departement, havde han
mest Andel i Aldersrenteloven. Den Anseelse,
som han vandt i ny Kredse (og som tillod ham
at frigøre sig noget for sine gl. wallisiske
Fællers ubetingede Krav til Regeringen), gjorde
ham Apr. 1908 til Arvtager af den ny
Ministerpræsidents, Asquith’s Stilling som
Finansminister, og der begyndte atter en stormfuld Periode,
som indbragte ham meget Had, men endnu
mere Yndest, og gjorde ham til Hovedfiguren
ikke blot i Englands, men i Europas Demokrati.
Hans navnkundige Budget, Foraaret 1909, der
skulde skaffe en Modvægt mod de af ham saa
stærkt forhaanede, protektionistiske Krav,
forøgede Skatterne paa de store Formuer og paa
Udskænkningsretten stærkt, men regnedes i
endnu højere Grad for en Trusel mod de
Besiddende, fordi det indledede en
Jordbeskatning i georgistisk Aand, og fordi dets
Ophavsmand i Parlamentet og paa Folkemøder selv
understregede dets glimrende radikale
Fremtidsløfter og begrundede Angrebet paa de store
Jordejere med den forkastelige Maade, hvorpaa
de havde erhvervet og forvaltet deres Land.
(Hans Taler udgaves 1910 under Titlerne
Better Times og The Peopie’s Budget). Da
Overhuset havde forkastet Budgettet, voksede
Angrebene paa »Hertugerne« i Uvornhed under den
flg. Valgkamp; efter den knebne liberale
Valgsejr Jan. 1910 gennemførtes Budgettet, og
Finanslovsstriden fandt sin Fortsættelse i en
Forfatningskamp, der endte med en
Indskrænkning af Overhusets Vetoret (Aug. 1911). Paa
overdrevne Værdiangivelser og fantasifulde
Løfter manglede det ikke fra Finansministerens
Side, og i Forretningsverdenen fik han Ord for
Unøjagtighed og Ansvarsløshed. Hans store
folkelige Forsikringslov 1912 skaffede ham dog
solide Laurbær som Administrator ved den
Blanding af Fasthed og Smidighed, hvormed
han overvandt Modstanden mod dens meget
indgribende Nyordning, navnlig Modstanden fra
Lægernes Side. De gode Tider tillod rummelige
Budgetter, og i Oktbr 1913 kunde han bebude
et nyt vældigt Fremstød af den Reformpolitik,
der skulde bringe Folket »tilbage til Jorden«.
Helt ublandet var hans Kredit dog ikke
længere hos hans tidligere nærmeste Kampfæller,
der da heller ikke alle forsvarede ham lige
varmt, da han Foraaret 1913 udsatte sig for
sine Fjenders Angreb, fordi hans Spekulation
i Marconi-Aktier var upassende for et Medlem
af en Regering, som skulde bestemme over
Koncessioner. Walliserne syntes, han arbejdede
for lidet for deres Særkrav (disestablishment
vedtoges endelig 1914 i moderat Form, men
sattes først i Kraft efter Krigen); mange
Gammelliberale fandt, at hans Socialreformer for
meget bar Spor af hans Forkærlighed for tysk,
bureaukratisk Metode, og at hans freds- og
irskvenlige Idealer ikke traadte frem med den
fordums Klarhed. I det irske Spørgsmaal blev
hans Mæglerevne baade da og senere taget i
Brug, men saaledes, at han i Stilhed virkede
for et Afslag i de nationalistiske Krav. Paa
Udenrigspolitikken, der varetoges af hine
Liberale, som havde staaet ham fjernest under
Boerkrigen, havde han kun svag og stødvis
Indflydelse. Juli 1911 forkyndte han paa
Regeringens Vegne i sin Mansion House-Tale, at
England agtede at hævde sig over for Tyskland;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
