Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lloyd George, David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1913 og 14 var han Talsmand for Forstaaelse
med Tyskland og Nedsættelse af
Flaaderustningerne, som dog hans Budgetter havde
skaffet meget øgede Pengemidler; lige indtil
Sommeren 1914 har han næppe haft virkelig
Kundskab ell. Plan paa disse Omraader. Mange giver
ham Hovedskylden for, at Regeringen ikke i
Juli vedgik den fulde Konsekvens af Alliancen
med Frankrig, hvad muligvis havde skræmmet
Centralmagterne; til Gengæld blev han da i
Stand til med bedste Samvittighed at fremstille
Overfaldet paa Belgien som den egl. Krigsaarsag
for England.
Allerede i Verdenskrigens første Periode blev
L. et stort Aktiv for sit Land paa dobbelt Vis:
i videre Kredse ved den Overbevisningsvarme
og Sangvinitet, hvormed han forkyndte for
Englands og Verdens Demokratier, at der
kæmpedes for de smaa Folks Ret og for en varig
Verdensfred (Talesamlingen Through Terror
to Triumph, 1915), i snævrere Kredse ved den
Organisationsevne og det Diplomati, hvormed
han bragte Finansvæsenet paa Højde med den ny
Situation, fik den faste og den bevægelige Kapital
til at bære uhørte Skatter, vandt
Forretningsverdenens Tilslutning og forhandlede med sine
Kolleger i de allierede Stater. Maj 1915 kom
disse dobbelte Evner til at samvirke, da han
overtog Ammunitionsministeriet i det ny
Koalitionskabinet Asquith; thi her gjaldt det bl.
a. at faa Arbejderstanden til at opgive
Lønkampe og skærmende Fagforeningsregler af
Hensyn til det store Maal. Det lykkedes, om end
ikke altid ved Overtalelser alene, og L.’s
haandgribeligste Bidrag til Englands Sejr blev en
Ammunitionstilvirkning, der langt overgik de
Sagkyndiges alt for lidet forudseende Krav.
Efter Kitchener’s Død Juli 1916 overtog han
Krigsministeriet. Under alt dette var hans
folkelige Ry, iflg. hvilket han, takket være sin
Handlekraft, sin Tro og sit Skarpsyn, var Englands,
maaske Ententens, ypperste Krigsleder, steget
og steget, ikke uden instrueret Medvirken
af de mest udbredte Presseorganer, der
oversaa ell. nedsatte hans Medarbejderes
Fortjenester; og med dette som Baggrund kunde han
Decbr 1916 fortrænge Asquith fra
Førsteministerposten og danne et Ministerium, hvis første
Mænd var de konservative Medlemmer af det
foregaaende Koalitionsministerium, men hvor
ingen af de ældre fremragende Liberale havde
Plads; selv varetog han Krigsledelsen i
Spidsen for et Firemandsraad. Hans gl. Parti
støttede ham dog stadig under den kritiske
nationale Situation, de Menige delvis endnu med
personlig Tillidsfølelse; bedst samarbejdede han
dog med sine tidligere værste Modstandere,
Balfour, Austen Chamberlain, Bonar Law. P.
Gr. a. hans Arbejde i Krigskabinettet, og i
Storrigets Krigsraad af Koloniernes
Førsteministre og hans Forhandlinger med de Allierede
paa Fastlandet, havde han ringe Lejlighed til
at optræde i det føjelige Underhus. Hele
det ydre og indre Styre havde nu kun liden
Lighed med det parlamentariske, demokratiske
System, der før havde været hans Virkefelt;
alt afhang da af, hvorledes han benyttede det
Diktatur, Tidsforholdene havde skænket ham.
L.’s mest anerkendte Bedrift under Krigens
sidste Periode er det Pres, han efter Amerikas
Krigserklæring lagde paa det, saa det
fremskyndede sin aktive Deltagelse stærkt. I øvrigt
er Vennernes Paastand om hans vidtskuende
Blik for Østfrontens Bet. og for en samlet
Overledelse paa Vestfronten blevet stærkt og
virkningsfuldt kritiseret, og navnlig har ingen
populær hist. Legendedannelse kunnet dække
over hans Ansvar for den eng. Vestfronts
Svaghed Foraaret 1918. Men den forhaabningsfulde
Energi, hvormed han krævede Krigen fortsat,
til Fjenden var »slaaet ud«, maa vurderes højt;
han var den eneste, der antoges at kunne
vedligeholde Samarbejde mellem de forsk.
Elementer hjemme og ude, og ved den endelige
Sejr, Novbr 1918, stod han som »Manden, der
vandt Krigen«. I de næste 4 Aar, har en af
hans Kritikere erklæret, viste han sig som
»Manden, der tabte Freden«.
Ved Underhusvalget Decbr 1918 fulgtes L. af
den allerstørste Del af de Konservative og
den mindre Del af de Liberale. Hans
»Koalition« vandt en stor Sejr over de uafhængige
Liberale; men medens det var hans Løfter om
Afvikling af Krigstilstanden og om at »gøre
England værdigt at leve i for Helte«, der havde
tiltrukket Menigmand, dannedes Kernen af hans
Parti af Konservative, som var stemte for en
imperialistisk Udenrigspolitik og mod kostbart
socialradikalt Reformarbejde; og begge
Parters Ønsker havde han søgt at imødekomme
med Løftet om at »bringe Tyskland til at
betale«. Deraf fulgte, at han som Englands
Repræsentant paa Paris-Konferencen, der førte til
Versailles-Freden, maatte opstille langt
videregaaende Krav, end han ansaa for
gennemførlige, og gaa med til Fredsbetingelser, som han
stadig forgæves har søgt at lempe paa alle de
flg. Konferencer mellem »de Store« og mellem
alle de Krigsførende. I denne Stræben har han
mødt stedse mere Sympati hos de eng. Liberale
(der dog ikke har nægtet sig at jævnføre hans
humane Forsoningstaler med hans tidligere
Raaben paa Straf og Bod). Til Gengæld er de
radikalere Liberales og endnu mere
Arbejderpartiets Misnøje med hans indre Politik stedse
vokset. Arbejdet for en social Rekonstruktion
toges vel op paa adskillige Omraader; men de
store Strejker bragte snart Regeringen i
Misforhold til Underklasserne, og fra dens Leder
hørte man Revolutionsadvarsler, der syntes lige
saa retorisk overspændte som hans tidligere
Angreb paa Kapitalen. Nationaliseringen af
Minerne, som en upolitisk Kommission havde
anbefalet, nægtede han at indlade sig med; de
georgistiske Jordskatsforsøg fra 1909 henlagdes;
de største Reformplaner, om et udvidet
Skolevæsen og offentlige Byggeforanstaltninger,
sygnede hen, især da den indtrædende Depression
siden Efteraaret 1920 havde gjort Sparekravet
almægtigt i Mellemklasserne. Alene det store
Embedsværk, Regeringen var kommet i Vane
med at bruge, bidrog ved sin Kostbarhed og ved
sin bureaukratiske Karakter til at gøre den
upopulær. De fornødne Pengemidler, paastod de
Radikale, ødte Regeringen ved udenrigspolitiske
Eventyr; i Mesopotamien, Ægypten, Indien o. s.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
