Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Locke, John - Locke, William John
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udformning i Skrifter, hvis Fuldendelse dbg skred
langsomt frem; 1689 udkom Brevene om Tolerance
og 1690 hans Hovedværk Essay concerning
Human Understanding, hvortil endnu kommer af
mere betydelige Værker: Some Thoughts on
Education og Two Treatises of Government,
foruden en Del mindre Skr og polemiske Afh.
Efter Tilbagekomsten havde L. faaet et
Statsembede, som han dog snart efter opgav, dels p. Gr.
a. svageligt Helbred, dels for helt at kunne
samle sig om sin litterære Virksomhed, hvori
han ogsaa gav Begrundelse og Forsvar for den
politiske Opfattelse, som havde sejret ved den
Revolution, hvori han havde deltaget; ogsaa for
sine filosofiske og teologiske Synsmaader havde
han i disse sine senere Aar fl. Angreb at værge
sig imod, men han gjorde det altid paa en
Maade, der giver det smukkeste Vidnesbyrd om
hans redelige Karakter, der til det sidste var
præget af dybt personligt Frisind og ubøjelig
Sandhedskærlighed. I Kraft af sin Natur og
ifølge de Forhold, hvorunder han voksede op,
maatte L. være særlig stærkt optaget af
religiøse og etiske Spørgsmaal, og det kom tidlig til at
staa for ham som den vigtigste Opgave her at finde
Vej frem til klar og sikker Erkendelse.
Problemet om Erkendelsens Mulighed i det hele, dens
Gyldighed og Sikkerhed, var ogsaa Tidens
vigtigste, skarpt formuleret og indgaaende drøftet
af Descartes, af hvis Skr L. paavirkedes stærkt;
men L. vilde forsøge sin egen Vej, han vilde
først og fremmest undersøge selve Erkendelsens
Væsen, finde, hvor det er muligt at vinde fuld
Sikkerhed, og hvor vi maa blive staaende ved
sandsynlige Meninger, han vilde uafhængig af
de ontologiske Betragtninger, som ellers i
Filosofien spillede saa stor en Rolle, uden at bryde
sig om Tingenes virkelige Natur, alene ved
Analyse af vor Bevidstheds Indhold, efterspore
Erkendelsesvirksomheden og derved naa til
Bestemmelse af, hvad det overhovedet er muligt at
erkende og hvad ikke. L. spørger da først, om
der gives medfødte Forestillinger i den
menneskelige Bevidsthed, og svarer herpaa, af vi vel
har Anlæg eller Muligheder, men at selve
Forestillingerne skriver sig fra Erfaringen, den
ydre, Fornemmelserne, Sanseindtrykkene, og den
indre, de Reflektioner, d. v. s. hele den
Bevidsthedsvirken, som Indtrykkene foranlediger. L.
optager her fra den skolastiske Filosofi og
udvikler nærmere den vigtige Sondring mellem
primære og sekundære Kvaliteter i Objekterne, som
fremkalder Fornemmelserne, primære som
Ugennemtrængelighed, Udstrækning, Bevægelighed,
som er uadskillelig knyttet til Forestillingen om
Objektet, medens de sekundære som Farve,
Lugts- og Smagsfornemmelser kun eksisterer i
vore Forestillinger. Disse vore Forestillinger kan
være enkelte, der dog atter kan danne, hvad
L. kalder komplekse Ideer, som er
Abstraktioner, vor Forstand foretager, som udtrykker
Tilstande, Egenskaber ell. Relationer, ell. endelig
Substanser, som Begreberne det Materielle og
det Aandelige, ved hvilket sidste vi danner
Forestillingen om Gud, hvis Realitet for L. er en
Følge af Verdens Eksistens. De usammensatte
Forestillinger faar real Gyldighed for os ved
deres Konstans, og de sammensatte ved de
enkelte Leds Klarhed; den klare Anskuelse ell.
Intuition behøver intet Bevis, og en
sammenhængende Række af Intuitioner udgør en
demonstrativ Erkendelse, saaledes i matematiske og
moralske Forhold, som giver fuld Sikkerhed,
medens den blotte Sansefornemmelse kun
skaber Sandsynlighed. Det er saaledes ikke rigtigt
at opfatte L. som ren Empirist i
erkendelsesteoretisk Henseende, men han har ved sine
Analyser givet vægtige og værdifulde Bidrag til den
empiriske Psykologi. Som Udgangspunktet for
L. var Erkendelsen paa det etiske og religiøse
Omraade, bliver ogsaa Udviklingen af
Gudsforestillingen hans Maal, da den er Kilden til og den
nødvendige Forudsætning for al Etik, fordi Gud
i os har nedlagt Muligheden for Udviklingen
af Forestillingen om det absolutte Gode, der er
den sande Lykke og den naturlige Drivkraft i
vore Handlinger. Til disse Erfaringer fører
Erkendelsesarbejdet os, men det er tillige givet i
Aabenbaringen, som er tilgængelig for alle
Mennesker uden Hensyn til Aandsevner og
Tankekraft, men L. vil hermed en Art naturlig
Kristendom, friet og renset for alle dogmatiske
Tilsætninger, som han heller ikke fandt nogen
Hjemmel for i Evangelierne. Den Tolerance, han
har givet saa smukt og veltalende Udtryk,
skulde udstrækkes til alle Mennesker, med
Undtagelse af Ateister, fordi han mente, at enhver
redelig Tænkning maatte føre til Troen paa
Gud. At L. i sine politiske Skr hævder Folkets
Ret overfor Statsmagtens Usurpation og
Overgreb, ligger i Forholdenes Natur, og han fik her
som den konstitutionelle Statsforms Talsmand
stor Bet. for den følgende Tid, ikke blot i sit
Fædreland, men ganske særlig for de fr.
Filosoffer i Oplysningstiden, der i det hele er meget
stærkt paavirket af ham, skønt de ganske vist i
mange Henseender har misbrugt ham og tillagt
ham en fladbundet Rationalisme, som han ikke
kan have Ansvaret for. Endelig har L. ogsaa
haft stor Bet. for den følgende Tids Opfattelse
af Opdragelsesspørgsmaal, og Rousseau er
ogsaa i denne Henseende stærkt afhængig af hans
Tanker. L.’s samlede Værker er ofte udgivne,
men nogen fuldstændig og videnskabelig
tilfredsstillende Udgave foreligger endnu ikke; af
Hovedværket maa nævnes A. Campbell Frasers
Udgave med omfattende Indledning og Noter,
Oxford 1894. (Litt.: Fechtner, »J. L.«
[Stuttgart 1898]; J. Gibson, L.’s Theory of
Knowledge and its Historical Relations [Cambridge
1917]).
W. N.
Locke [£åk], William John, eng. Forf.,
f. 1863 i Demarara, opdraget i Cambridge; efter
at have virket en Tid som Lærer blev han 1897
Sekretær for The Royal Institute of British
Architects; han er korresponderende Medlem af
mange udenlandske Arkiiektsammenslutninger.
Han er stærkt paavirket af fr. Aandsliv. Hans
vigtigste Romaner, der er godt byggede og
udmærker sig ved en levende, vittig Dialog, er:
At the Gate of Samaria (1895), Where Love is
(1903), The Morals of Marcus Ordeyne (1905),
The Beloved Vagabond (1906), Stella Maris
(1913), The Wonderful Year (1916), The Rough
Road (1918), The House of Baltazar (1920), The
Mountbank (1921). Han har ogsaa forsøgt sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
