- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
974

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Logihus - Logik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sundhedspolitiets Betjente — skal naar som helst, Dag
og Nat, have Adgang til at inspicere Lokalerne.
For disses Vedk. er der givet bestemte
Forskrifter om, hvor meget Rum og hvor meget
Gulvflade (i Kbhvn henh. mindst 8 m3 og 3,3
m2), der skal være for hver Person, der
anvises Natteleje i samme Værelse, ligesom der
i et særligt Regulativ af
Sundhedskommissionen gives Regler om Udluftning af
Lokalerne, saavel som om daglig Rengøring af disse,
Sengenes Indretning (kun Enkeltsenge),
Sengeklædernes Udluftning og Halmens Fornyelse
m. v. Endvidere er ogsaa Bestyrerne af L.
stillede under Politiets særlige Kontrol, og
Sundhedskommissionen er bemyndiget til at lukke
L., hvis Værter gentagende gør sig skyldige i
Overtrædelse af de givne Forskrifter. Disse
strenge Bestemmelser har sikkert bidraget
meget til at forbedre Forholdene paa L., og
deres Ry er i vore Dage langt fra saa daarligt,
som det har været i ældre Tider.
O. D.

Logik er Videnskaben om den menneskelige
Tænknings formale Principer, Læren om de
alm. Former, hvori al sammenhængende og
modsigelsesfri Tænkning bevæger sig. Allerede
i den ældste gr. Filosofi arbejdede Eleaterne
med Slutninger og Beviser, Sokrates
indførte Begrebsdefinitionerne, som Platon
udviklede videre i sin Dialektik, men det er
Aristoteles, der har udformet og opbygget
L. til en selvstændig, systematisk,
videnskabelig Disciplin, som han selv oftest betegner
som Apodeiktik, Læren om den videnskabelig
nødvendige Bevisførelse, ell. som Analytik efter
dens væsentligste og fundamentale Del.
Analytikken behandler først Læren om, Slutningerne
og svarer saaledes til, hvad vi nu kalder
formel Logik ell. logisk Elementarlære, dernæst
den logiske Bevisførelse, hvorunder er
indbefattet det, som nu betegnes som Metodelære og
Erkendelsesteorien, og i Topiken fremstilles de
dialektiske Sandsynlighedsslutninger; denne
sidste Disciplin, der er en Disputationslære, er
følgelig rent teknisk og nærmer sig ved sin
Formalisme Retoriken, Overtalelsens Kunst, og den
har ved denne Mellemstilling mellem L. i
snævrere Forstand og Retorik bidraget stærkt til den
senere Oldtids og Middelalderens ofte uklare
retoriserode Behandling af L. Aristoteles selv
adskiller vel L. fra Metafysikken i
Udformningen, idet han bestemmer den som Videnskaben
om Tankens Former, Tænkningens Metodologi,
men han gør den ikke rent formalistisk, da han
forudsætter, at de Resultater, der udvindes
gennem den logisk rigtige Tænkning, har real
Gyldighed, stemmer med de reale Forhold. Men
selve Tænkningens Former kan udfindes ad
rent formel Vej, uafhængig af psykologiske ell.
erkendelsesteoretiske Betragtninger, paa samme
Maade som matematiske Opgaver løses;
Analytikken gaar nemlig ud paa med Modsigelsens
Grundsætning som Princip at analysere vor
Tænkning, saaledes, at vi udfinder de simple
Bevisformer, Slutningerne, hvori den bevæger
sig, af disse atter Dommene og endelig
Begreberne. Af en Forestilling, som er konstant,
uafhængig af skiftende ledsagende
Omstændigheder, og for alle Individer fælles gyldig, opstaar
Begrebet, Individualbegrebet, som beror paa et
enkelt Fænomen, og Almenbegrebet, som
opstaar af en Række Anskuelser og som enten
kan være et Arts- ell. et Slægtsbegreb. Da
Begrebsdannelsen beror paa, at de Elementer i en
Anskuelse, som nødvendig hører med til
Tingens Natur, ses i Forhold til de øvrige,
udtrykker allerede Begreb en Relation, og det samme
gælder Dommen, der udtrykker Forholdet
mellem Begreberne (Mennesket er et levende
Væsen). Ved Kombination af Dommene naar vi til
Slutningerne (Syllogismerne), hvoraf
Aristoteles opstiller tre, de saakaldte første, anden og
tredie Figur, af hvilke den første er den
fundamentale og vigtigste. Denne deduktive
Logik, der er det stringente Udtryk for Tænkning,
regulerende for al Argumentation og
Prøvestenen for ethvert Bevis’ Rigtighed, er L.’s
fundamentale Kerne; men foruden den behandlede
Aristoteles ogsaa den induktive Metode, som
Sokrates og Platon havde anvendt i deres
Begrebsdialektik, og som gaar ud paa af de ved
Erfaringen indsamlede Enkeltiagttagelser at
udlede det Almene, medens den deduktive L.
gennem’ Slutningen udleder det enkelte af det
Almene. Begge Metoder hænger uløselig
sammen og forudsætter hinanden, og den
deduktive har ved sin matematiske Stringens en
Værdi, som man i nyere Tid med Urette har
underkendt ved at forse sig paa dens
Formalisme. Den ensidige Udvikling af det formelle
kommer allerede frem i den senere Oldtid, da
man opstillede nye Slutningsformer, som egl.
blot var en ændret Formulering af de
aristoteliske, saaledes den saakaldte fjerde Figur, de
disjunktive og hypotetiske Slutninger, og denne
Udvikling fortsattes i den skolastiske L. Man
prøvede nu alle tænkelige Kombinationer
indenfor alle fire Figurer; da Dommene enten kan
være benægtende ell. bekræftende, enten almene
ell. partikulære, maatte det mulige Antal af
Kombinationer af de to Domme i enhver
Syllogisme af alle fire Figurer blive i alt 64, og
der udvikledes et kort og klart Tegnsprog til
at udtrykke disse Forhold; af affirmo brugte
man a til Betegnelse for bekræftende almene,
i for bekræftende partikulære Domme, af nego
e til Betegnelse for benægtende almene, o for
benægtende partikulære; en Gennemprøven af
alle Kombinationerne maatte vise, at en stor
Del af dem ikke førte til gyldige Slutninger,
og man sammenfattede da de øvrige, idet man
til Betegnelse for hver dannede et
Memorialord med de nævnte karakteriserende Vokaler,
som sammenstilledes i et Vers, for at lette
Hukommelsen ved Undervisningen (Barbara,
Celarent o. s. v.). Denne vidtløftige Formalisme
blev i nyere Tid kritiseret som ganske
værdiløs, men med Urette; saa vist som det for
enhver videnskabelig Forskning er ikke blot
nyttigt, men Pligt at undersøge alle Muligheder og
prøve enhver Enkelthed, om den skulde have
Bet., saa vist var det af Bet., at enhver
Mulighed for logisk Slutning blev undersøgt, om den
kunde føre til gyldigt Resultat ell. ikke.
Derimod forurenedes unægtelig den aristoteliske L.
i den senere Middelalder ved stærk Indblanding
af grammatiske Synspunkter. Opr. kendte man

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:57:42 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/15/0991.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free