Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lolli, Antonio - Lolo - Lom (Herred) - Lom (Svømmefugl)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med sin Søn, Violoncellisten Filippo L.
Litt.: V. C. Ravn, »Koncerter og musikalske
Selskaber i ældre Tid« [Kbhvn 1886]).
S. L.
Lolo, et i fl. indbyrdes uafhængige
Stammer delt Folk i Prov. Sze-chuan og Yün-nan,
Sydvest-Kina, mellem Jang-tse-kiangs øvre
Løb og Burmas Grænse. L. synes beslægtede
med Burmanerne; uden Tvivl hører de til et
førkinesisk Folkelag i disse Egne. Forholdet
til Kineserne er endnu fjendtligt og Overfald
fra L.’s Side ingenlunde sjældne. De dyrker
Hvede, Byg o. a., men kun lidt Ris. Af
Haandværket kan Smedekunsten nævnes. Samfundet
er delt i Adel, Frimænd og Slaver.
K. B.-S.
Lom, Herred, Nordre Gudbrandsdalens
Sorenskriveri, Oplandfylke, (1920) 2438 Indb.,
er et Fjelddistrikt, liggende omkr. den
midterste Del af Ottas Vasdrag parallelt med, men
S. f. Laagen. Otta danner inden for L. et langt,
smalt Vand, Ottavand ell. Lomsvand, der mod
Ø. fortsættes i Vaagevand. Paa Vandets
Nordside ligger Skardstind. (1883 m) og længere
mod V. Lomshorungen (1730 m). I S. omfatter
Herredet selve Højfjeldet med Jotunheimens
højeste Tinder (Galdhøpiggen, Glittertind,
Sletmarkhø, Smørstabtinderne, Nautgarstind m.
fl.). Flere af de mest kendte af Jotunheimens
Turisthytter ligger i Herredet, saaledes:
Leirvassbu, Gjurvasshytten, Spiterstulen,
Glitterheim og Memuruboden. Afløb fra
Jotunheimens Bræer danner Bøvra. L. har omkr.
Ottavand og i den nedre Del af Bøverdalen
god og frugtbar Jord, som dog er meget udsat
for Frost; i den øvrige Del af Herredet ligger
kun Sætre, men Græsgangene i Fjeldet er
overmaade gode og yder store Bidrag til
Vinterfodringen. Af industrielle Anlæg kan nævnes
Savværker og Møller. Herredet danner eet
Præstegæld med 3 Sogne, L. Hovedsogn, Garmo
Anneks og Bøverdalen Anneks; de største
Gaarde er i L.: Andvord, Blaker og Graffer, i
Garmo: Garmo, Fritsvold og Enersvold, i
Bøverdalen: Sulem, Rødsheim og Galde. L.
Stavekirke er opført c. 1200. Hovedvej fører fra
Vaage paa Vandets Sydside V. over til Skjaak,
herfra en Bygdevej et Stykke op igennem
Bøverdalen, videre Rideveje gennem Jotunheimen
og over til Fortun. Herredets Areal er 1948
km2, hvoraf 61,8 km2 Indsøer, 17,49 km2 Ager
og Eng, 72,43 km2 Skov, Resten Udmark,
Højfjeld og Myr. Antagen Formue 1921 var 5817200
Kr og Indtægt 1558850 Kr.
(J. F. W. H.). M. H.
Lom (Colýmbus, Gavia, Urinator) kaldes en
af 5 Arter bestaaende Slægt af højnord. store
Svømmefugle, hvis hele Bygning med den lange
slanke Krop, de korte Vinger, den ganske korte
Hale og de helt i Kroppens Bagende anbragte
kraftige Svømmefødder kendetegner dem som
fortrinlige Svømmere og Dykkere.
Fjerklædningen er overordentlig tæt og elastisk; Farven
er paa Undersiden hvid, paa Oversiden mørk,
medens Hoved og Hals ofte har ejendommelig
Tegning, forsk. Farver og smuk Metalglans.
Han og Hun er ens farvede, i Vinterdragten
mistes Parringsdragtens Prydelser, Undersiden
bliver hvid, Oversiden mørk. De unge Fugles
Dragt ligner de gl.’s Vinterdragt, kun har
Rygfjerene br. graa Rande. Dunungen er sort med
lysere Underside. Først i tredie Aar antager
de unge Fugle Parringsdragten. L. bebor den
gl. og ny Verdens arktiske og subarktiske
Regioner, trækker mod Vinteren mod S. til de
tempererede Egne. I Levevis og Yngleforhold
ligner alle Arter i høj Grad hverandre. —
Navnet L., der er fælles for de skandinaviske
Sprog, isl. og eng., er vistnok beslægtet med
»lam« og betegner Fuglens Ubehjælpsomhed
paa Land.
Rødstrubet L. (Nord. L., Spedehals,
Havgasse, Søhane, Rækhals, Alm. I.) (C.
septentrionalis L.), den mindste af Slægten, c. 600
mm lang, er i Sommerdragten let kendelig ved
den askegraa Farve paa Panden, Hovedets og
Halsens Sider samt den rustrøde trekantede
Plet paa Halsens Forside. — Den yngler i hele
den arktiske Zone ned til c. 60° n. Br. Paa den
skandinaviske Halvø yngler den alm. i
Landets nordligere Egne, medens en Del
overvintrer ved Kysterne; paa Færøerne, Island og
Grønland er den en alm. Ynglefugl. Efteraar
og Vinter træffes den hyppig, af og til
flokkevis, ved de danske Kyster og Fjorde,
undertiden ogsaa i Indsøerne. I Slutn. af Apr.
trækker de flokkevis til deres Ynglesteder, og snart
efter opsøger hvert Par sin Redeplads, en lille
Sø enten paa Øerne ved Kysten ell. paa
Fastlandets Fjelde; oftest findes kun et Par ved
hver Sø, undertiden dog adskillige. Paa
Søbredden ell. paa en lille Holm i Søen lægges
Æggene i Juni, to i Tal, 71—74 mm lange,
45—46 mm br., med grov og ujævn, noget
glinsende Skal, graabrune med sorte Pletter.
Reden, der ligger lige ved Vandet, er enten en
simpel Fordybning i Jorden ell. bestaar af et
Underlag af Kviste. Han og Hun ruger
skiftevis og ligger meget fast; ved Ynglepladsen er
det let at nærme sig de ellers overordentlig
sky Fugle. Ungerne bliver i Søerne, til de er
flyvefærdige, mades i den Tid af Forældrene
og flyver derpaa til Havet for i Septbr—Oktbr
at trække S. paa. Vandet er L.’s Element; paa
Land kommer den kun for at ruge, skal dog
uden Besvær kunne gaa oprejst; den svømmer
med overordentlig Fart saavel over som under
Vandet; vil den dykke, stikker den først
Hovedet ned i Vandet og forsvinder derefter
tilsyneladende uden Anstrengelse. Under Vandet
søger den sin væsentlig af Fisk bestaaende
Føde, bevæger sig her i Modsætning til de
fleste andre Dykkere alene ved Føddernes
Hjælp, medens Vingerne holdes fast ind til
Kroppen. Til Trods for at Vingerne er smaa i
Forhold til den store Krop, er Flugten hurtig
og udholdende; under Flugten udstødes hyppig
et Skrig ka-ke-ra ell. vak-vak-vak. Naar den
ligger paa Vandet, lader den navnlig i
Parringstiden høre en Rk. overordentlig kraftige,
uhyggelig klagende, næsten menneskelige Lyd.
Sortstrubet L. (Polarlom, Storlom)
(Colymbus arcticus L., Fig. 1), betydelig større end
foregaaende, 710 mm lang, er ovenpaa blaasort
med hvide terningformede Pletter. Hovedets
Overside og Bagsiden af Halsen er askegraa,
medens Hage, Strube og Forhals er sorte med
violet Glans. Halsens ejendommelige Tegning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
