Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 1011 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Londemann, Gert - London (Hovedstad)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Beretning behøvede han kun at vise sig for at faa
Folk til at le, og han udnyttede sin Magt over
Publikum til dens yderste Grænse —
undertiden ogsaa, naar Situationen fordrede Alvor.
L. var
løssluppen og kaad;
uden Tvivl
mindede hans
Kunst om
commedia
dell’ arte; han
maskerede
ikke sit
markerede Ansigt, hvis
Mimik var
overmaade
levende, og hans
Stemme taalte
at bøjes i de
forskelligste
Registre.
Foruden
Henrik’erne regnedes
Oldfux i »Den
Stundesløse«, hvor hans Forvandlingsevne fejrede
en Triumf, Drengen i »Den pantsatte
Bondedreng«, Jakob Skomager i »Jeppe paa Bjerget«
og Skolemesteren i »Julestuen« for hans
fortrinligste Ydelser i Holbergs Komedier, men
dertil kom hans fiffige Tjenere hos Molière og
Regnard, nogle Gammelmandsroller og Tartuffe,
hvorom Rosenstand-Goiske skrev, at han
forandrede sin Diktion og sit Ansigt saaledes, »at
man ikke kunde kende den overgivne Aktør«.
Fr. Schwarz bekræftede dette Vidnesbyrd: »Han
var altid ny og for Kunstdommeren altid
ubegribelig, da det var bekendt, at han aldrig
læste om sin Kunst ell. studerte den«. Han var
m. a. O. et komisk Geni af intuitiv Art og
ligesom senere C. N. Rosenkilde og Sophus
Neumann et naivt, følsomt Menneske med
Alvor i Sindet bag sine vittige Paafund. Dødssyg
optraadte han sidste Gang 10. Febr. 1773 som
Crispin i »Det gavmilde Testament«. Wessel
skrev under hans Portræt: »Man sukker, for
han er ej mer, man husker, hvad han var, og
ler«. (Litt.: Edgar Collin, »Holberg’ske
Skuespillere i Jubeludg. af Komedierne« III
[Kbhvn 1884]; Robert Neiiendam, »Breve
fra danske Skuespillere og Skuespillerinder«
[Kbhvn 1911]).
R. N.

G. Londemann.

London [’£and_ən] (hermed et Kort),
Hovedstaden i det britiske Rige og Verdens største
By, ligger ved Bredderne af Themsen paa 51°
30′ n. Br. og 0° 5′ v. L. (Grw.), St-Pauls-Kirken
regnet som Maalingens Udgangspunkt. Den
omfatter i Areal 305 km². Dens Udstrækning er
omtr. 26 km fra V. til Ø. og 19 fra S. til N.
Dens Befolkning talte ved sidste alm.
Folketælling (1921) 4521685 Indb., medens det Omraade
(the outer ring), der uden at høre til London
County falder under samme Politistyre, talte
2992929 Indb., og hele det Omraade, der
praktisk talt hører med til Kæmpebyen (Greater L.)
har mellem 8 og 9 Mill. Indb. Den sender 61
Repræsentanter til Parlamentets Underhus,
omtr. en Tiendedel af det samlede Antal.

Almindeligt Indtryk.

Det er det kæmpemæssige, der først og sidst
bestemmer L.’s Karakter og betinger den
Fremmedes Indtryk deraf; det er ved sin
Umaadelighed, at den bliver noget for sig selv, idet
enhver andensteds fra hentet Maalestok glipper.
Da alle Dimensioner er mangefold forøgede, er
Muligheden for en Sammenligning, der kunde
befæste og ordne de modtagne Indtryk,
forringet. Denne uhyre, graalige Masse af Mennesker
og Huse vil man forgæves forsøge at danne sig
et enkelt, skarpt Billede af i sin Betragtning;
det hele flyder bort i en gigantisk
Ubestemmelighed. Det hænger tillige sammen med hele
Byens historiske og sociale Udvikling, at den
ikke lader sig sammenfatte under en bestemt
Formel. L. er ikke en Verden som Paris ell.
et Symbol som Berlin; den er ikke et
Monument som Rom ell. et Eventyr som
Konstantinopel. L. er et Sted, hvor en uhyre Mængde
Mennesker lever samlede, hverken mere eller
mindre; da det nu har været saaledes i Aarh.,
har Stedet selvfølgelig faaet en Historie, men
denne har overvejende en ren municipal
Karakter. De store Øjeblikke i Englands ældre
Historie er i mangfoldige Tilfælde ikke foregaaede
paa L.’s Scene, og til Landets hele politiske og
kulturelle Udvikling har dets Centrum kun
bidraget lidet i Sammenligning med, hvad
Forholdet er i Frankrig ell. Danmark mellem
Riget og dets Hovedstad. I L. er det derfor
hverken Stedet ell. Mindesmærkerne, der fængsler
Opmærksomheden; det er selve Befolkningen,
der virker ved sin Masse. I ingen anden By
(maaske de kin. Millionlandsbyer undtagne) kan
det enkelte Individ i den Grad blive borte som
her; det eng. Hus’ Utilgængelighed for
fremmede støtter yderligere den, der ønsker at
begrave sig for Verden; han vil i dette Hav af
Mennesker kunne leve og føle sig mere ensom
end i den vildeste Ørken.

Topografisk Beskrivelse.

Trods Byens kolossale Udstrækning er det
forholdsvis let at orientere sig i L. Det
vigtigste Holdepunkt her er naturligvis Floden; de
ud til Flodbredden mundende Hovedgader, der
gaar vinkelret paa denne, har i den ældre, N.
f. Themsen liggende Del temmelig stærkt Fald
ned imod den; de betydeligste Hovedaarer gaar
her fra Øst til Vest og parallelt med
Floden. Den sociale Udvikling har efterhaanden
draget visse Skel mellem de enkelte Bydele.
Arbejderne og de af disse afhængige
Smaahandlende har lagt Beslag paa hele den østlige,
sydøstlige og nordlige Del af Byen; Centrum, det
egl. City, er Forretningskvarter, opfyldt af
Kontorer og Lagerlokaler, med en stadig
aftagende fast Befolkning; de umiddelbart V. f.
City liggende Kvarterer samt hele den
sydvestlige Del N. f. Floden tilhører Middelstanden,
medens Aristokratiet og Plutokratiet, som ved
Byens Tilvækst efterhaanden er fortrængt
længere og længere frem i vestlig Retning, nu
har fundet sin Plads i Kvartererne umiddelbart
Ø. og S. f. Hyde Park. I de fleste af de længere
borte liggende Forstæder er de forsk. sociale Lag
mere blandede mellem hverandre; der gør sig i
Byens Udvikling en naturlig, stadig stigende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>