Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - London (Hovedstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efterhaanden til at virke i samme Omraade;
vigtigst for det samlende Kulturarbejde var
L. School Boards, som Folkeskoleloven af 1870
medførte. Efter den alm. Lov om County
Councils for England 1888 fulgte en særlig for L.
Det udskiltes nu helt fra Nabo-counties;
Vestries bortfaldt, og L. County Council valgtes
ved alm. Valg 1889, for siden at fornyes hvert
3. Aar. Der toges med Lyst og Energi fat paa
det store Arbejde, som nødvendiggjordes af de
lange Tiders Splittelse og Uorden; dog er L.
stadig langt tilbage hvad Kommunepatriotisme
angaar, og Farerne ved kommunesocialistiske
Eksperimenter er med Rette og Urette blevet
stærkt fremhævet. Dels Nødvendigheden af at
lette Centralstyret, dels de gl. Enkeltdeles
Jalousi fremkaldte 1899 Oprettelsen af 28
Boroughs med Raad, der ligeledes vælges paa 3
Aar. County Council har 1904 taget
Overledelsen af Vandforsyningen (Metropolitan Water
Board), der tidligere dreves af private
Selskaber; det har det allermeste Brandvæsen og en
Del af Sporvognsvæsenet; Gasværkerne er
derimod stadig private og den elektriske Belysning
varetages af Boroughs. Politiet sorterer under
Indenrigsministeriet. Borough-Systemet muliggør
stadig megen Uensartethed; føleligst er det paa
Forsørgelsesvæsenets og beslægtede Omraader,
idet de Boroughs, hvor Skatteevnen er mindst,
i Reglen her har de største Pligter. Der
kæmpes i Bystyret mellem Radikale (Progressives)
og Moderate (Municipal Reformers); disse har i
senere Tider haft Flertal, og Arbejderpartiets
Fremgang er i alt Fald foreløbig standset.
County Council tæller 124 Councillors, der
vælges kredsvis, to i hver Kreds; det udpeger en
Chairman og 20 aldermen. Boroughs Council
har 30—60 councillors og 5—10 aldermen.
City of London, en Gang den egentlige By, nu
en lille Enklave i Kæmpebyen, styres af en
lord-mayor, 26 aldermen og 228 Medlemmer af
Fællesraadet (the common council); City-Distriktet
er delt i 26 wards, hver med sin alderman,
og 202 precincts. Beboerne af hver precinct
træder aarlig sammen og vælger Kandidater til
Fællesraadet. Bl. disse Kandidater udtages saa
de endelige Medlemmer af the ward mote,
hvortil kun egl. Borgere (free-men) har
Adgang; Fremmede, der driver Forretning i
City, kan blive free-men ved at betale en
aarlig Afgift. The ward-mote foretager ogsaa Valg
af aldermen, hvis Udnævnelse er paa Livstid;
disse træder hvert Aar 29. Septbr sammen og
vælger for eet Aar ud af deres egen Midte en
Lord-mayor, der tiltræder sit Embede 9. Novbr.
Hans Investitur foregaar under megen
Højtidelighed og med en stor Procession og en officiel
Festmiddag i Guildhall, hvor Regeringen er til
Stede; i senere Aar er det blevet Skik, at
Regeringens Chef benytter denne Lejlighed til
vigtige politiske Udtalelser. Lord-mayor’en er
City’s Repræsentant og Ordfører ved alle
officielle Lejligheder; han modtager fremmede
Suveræner som City’s Gæster; han har derfor
meget store Repræsentationsudgifter, og kun
rige Mænd kan vælges til Lord-mayor, da hans
Aarsgage, 10000 £, næppe rækker til at bestride
Halvdelen af hans Udgifter; han har
Embedsbolig i Mansion house. En Del af City’s
Embedsmænd vælges af aldermen og the livery i
Forening; the livery bestaar af 74 af de 79 gl.
Lav (city companies). Adskillige af disse, som
Sværdfegere og Buemagere, bestaar endnu
næsten blot af Navn, men har dog deres særlige
Stemme. De gl. Korporationer, som bærer
Forfatningen, har i senere Aar hævet deres
synkende Anseelse ved imponerende Bidrag til
offentlige Formaal. City har sin særlige
Finansbestyrelse og sit særlige Politi (900 Mand), hvis
Uniform afviger lidt fra det øvrige londonske
Politis. Det er, som man vil se, en meget
gammeldags Forfatningsform, og med stor Omhu
vaages over alle de gl. Former. Intet Militær
maa under Vaaben passere City’s Territorium;
hvis Kongen vil besøge City, maa han først
indhente Tilladelse dertil af Lord-mayor’en.
Historie.
L. nævnes første Gang 61 e. Kr.; da, fortæller
Tacitus, trak den rom. Feltherre Paulus
Suetonius sig bort fra Londinium, som den
fjendtlige britiske Dronning Boadicea saa ødelagte.
Da Navnet aabenbart er keltisk, er det vel ikke
først de nylig tilkomne rom. Erobrere, som
har benyttet den gunstige Boplads, hvor der
var let Adgang til Havet og dog god
Ly for Sørøvere, og hvor man
beskyttedes af store Skove i N. og af Fleet- og
Lea-Aaens Moradser. Vist er det imidlertid, at
Romertiden giver det dets første kendte
Blomstring, hvorom de skrevne Kilder kun siger
lidet, medens Udgravningerne oplyser det stedse
fyldigere. Den rom. Bymur, som Traditionen
tilskriver Konstantin den Store, men som
mulig er adskillig ældre, begyndte ved
Tower-Højen, gik over Aldgate, Houndsditch og
Bishopsgate i en Kreds tilbage til Ludgate og
Flodbredden, omfattede saaledes det meste af
det, der langt ned i Nytiden vedblev at være
det egl. L. Der synes allerede dengang at have
været en Forstad paa Sydsiden af Floden, og
der omtales en Bro, som synes at have ligget
omtr. paa samme Sted som L. Bridge.
Da de rom. Legioner maatte forlade
Britannien, tilfaldt L. vekselvis de angelsaksiske
Riger, der omgav den. Den omtales ikke før 604;
da hører vi om, hvorledes Kongen af Kent,
Ethelbert, gør Mellitus til Biskop af L. og
bygger den første Skt Pauls-Kirke. I 7. og 8.
Aarh. trives den godt som Handelsby, men i
hele 9. og 10. Aarh. er L.’s Historie en
sammenhængende Række Kampe med de danske
Vikinger. 872 har de sat sig fast og overvintrer
der. Alfred den Store genopbygger 886 L.’s
Mure og søger at ophjælpe Byen, der var
blevet slemt medtaget af Vikingerne, og 10 Aar
efter kommer det til de store, afgørende
Kampe mellem de Danske og Englænderne. Men
denne Gang udholdt disse Angrebet, og det
lykkes aldrig mere Vikingerne med stormende
Haand at betvinge L.’s Mure. Dermed var dog
Freden ingenlunde genoprettet; Vikingerne
satte sig fast paa den sydlige Flodbred, hvorfra
de stadig kunde forurolige Byen, og endnu 994
og 1016 er de stærke nok til at foretage
formelige Belejringer, men begge Gange uden
Resultat. Efter Edmund Jernside’s Drab bliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
